Det er nærliggende at sammenligne Elizabeth Strout med den canadiske forfatter Alice Munro, der i sit forfatterskab også lader de store dramaer foregå i små hverdagsscener. Strout er som Munro optaget af temaer som erindring og ensomhed, og de to forfattere har også til fælles at lade deres historier udspille sig i små landsbysamfund, hvor dramatiske livserkendelser og store omvæltninger kommer stilfærdigt og ret udramatisk til karaktererne. Alice Munro er sammen med William Trevor en af de forfattere, som Strout holder meget af, for, som hun siger: ”Alice Munro skriver med så stor autoritet i sine bøger.” (Anna Fitzpatrick: ‘If I’m Writing About Anybody, it’s a Political Statement’: An Interview with Elizabeth Strout. Hazlitt, 2017-05-29. Egen oversættelse).
En beslægtet dansk forfatter, der også skriver om udkantslivet i præcise sætninger, er Helle Helle. Både i ”Rødby-Puttgarden” og ”Ned til hundene” portrætteres det stille provinsliv, men selvom Helle Helles kvindelige hovedpersoner som Strouts ikke har meget selvindsigt, er de mindre handlekraftige end Strouts karakterer og rummer f.eks. slet ikke Olive Kitteridges bistre gennemslagskraft. Som i de fleste af Strouts historier er dramaet ikke det, der driver Helles fortællinger frem, og ingen af de to forfattere skriver med et plot for øje. Selv siger Strout: ”Jeg er ikke specielt interesseret i plot, og det har jeg aldrig været. Jeg skriver ikke bøger med et bestemt plot i tankerne. Derimod skriver jeg med en bestemt forandring for øje. Der vil altid ske en forandring i løbet af mine fortællinger, som jeg bliver klogere på, mens jeg skriver.” (Anna Fitzpatrick: ‘If I’m Writing About Anybody, it’s a Political Statement’: An Interview with Elizabeth Strout. Hazlitt, 2017-05-29. Egen oversættelse).