Elizabeth Strouts femte roman ”My Name is Lucy Barton” fra 2016 (”Mit navn er Lucy Barton”, 2017) tematiserer ikke kun fattigdom i USA, men fremhæver også et amerikansk klassedelt samfund, hvor der er stor forskel mellem rig og fattig og land og by.
53089100
Romanen fortælles af en jegfortæller, den fiktive forfatter Lucy Barton, der ved romanens begyndelse ser tilbage på en tid, hvor hun var indlagt i en længere periode med uforklarlige komplikationer efter en operation. På det tidspunkt bor hun allerede sammen med sin mand og to små piger i New York, men føler sig trods familielivet uendeligt ensom – ikke kun i sin isolerede hospitalsseng, men i det hele taget. Da hendes mor besøger hende, vækker det en masse minder i Lucy, og det bliver tydeligt, at ensomheden har rod i opvæksten.
Lucy voksede op i dyb armod i landsbyen Amgash, Illinois, og selvom hovedpersonen med egne ord siger, at ”så slemt var det heller ikke” (s. 18), så åbner erindringerne for en rørende og rystende historie om et svigtet barns ensomhed og mistrivsel. Men Lucy slipper væk. Bøger og en god fantasi redder hende, ikke kun fra at gå fra forstanden, men giver hende også et stipendium, så hun kan forlade byen og familien. Som voksen bliver bøger også det mest centrale i hovedpersonens liv, og forfatteren Lucy drømmer inderligt om at skrive historier, der kan få folk til at føle sig mindre alene.
I en nøgtern og stilfærdig skrivestil beretter Elizabeth Strout om alt det, Lucy både skammer sig over og forsøger at fortrænge. Det gør ”Mit navn er Lucy Barton” til en fortælling om et menneskes barske livsvilkår, om kærlighed og evnen til tilgivelse, og om, hvor svært det kan være at sætte ord på svigt.