I Martha Flyvholm Todes ”Man kan også være søstjerne” fra 2020 møder læseren Anne, der netop er flyttet til København fra Aarhus sammen med sin kæreste, Jens. Jens er arkitekt og har fået arbejde i byen på en tegnestue, og det er planen, at Anne skal søge ind på en kandidatuddannelse på universitetet.
48595111
Men det er lettere sagt end gjort, for Anne har svært ved at finde ud af, hvad det er, hun gerne vil, men mærker samtidig omgivelsernes forventninger til hende om at træffe en beslutning. Anne føler sig ensom i København og prøver at genoplive et gammelt venskab og bliver sprogmentor for en syrisk flygtning. Men mange dage kommer hun ikke rigtig ud af lejligheden på Nørrebro og ender sommetider med at ligge på gulvet som en søstjerne. Dagene i København går stille og roligt, og mens Jens bliver mere og mere opslugt af sit nye liv, savner Anne i stigende grad sit gamle liv i Aarhus med kollegievennerne.
Ligesom forfatterens debut er ”Man kan også være søstjerne” bygget op af små afsnit og bevæger sig frem og tilbage i tid; mellem Annes fortid i Aarhus på kollegiet og nutiden i København. Romanen tager eksistentielle temaer op som tvivl og adresserer det på både et højt og et lavt plan; Anne er i tvivl om, hvilken uddannelse, hun skal vælge, men hun er også i tvivl, om hvad hende og Jens skal spise til aftensmad, eller om der er væggelus i lejligheden. Tankerne myldrer i hovedet på Anne. Alle spørger interesseret ind til, hvordan det går med at finde studie og siger, at hun bare skal følge sin mavefornemmelse, men det er svært, når man ikke kan mærke sig selv.
Romanen kan ses som en kommentar til den samfundskultur, der fremelsker, at unge meget tidligt skal vide, hvad de vil, og ikke overlader meget plads til at vakle i tilværelsen.