Fibonacci leaves
Foto: sigusr0, via Wikimedia Commons

Vækst i litteraturen

Intro

Vi har samlet en række værker, hvor vækst er et element enten i forhold til form eller indhold eller som litterært topos. Vækst i litteraturen kan se ud på tusind måder, men kan f.eks. komme til udtryk som en vildtvoksende tekst, en skildring af hedens opdyrkning eller som en hyldest til det organiske og vilde.

Formvækst

Litteraturen giver helt unikke muligheder for at lave formmæssige eksperimenter, der kan forekomme såvel kontrollerede som ukontrollerede. Den kan inddrage matematiske formler, give plads til utæmmet sproglig vækst eller opføre sig, så læseren selv må tøjle teksten.

En tekst, der undsiger sig at have et entydigt udtryk, er Jonathan Safran Foers ”Tree of Codes”, der ikke er udgivet på dansk. Af gode grunde. Med den såkaldte die-cut teknik har han klippet dele af og hele sætninger ud af sin yndlingsbog ”The Street of Crocodiles” af Bruno Schultz. Bogen fremstår med fysiske huller i sætningerne, så teksten kan læses på flere måder afhængig af, hvordan man bladrer.

Klaus Høeck

Digteren Klaus Høeck bruger flittigt matematiske udregninger som afsæt for sine tekster. I f.eks. ”In nomine” er det bogstaverne i hans fødenavn Klaus Høeck Johnsen, der er udgangspunkt for de såkaldte axiomdigte. I otte variationsrækker eller erindringsspor forholder digtene sig til hans levede liv, musik, tidligere værker mm. I ”Hjem” (1734) er ambitionen i digtene at skrive om intet mindre end alt, og tekstens tre spor skal læses henholdsvis forfra, bagfra og fra midten og ud til begge sider.

Litterære misvækster

Freak Love

Litteraturen giver en enestående mulighed for at fremskrive karakterer, der ikke ville have gang på jord eller netop giver både krop og stemme til de uformelige. Litteraturhistorien vrimler med dværge, monstre og vanskabninger, som i fiktionen kan optræde på absolut lige vilkår med øvrige karakterer. I australske Catherine Dunns ”Freak love” profiterer familien Binewski flot af deres voldsomme deformiteter. De er født med pukkel, som siamesisk tvilling eller med andre skavanker, og de lever af at vise deres kroppe frem i det omrejsende tivoli Binewski Fabulon.

Hedevækst