Der er nogle lange pauser i Stochholms forfatterskab, som gør det muligt at snakke om tre forskellige perioder: de første to digtsamlinger, så et par bøger omkring år 2000, og så igen en lang pause før der kom en sværm af bøger fra omkring 2010 og indtil videre relativt ubrudt frem til 2019. ”Femogtyve digte og en drøm” (2000) hører kronologisk til i midterperioden af bøger. Ikke at der skal påstås nogen stor tematisk læsning af de forskellige perioder, som virker svær at identificere, men der er da en forskel at spore fra det helt tidlige. Registeret er simpelthen blevet større i denne bog.
Det er stadig korte og navngivne digte, der for det meste præger siderne, der er stadig en stor forkærlighed for det billedstærke og det tvetydige.
52598982
Men der er kommet en større afveksling digtene imellem. De falder i denne bog ikke lige så meget som perler på en snor, men er, som titlen antyder, snarere samlet sammen til en udgivelse efter et løsere princip. Det gør, at der kan være plads til nogle mere hurtige digte, som føles som om de kører mere på frihjul end tidligere. Der er stadig et stort og ret klassisk digtinventar, der nu også har udvidet sig til at kunne handle om bl.a. Gud og kristendommen. Selvom den nu godt nok punkteres og udfordres, måske endda vrænges af, i et næsten hedonistisk digt ved navn ”Kristent blod”, hvor der kan stå: ”en vanvidsprædiken fra piber/ af kød bagbundet med stanniol” (s. 18).
Der er stadig de store og bratte skift mellem ironi og patos, dog med en overvægt mod patos, og det er der også en bevidsthed om og en stædig fastholdelse af. Digtet ”Uden at blinke” handler om patos og fremfører, at: ”Patos er det øjeblik der ser min egen bygning i alt.”
Hvis man kan tale om en 90’er-ironi i populærkulturen, så er Nicolaj Stochholm gået uberørt igennem den. Han elsker paradokserne og lader denne bog slutte med et kampråb: ”Elsk det umulige” (s. 47).