Stochholms forfatterskab udspiller sig som én lang undersøgelse af den digteriske form. De tidlige bøger udmærker sig ved at være tætte og ved med variationer at gennemspille de samme elementer, sindet og jeget sat i forhold til landskaberne, og skriften som skrift er et genkommende tema. På samme måde kan man se, at ordforrådet er snævert, komprimeret. Havet og vinden er ord, man finder gentagne gange. Det bliver hurtigt tydeligt, at det er selve digtningen – den opmærksomhed sproget kræver og giver – der er det vigtige for digtene. Metarefleksionerne er en af de bærende strukturer for selve digtningen, og det er der en lang tradition for i det 20. århundredes digtning. Det er helt sikkert en tradition, Stochholm er stedkendt i, og som han også selv velvilligt træder ind i en forlængelse af. Det kan være, det har givet læsningen af Stochholms digte nogle problemer, fordi det er en tradition som i hans aktive år er trådt lidt i baggrunden. Det samme er den centrallyriske tradition, hvor jeget er placeret i verden, og hvor alting går ud fra det jeg, og alting også kommer til at lyse tilbage i det digterjeg. Der er ikke meget polyfoni, altså hvor mange stemmer er til stede på samme tid i samme digt, at spore i Stochholms digtning. Der lægger Stochholm sig mere i forlængelse af 80’er-digtningens fokus på det jeg, der går rundt i byen eller landskaberne og opdager verden for så at behandle den og komme den på flotte og vellydende former. Hos Stochholm er det lyriske, det rytmiske, den type digt der i sine stramme og ofte korte former styrer åndedrættet og giver det hele et musikalsk særpræg, det styrende. Ofte er der også tale om en identitetssøgen, hvor jeget i digtene er sat under pres og derfor under konstant trussel om at gå i opløsning søger efter og længes mod at samle sig om sig selv. Det kan både være den moderne by og den voldsomme natur og vanviddet, der truer jegets sammenhængskraft. Det giver en stor spænding i teksterne, når de samtidig har en forkærlighed for det paradoksale og tvetydige udtryk.