Hvis man ser på nogle af titlerne fra den senere del af Nicolaj Stochholms forfatterskab, f.eks. ”Aldrig mere” (2008), ”Odefabrikanten” (2011) eller ”Ødelagt rim” (2013), er det tydeligt, at der er kommet noget selvironisk, måske endda selvhadsfuldt ind i hans digtning. Hvis man husker på det kampråb, som er ovenfor beskrevet, kan man sige, det er iblandet noget trodsigt og stædigt.
I hvert fald er der i ”Udenfor pesthospitalet” (2018) noget nyt på færde. Digtene lyder ikke blot helt anderledes end de tidlige, selvom spor af den samme stemme ikke helt fornægter sig, de opfører sig også på en helt anden måde. De er mere snakkende, og i 2018 kan de pludselig også handle om forfatteren selv som en (næsten) biografisk person, og ikke mindst om, hvordan hans digte er blevet læst. Det er ikke uden bisterhed og sort humor, at digtet ”Min skygge taler” leger med digtets fordobling af selvet for også at komme til at tale om, at den måske ægte Stochholm også er forbitret over, hvordan hans forfatterskab er blevet læst: ”Da tiderne skiftede sad han/ fast” (s. 18).
54997663
Sådan ser et af sporene ud i ”Udenfor pesthospitalet”, selvreflekterende og satirisk forbitret over men stædigt besluttet på at blive ved med at skrive i det højstemte og besyngende toneleje. Det andet spor kan også krydse imellem de to tonelejer, det mere direkte talende og knap så billedophobende, blandet med det storladent og sirligt rytmiske.
Dette andet spor handler om forfatterens far Peter Heine, som bogen også er dedikeret til. Her kan digtene tale helt klart om det almindeligt ubegribelige som døden og sygdommen er, og det kan finde andre ord frem, som det citerede digt med den kommunale titel Sundhedskommissionen. Digtene opfører sig anderledes, men den gamle og højtsvungne tone eksisterer stadig, og kan f.eks. betyde, at afsnittet hvor disse digte findes hedder Sisyfosvariation, eller at jeget nogle gange kalder sig selv for et digt. Højmodernisme og 80’er-patos lever stadig hos Stochholm, men den er iblandet noget nyt og andet nu.