Se os danse

Citat
”Fremskridtet skal nok hertil også, nu begynder en helt ny tid i frihed, og det skal fejres, så de kan vel godt gå med til at sætte sig på skødet af den fyr, de elsker. De kan vel godt droppe deres betænkeligheder, bare i nat, smide tøjet og træde nøgne ind i en ny tid, der begynder nu, en tid fuld af løfter.”
”Se os danse”, s. 150.

I ”Regardez-nous danser” fra 2022 (”Se os danse”, 2023) fortsætter Leïla Slimani sin slægtsfortælling. Romanens hovedfokus er nu på de to børn, Aisha og Selim. De er anden generation i familien Belhaj og tilhører den generation af unge, der i slutningen af 1960’erne efter Marokkos uafhængighed kæmper for frihed, uddannelse og nye livsformer i et land, hvor konservative samfundsnormer stadig vejer tungt, og den politiske frihed under kongen Hassan 2. er stærkt begrænset.

135567922

Efter en række hårde år har Amine fået succes med gården, og han er nu både en velhavende og velansat mand, der nyder godt af den opmærksomhed, det giver ham hos det modsatte køn. Aisha er flyttet til Strasbourg, hvor hun er under uddannelse som læge. Hun er den første i familien, der får en uddannelse, og hendes viden og faglighed får hendes mor Mathilde, der driver en sundhedsklinik i hjemlandet, til at fremstå gammeldags.

Aisha er sin fars datter, målrettet og hårdtarbejdende, mens hendes lillebror Selim har sin mors længselsfulde sind. Selim klarer sig dårligt i skolen og er tynget af ikke at kunne leve op til sin fars forventninger. I et forsøg på at skabe sin egen identitet stikker han af hjemmefra. Han slutter sig til en dansk pige og hendes europæiske hippievenner, der lever et grænseløst og nomadisk liv med masser af stoffer og et frit forhold til sex. Aisha vender hjem fra Frankrig med nye idéer om frihed og ligestilling. Hun har oplevet studenteroprøret og et miljø, hvor kvinder kan være mere selvstændige. Tilbage i Marokko møder hun et samfund, hvor meget lidt har forandret sig. Hun forelsker sig i akademikeren Mehdi, der er en del af den veluddannede elite, og som drømmer om frihed og forandring. Han falder for hendes styrke, men er i praksis stadig styret af traditionelle forestillinger om mandens og kvindens plads.

”Se os danse” er en roman om friktionen mellem gamle traditioner og nye globale strømninger og frigørelsesidealer. Den unge generation har det til fælles med deres forældre, at de bevæger sig mellem flere forskellige kulturer, klasser og identiteter, uden rigtigt at føle sig hjemme nogen steder. Romanen viser, hvor svært det er at skabe ligeværdige relationer i en brydningstid mellem tradition og modernitet.