”Chanson douce” fra 2016 (”Vuggesang”, 2018) er Leïla Slimanis første udgivelse på dansk. Romanen begynder med, at politiet ankommer til en lejlighed i et eksklusivt kvarter i Paris. En lille dreng er blevet dræbt, og hans søster er i livsfare. Kvinden, der formodes at stå bag, har forsøgt at slå sig selv ihjel, mens moren til de to børn er i chok. Herfra spoles tiden tilbage.
53975461
Gennem en alvidende tredjepersonsfortæller får vi fortællingen om ægteparret Myrian og Paul, deres to børn Mila og Adam og deres barnepige Louise, og det hændelsesforløb, der leder op til åbningsscenen. Sproget er nøgternt, og det er langt hen ad vejen op til læseren selv at tolke, hvilke underliggende følelser, der ligger bag karakterernes handlinger. Myrian kæmper med at balancere sin karriere og sit moderskab, og hendes identitet er splittet mellem den overklasse, hun nu lever i og hendes marokkanske ophav. Efter at have været hjemmegående i flere år savner hun at arbejde og at realisere sig selv uden for hjemmet, og hun er misundelig på sin mand, der arbejder som musikproducer. Da hun møder en tidligere studiekammerat, der tilbyder hende et job som advokat, ansætter parret den tillidsvækkende barnepige Louise, der er omsorgsfuld og pligtopfyldende og en gave til familien. Hun opdrager børnene til at være disciplinerede, hjemmet er skinnende rent og maden står klar, når parret har fri fra arbejde.
Men som romanen skrider frem, begynder idyllen at krakelere. For selvom Louise gør livet lettere for alle, så skammer Myrian sig også over sin egen egoisme og utilstrækkelighed som mor, og hun begynder at misunde Louise hendes tætte forhold til børnene. Med skammen og jalousien vokser en mistro. Samtidig har den ellers så perfekte barnepige også sine egne skeletter i skabet. Hemmeligheder om brudte familierelationer og en gæld, der skal betales. En baggrund, der gør hende afhængighed af at være uundværlig.
”Vuggesang” er en roman om klasse, skjulte hierarkier, magt og afhængighed. Med romanen viser Slimani, hvordan ensomhed og social isolation kan føre til, at et menneske opløses psykisk. Samtidig viser romanen, hvordan klassemæssige strukturer kan være vanskelige at bryde.