Der er ikke gået lang tid mellem digtene i Nicolaj Stochholms debut ”Biografi” (1991) og hans anden bog ”Sammenfald” (1992). Digtene ligner i hvert fald hinanden, eller sig selv, kan man måske allerede begynde at tale om, når en stemme på den måde videreudfolder sig selv i en bog nummer to. Digtene ligner digte af Nicolaj Stochholm. Faktisk kan det første digt i anden bog læses som en næsten direkte fortsættelse af det sidste digt i den første bog. Vi slap digtet, da jeget i stemme trådte mere tydeligt frem og indrømmede sig selv som skrift, naturen var ikke så meget natur, som den var et ord. I ”Sammenfald” hedder første digt ”Indgang” og starter sådan her: ”Bogen/ er ikke jorden/ men en jord. Og således/ er havet ikke havet/ men et hav.” (s. 5).
Digtene er blevet længere i denne bog, som er opdelt i to suiter med et indgangs- og udgangsdigt og nogle afbrydelser imellem. Den første suite, ”Automorfologi”, består af syv nummererede digte, der handler om forvandlinger eller forvanskninger af jeget. Jeget er under pres, der er hele tiden noget, der truer med at ødelægge, opløse det: ”Nu kommer mine drømme og ødelægger mig igen” (s. 11).
Landskaberne er også under pres, og den spejlingsfigur, der også gjorde sig bemærket i ”Biografi”, bliver dybere undersøgt i den 40 digte lange suite ”Døre 2”, der som motto har et citat af den svenske modernist Gunnar Ekelöf: ”Den som speglar sig sammenfallar med bilden i spegeln” (s. 15). Det er altså jegets skrift i landskaberne, der lægger pres på sammenhængskraften både i jeget og i landskaberne, må man forstå. Det paradoks skrives med tvetydig tydelighed frem, når der står: ”en jæger jager i billedet/ men byttet er ikke i billedet”.
Der er ikke noget, der ligger udenfor skriftens rum i Stochholms digte, og på den måde viderefører de en sprogmodernistisk tradition ind i 1990’erne. Det virker også, som om det er med fuldt overlæg og en mildt poserende ironi, at Stochholm gør dette, som at trække på skuldrene, når han lader bogen slutte med at lukke for jeget: ”For nu lukkes mine grænser/ med pulsen af det/ jeg ikke kender selv.” (s. 63).