Mennesket har altid vandret

Citat
”Den nuværende politiske strategi for migrationsstop mangler at indregne et vigtigt aspekt af menneskets grundvilkår. Den evne, som har fået os til i fortiden at krydse havet mod ukendte kyster i små både, vandre nord om iskapper og trodse jordens ekstremer (…) Siden tidernes morgen har vi flyttet os fremfor at blive tilbage i håbløshed og fattigdom.”
”Mennesket har altid vandret”, s. 135.

I ”Mennesket har altid vandret – folkevandringer og vendepunkter i historien” fra 2017 formidler Jeanette Varberg i komprimeret form 70.000 års ud- og folkevandringshistorie. Hun begynder på savannen i Afrika og følger menneskets vandringer og erobringer af nye territorier. I alt slår Varberg ned på 14 folkevandringer.

En af de første vandringer, hun omtaler, opstår ved, at mennesket får nye evner. For godt 11.000 år siden fandt folk i Mellemøsten ud af, at de kunne samle frø fra hvede og så dem igen, og det blev starten på en revolution af menneskets levevilkår. Indtil da havde mennesket levet som jægere og samlere, men nu begyndte folk at slå sig ned som bønder og dyrke korn og holde dyr. For cirka 10.000 år siden indvandrede bønder fra Mellemøsten til Europa – og tog evnerne til agerbrug med sig. Omkring år 5.000 f.Kr. ankom de til Nordtyskland, og derfra kom landbruget videre til Danmark.

53042392

Også skandinavernes vandringer i slutningen af Jernalderen og ikke mindst i Vikingetiden bliver omtalt. Blandt andet beskriver hun vikingernes rejser i Nordatlanten mod Færøerne, Island, Grønland og Canada i årene fra 825 til omkring år 1450, hvor klimaforandringer spændte ben for vikingernes nordlige udflytninger til især Grønland. Varberg belyser også europæernes store indvandring til Amerika, der kom i kølvandet på de store opdagelsesrejser i slutningen af 1400-tallet.

Det helt centrale budskab i værket er, at mennesket altid har vandret, og at der er to faktorer, der igennem historien har drevet menneskets vandringer. Nemlig på den ene side oplevelsestrang og eventyrlyst og på den anden side destruktive begivenheder som sult og vold. Og at begge spor er påvirket af klimaet. Varberg bruger på den måde beskrivelserne af de 14 vandringer til at sætte samtidens folkevandringer i perspektiv; vandringer fra krigsplagede lande i Mellemøsten og fra et Afrika plaget af tørke, konflikter og manglende livsmuligheder. Her bliver Varberg politisk og pointerer, at politikere i Vesten ikke tager højde for et vigtigt aspekt i menneskets grundvilkår, når de lægger politiske strategier for migrationsstop – nemlig at mennesker, når vi står over for konflikter og manglende fremtidsmuligheder, bliver utroligt risikovillige (se citat).