I Martha Flyvholm Todes ungdomsbog ”På Bornholm må man græde overalt” fra 2017 møder vi Maria, som holder sabbatår efter gymnasiet. Vi møder hende midt i sorgen over at have mistet sin stedfar, Tore. Hun har svært ved at sætte ord på sorgen, mærke sig selv, og hvad hun har lyst til. Evnen til at tale om følelserne er forsvundet sammen med Tore, og gennem glimtvise tilbageblik erfarer vi, hvad der er sket.
Familien og ”englænderen”, som hun har et kæresteforhold til, prøver at række ud til Maria, men hun har svært ved at tale om Tore. Også Marias gode ven Sylle prøver ihærdigt at få Maria til at åbne op, når de sidder sammen på deres faste bænk i Ørstedsparken i København. Men Maria vil hellere bare tale om dagligdagsting som fiskefrikadeller end om det følelseskaos, der er inde i hende.
52831466
Sammen med sin mor og to bonusbrødre tager Maria til Bornholm for at besøge sine bedsteforældre efter Tores død, og her ”må man græde overalt,” konstaterer Maria. Dagene går stille og roligt, uden at der sker noget særligt, og ganske langsomt begynder Maria at vågne fra sin følelsesmæssige dvale.
Bogen indledes med et uddrag fra bogen ”Det værst tænkelige – en håndbog i overlevelse”, som Maria fik af Tore, da hun skulle til Asien. Uddragene skaber en rød tråd gennem bogen og markerer dens tre dele med forskellige situationer om det værst tænkelige. Samtidig fungerer den som en metafor for det, Maria gennemgår i bogen.
Handlingen, der er fortalt af Maria, bevæger sig frem og tilbage i tid, fra Maria møder Tore første gang nogle år forinden og frem til tiden efter hans død. Sproget er enkelt, til tider minimalistisk, og sætningerne korte. Men de emmer af stemning og fortæller langt mere, end der står i ord. Som læser kan man mærke, hvordan Maria har det. Persongalleriet bliver ikke udpenslet, ligesom handlingen heller ikke bliver det, og det er generelt op til læseren at stykke puslespillet af glimt fra fortid og nutid sammen til et helt billede.