Beslægtede forfatterskaber

Med sin baggrund i film- og tv-branchen har Søren Sveistrup flair for at bygge en krimiintrige op og for at skabe intense cliffhangere, der får læserne til at hænge på kapitel efter kapitel i hans voluminøse krimier. En baggrund – og en evne - han deler med Michael Katz Krefeld, men hvor Krefeld er mere inspireret af den angloamerikanske krimitradition, læner Søren Sveistrup sig op ad nordic noir-bølgen og den skandinaviske krimitradition. I øvrigt en retning inden for film og litteratur, han selv var med til at sætte ekstra skub i som ”far” til den sweaterklædte, fiktive efterforsker Sarah Lund og de tre sæsoner af tv-serien ”Forbrydelsen”.

I Søren Sveistrups univers blander krimigåden sig med sociale eller politiske problemstillinger, og efterforskernes privatliv får også lov til at fylde, hvilket er præcis, hvad svenske Maj Sjöwall og Per Wahlöö gjorde i deres 10-binds serie om politimanden Martin Beck fra 1965-1975. Og siden dem talrige andre forfattere.

At vikle sine efterforskere ind i et komplekst plot, hvor hovedkaraktererne ofte er oppe imod noget, der næsten virker mytologisk, klaustrofobisk og meget voldsomt er et træk, Søren Sveistrup deler med den franske forfatter Jean-Christophe Grangé. Som Grangé skriver Søren Sveistrup også om udspekulerede seriemordere, der planlægger deres drab minutiøst. Der er ingen mænd, der i et værtshusslagsmål ved et uheld er skyld i en andens død i nogle af de to forfatteres bøger. Søren Sveistrup holder selv meget af en film som David Finchers seriemorderkrimi ”Se7en” fra 1995, og hans romaner har lidt af samme vildskab over sig.

En af de krimier, Søren Sveistrup selv har været optaget af, er ”Jeg dræber” af italienske Giorgio Faletti. Fordi krimien overraskede og overrumplede ham: ”Det er en debutroman, og den har den der fede, dramaturgiske vildskab, som forfattere skriver med, før de bliver alt for stilsikre og strukturerede. Det er, som om forfatteren bare giver slip og kører ud ad en tangent, og i det her tilfælde fungerer det skidegodt.” (Kasper Schütt-Jensen: Krimiforfatternes foretrukne krimier. Jyllands-Posten, 2018-06-24).