Biografi

Citat
”Vinden starter, vinden tvinger/ skovene uden at knytte bånd/ vinden tvinger sin stemme/ ud på verden/ vinden tvinger alle skibe bort.// Dødelige tavse skov/ som spejler sig i jorden og drømmer sig/ og ikke mere end andethed, en andethed/ naturen er et ord.// Alle blade vendt og befriet/ som et luminøst strøg af mennesker/ der rytmisk lever og dør.”

”Biografi”, s. 60.

”Biografi” fra 1991 er Nicolaj Stochholms debutbog. Den udkom otte år efter, at han første gang havde tekster med i tidsskriftet Hvedekorn, der lige som bogen udkom på forlaget Borgen. Der er tale om korte, navngivne digte, der bevæger sig rundt i landskaberne og rundt i erindringerne.

Digtenes inventar er ret klassisk digt-agtigt, der er tale om vind, hav, strand, skyer, måne, mørke, nat, døre, spejle, porte. Som sagt, landskaber og sindet. Det er digte, der ligner; de handler om naturen, men det er også svært at undslippe en fornemmelse af, at det er digte, der handler om digte. Altså at landskaberne i digtene på en romantisk facon er til, for at jeget i digtene kan erkende noget. Ikke nødvendigvis erkende noget om sig selv, men vise en erkendelsesproces frem.

52582490

Allerede bogens første digt kan i sin helhed lyde sådan her: ”Vinden trykker alle blade/ vinden er tung og skyldig/ som en appelsinvædet økse” (s. 5). Bevægelsen i dette korte digt er hurtig, næsten utålmodig efter at nå frem til sit flotte og tvetydige centralbillede, appelsinvædet økse. Vinden er næsten en anledning til at nå frem til det, Stochholm i det hele taget er god til i sine digte, det sære og tvetydige billede. Hvad er en appelsinvædet økse? En økse man lige har brugt til at skære en appelsin med? Hvorfor er det spændende? Fordi det er mærkeligt, og det påkalder sig en opmærksomhed, der kan gøre en lidt rundtosset. Samtidig er det et billede, der også underligt nok bliver brugt til at sige noget om, hvordan vinden opfører sig.

Men der snyder digtet lidt, vinden er ikke som en appelsinvædet økse, vinden i det her digt er til for at komme frem til den appelsinvædede økse. Ligesom det er tilfældet med havet og stranden og alt det andet af naturens inventar. Det er i Stochholms digte til for, at der kan være en langsom tilblivelse af jeget, for hvem sprængtheden hele tiden truer, som øksen, med igen at findele jeget i små stykker.

Bogen slutter med at indrømme at ”naturen er et ord” (s. 60), og med at pege udad mod andre mennesker med et måske distanceret håb: ”som et luminøst strøg af mennesker/ der rytmisk lever og dør.” (s. 60).