Nicolaj Stochholm hører til en mellemgeneration af digtere. Han udspillede ikke sin karriere i 1980’erne, men trækker store veksler på den tradition. Det gør det oplagt at nævne Michael Strunge, som han også i sine tidlige bøger har flere kærlige nik til. Strunges omflakkende jeg, der strejfer rundt i byerne og følelserne og med stor intensitet mærker verden, er tilstede som en refleksion i Stochholms digte. Men Stochholm er ikke 80’er-digter.
Fra hans egen generation kan man pege på en anden af dansk litteraturs store skikkelser, digteren Morten Søndergaard. Der er en anden lethed, men en delt melankoli, tilstede i mange af Søndergaards digte. Et andet sted man kan kigge hen er til digteren Morti Vizki. Han hørte måske mere til 80’erne, men så i hvert fald den senere halvdel af dem, hans første bog udkom i 1984 ligesom Stochholms første digte i Hvedekorn gjorde det. Igen er der stor forskel på toneleje og tematikker, men de deler en forkærlighed for den svenske modernist Gunnar Ekelöf, som i begge deres digte viser sig om end på vidt forskellige måder.
Går man lidt længere frem i tid kan en prosaist som Jan Sonnergaard vise sig som en generationsfælle. Med sine noveller og romaner beskriver Sonnergaard på helt anderledes socialrealistisk vis det bybillede, som mange af Stochholms digte også udspiller sig i. I ”Udenfor pesthospitalet” er der også et kærlighedserklærende digt med titlen ”Til Jan Sonnergaard”. Det begynder således: ”Når den forfærdelige/ halve cirkel beordrer/ hjertet løst og standser/ tankerne hos en der/ er født med samme/ øjne som dig og den/ og du efterlades med/ kun rædslen for dette/ ene øjeblik hvor kroppen/ skriger og slipper sit lys.” (s. 55).
Temaet med den syge, døende far kan man finde i mange bøger, senest bl.a. i Harald Voetmanns ”Amduat – en iltmaskine” (2018). Her blander dødsforløbet på hospitalet med den i tiltagende grad deliriske far sig med mytologiske indslag fra den ægyptiske dødebog.