Elizabeth Strout skriver om alt det, vi mennesker går og tænker og føler, og især om det, vi skjuler og aldrig kunne drømme om at fortælle andre. Det gør hun både i bøgerne om Lucy og om Olive Kitteridge. Netop det træk gør hendes karakterer meget menneskelige. De virker troværdige, og derfor kan man i glimt også genkende sig selv i dem, selvom de både er reserverede, komplicerede og har oplevelser, der måske ligger langt fra ens eget liv. Strout kender sine fiktive karakterer godt, og hun ved, hvordan hun med præcise sætninger gør dem levende og tydelige for læseren. Det er især i de indre monologer, at karakterernes menneskelige ambivalens kommer til udtryk. De har de samme blinde vinkler på sig selv, som virkelige mennesker har, og forstår ikke altid, hvorfor de handler, som de gør.
Strout har om sit forfatterskab sagt: ”Det er ikke godt eller ondt, der interesserer mig som forfatter, men den menneskelige eksistens’ dunkelhed og vore livs vedvarende mangel på perfektion.” (Michael Bach Henriksen: Vi er alle vokset op i Amgash, Illinois. Kristeligt Dagblad, 2019-07-12).
De helt store temaer i Elizabeth Strouts forfatterskab er tab, svigt og ensomhed, og hun skriver om det, der gør ondt i livet, uden at det bliver sentimentalt. Og så skriver hun om menneskelige relationer og især om alt det, der går galt imellem mennesker.
Genremæssigt skriver hun realistiske fortællinger, og flere af hendes bøger placerer sig mellem novellen og romanen. Sceniske, afrundede fortællinger danner til slut nuancerede portrætter af miljøer og personer, hvilket gør sig gældende i både ”Olive Kitteridge”, ”Alt er muligt” og ”Olive, igen”. ”Mit navn er Lucy Barton” skiller sig ud i forhold til de tre andre bøger ved at have en jegfortæller og en tilsyneladende enkelstående fortælling, der dog springer ukompliceret mellem fortid og nutid og hele tiden bringer andre karakterers fortællinger i spil. Derved får bogen den samme sceniske struktur som de tre andre.
Strouts fortællestil er lavmælt. Det er i den lille drejning i en samtale mellem to mennesker, at dramaet opstår. Strout skriver i et sprog og i sætninger, der passer perfekt til hendes karakterer, og der fortælles aldrig mere end det absolut nødvendige. Selv siger Strout om sit forhold til sproget: ”Jeg tror virkelig på sætningen. Enhver sætning skal have noget levende, en puls, i sig. Og alle sætninger, der ender på papiret, skal hænge sammen med sætningen før og pege frem mod den, der kommer efter. (...) Og det er svært. Jeg har gennem årene øvet mig i at fjerne alle døde sætninger.” (Samantha Vorwald: A Conversation with Elizabeth Strout. BOOTH, 2017-09-01. Egen oversættelse).