Både ”På Bornholm må man græde overalt” og ”Man kan også være søstjerne” er ungdomsbøger, der behandler eksistentielle temaer. Mens debuten kredser om sorg og sorgbearbejdelse, handler den seneste udgivelse om tvivl.
”På Bornholm må man græde overalt” er en ungdomsbog, men dens budskab er universelt og henvender sig til alle aldre: Den skildrer nemlig dét at miste en elsket, og det kan alle – børn, unge og voksne – komme ud for. Om skrivestilen siger forfatteren selv, at den er skrevet meget på intuition: ”Det var vigtigt for mig at skrive en bog om sorg og om, hvor svært det kan være at sætte ord på store følelser. Derfor kom det ret naturligt at skrive en bog med få ord, masser af luft og uden alt for meget udenomssnak.” (Martine Stock: Interview med Martha Flyvholm Tode. Forfatterweb, februar 2018).
Debuten behandler tunge og tankevækkende temaer, men det har også været vigtigt for forfatteren at skrive en bog, der fortæller en positiv historie om skilsmisse og langdistanceforhold, og om hverdagen og livet, der fortsætter.
Skrivestilen i begge bøger er kendetegnet ved et nøgternt og kortfattet sprog med stor sans for at beskrive stemninger og personer. F.eks. står der i ”På Bornholm må man græde overalt”: ”Hun spørger, om jeg har taget en test. Jeg siger, at jeg ikke har brug for en test. Hun understreger, at det altid er bedre at være sikker. Jeg siger, at jeg desuden slet ikke har tid til at være gravid. Min mor siger, at jeg ikke bliver mindre gravid af ikke at tage en test” (s. 23) eller ”Første gang jeg mødte Tore, tænkte jeg han havde pænt hår. Han sad og læste Politiken ude i køkkenet. Min mor havde lige tændt for kaffemaskinen og var gået ned efter kage i Lagkagehuset. Hun syntes, at det var mig, der skulle lave kaffen” (s. 13). Disse citater fortæller meget om både stemningen, personerne og deres indbyrdes forhold, uden at det beskrives direkte. Bl.a. at moren og Maria har et rimeligt åbent forhold, og at moren gerne ville have, at Tore og Marias første møde skulle være afslappet og på tomandshånd.
Det samme gør sig gældende i ”Man kan også være søstjerne”, hvor de indbyrdes forhold ikke udpensles, men beskrives gennem udvalgte handlinger og dialogudveskling. Det er eksempelvis særligt fint beskrevet, hvordan Anne og Jens’ forhold langsomt stagnerer.