”På Bornholm må man græde overalt” skriver sig ind i en tradition for at skrive alvorlig litteratur til børn og unge om livets skyggesider. Temamæssigt er den beslægtet med en bog som ”Død og citronmåne” (2014) af Mette Vedsø, der handler om Mattis, der også har mistet sin far. Bogen behandler ligeledes døden og sorgbearbejdelse og skildrer Mattis’ langsomme vej ud af tomheden hen i mod en tilværelse, der igen kan indeholde glæde og grin.
”Vi lever i en tid, hvor samfund og medier lægger stort pres på os om, at vi skal være glade og velfungerende hele tiden. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi har noget litteratur, som fortæller historier om, at det ikke altid er sådan. For at sætte det hele lidt på en spids, vil jeg mest af alt fortælle, at alt nok skal blive ok på et tidspunkt,” siger forfatteren selv om emnet (Martine Stock: Interview med Martha Flyvholm Tode. Forfatterweb, februar 2018).
Dette budskab fortsætter forfatteren i ”Man kan også være søstjerne”, hvor hovedpersonen befinder sig midt i et opbrud i forhold til både kæreste og studie og ikke ved, hvad hun vil, eller hvor hun er på vej hen.
Personligt er Martha Flyvholm Tode inspireret af forfattere som Helle Helle og Stine Pilgaard. Helle Helle på grund af hendes måde at skrive på, og Stine Pilgaard fordi hun formår at ”tage større følelser og sætte dem ind i simple sætninger,” siger hun (Martine Stock: Interview med Martha Flyvholm Tode. Forfatterweb, februar 2018). Der er da også klare ligheder mellem Helle Helles og Martha Flyvholm Todes sprog – begge skriver i korte sætninger og i et enkelt og ligefremt sprog, der stiller skarpt på personer og stemninger.
Udenlandske forfattere som Paul Auster og Jonathan Safran Foer og Haruki Murakami inspirerer hende også, og hun håber selv på at skrive en stor ’patchworkroman’ en dag.