Novellegenren står stærkt i Norge med den norske forfatter Kjell Askildsen som en førende stemme, så det er ikke underligt, at Vego netop debuterede med sine noveller i Norge først. Novellegenren har da også været afgørende for, at Vego kunne skrive. Hun siger: ”Jeg tror, at hvis først man virkelig har forelsket sig i novellen, så er der få ting som overgår den, litterært set. Novellen løsnede noget i mig, efter at jeg i flere år havde ledt efter min form og stemme. Da jeg fandt denne genre, og fandt ind til min egen version af den, kunne jeg fortælle de historier, jeg ville, i et sprog, der føltes rigtigt. Så formen har været afgørende.” (Den norske forfatterforening: Vesaas-prisen til Kristin Vego. Den norske forfatterforenings hjemmeside, 2022-03-25. Egen oversættelse).
Selv nævner Vego både den canadiske nobelprisvinder og novelleforfatter par excellence Alice Munro og den anerkendte tyske forfatter Judith Hermann som sine forbilleder. Både Hermann og Munro er mestre i at beskrive stemninger og lade deres personer handle uden at afsløre deres motiver. Det fortællegreb findes også i Vegos noveller og er særligt vellykket i titelnovellen ”Alt smukt” i ”Se en sidste gang på alt smukt”, hvor den 14-årige hovedpersonen Julie får lov at stå tydeligt uden at blive forklaret.
Som sit idol Judith Hermann er Vego også optaget af at fortælle historier om de små øjeblikke, hvor forandringer finder sted. Det er små forandringer, der er næsten usynlige for det utrænede øje, men som under Vegos lup får stor betydning. Vegos hovedpersoner er forskellige, og de er også anderledes end Hermanns hovedpersoner, alligevel er der ligheder mellem dem. Længslen og ubeslutsomheden bor i dem alle, og de har melankolien som grundtone til fælles. Om inspirationen fra Judith Hermann siger Vego: ”Da jeg læste to af Judith Hermanns noveller på universitetet, ændrede det mig. Hun skriver om mennesker på en måde, jeg ikke havde læst før, og jeg opdagede novellen som en genre, hvor jeg kunne fortælle den type historier, jeg gerne vil fortælle.” (Birgitte Kjær: Jeg skrev dårlige versioner af noget, andre havde gjort bedre. Politiken, 2022-11-05).