Olive satte stokken i gulvet og kom op at stå. Det var tid til at hente Isabelle og gå ned og spise.”
I Elizabeth Strouts syvende roman ”Olive, again” fra 2019 (”Olive, igen”, 2020) møder vi, som titlen afslører, igen den kvindelige hovedperson Olive Kitteridge. Olive bor stadig i landsbyen Crosby i Maine, men er blevet ældre. Vi følger hende ind i alderdommen gennem tretten historier, der som i bogen ”Olive Kitteridge” også bliver et portræt af Maines provinsmiljø.
48489389
Olive mistede sin mand Henry i slutning af ”Olive Kitteridge” og mødte den velhavende Jack Kennison. De er begge ensomme efter tabet af deres ægtefælle, har komplicerede forhold til deres børn og savner at dele livet med nogen. Men vigtigst af alt tiltrækkes de af hinanden og det til trods for, at Olive også opfatter Jack som en stor snob. De gifter sig og lever sammen, indtil Jack dør, og så er Olive igen alene. Alderdomsskavanker og ensomhed præger Olives liv, og hun begynder at vende blikket mere indad. Hendes direkte facon og bryske tone er intakt, men en snigende selverkendelse ruller ind over hende. Kender hun overhovedet sig selv? Ved at lade synsvinklen skifte gennem bogens fortællinger får Strout mulighed for at tegne et nuanceret og sammensat billede af Olive.
Strout bruger samme fortælleteknik som i både ”Olive Kitteridge” og i ”Alt er muligt”. Hun trækker på novellegenrens enkle sceniske beskrivelser og tegner samtidigt stærke personportrætter og præcise miljøbeskrivelser. Gennem de 13 novelleagtige kapitler træder både Olive og andre karakterer frem som troværdige individer, det ikke er svært at identificere sig med.
Tematisk kredser bogen om selvmord, utroskab, ensomhed og overgreb. Den viser, hvordan den pæne og hyggelig landsbyfacade gemmer på en masse dramatiske liv. Med ”Olive, igen” har Strout skrevet en scenisk bog om kærlighed i en sen alder, og om mod, selverkendelse og tilgivelse.