Kristin Vego skriver fortrinsvis realistiske noveller i debuten ”Se en sidste gang på alt smukt”, men udfordrer også realismens trygge virkelighedsramme ved for eksempel at lade Marie møde en engel på marken i novellen ”Vinter” og lade parret i ”Akvarium” bo i en sci-fi-agtig tid, hvor ingen længere tør se hinanden i øjnene. Men trods disse brud er stederne i fortællingerne beskrevet naturalistisk. Og stedet har stor betydning for Vego. Hun fortæller: ”Det starter med et sted, stemning og atmosfære, ikke handling. Jeg har personer, og der sker ting, men for at begynde at skrive havde jeg brug for at finde ud af, hvor historien udspiller sig. Og jeg har skrevet om steder, jeg kender rigtig godt, steder, jeg har boet eller opholdt mig. Steder, jeg savner lidt. Jeg tror, novellernes atmosfære kommer af den længsel.” (Birgitte Kjær: Jeg skrev dårlige versioner af noget, andre havde gjort bedre. Politiken, 2022-11-05).
Kristin Vego skriver om unge kvinder, der befinder sig i livssituationer, hvor ting er i forandring. Kvinderne ændrer både synet på sig selv og på deres relationer, så parforhold og venskaber transformeres. Transformationerne er ikke dramatiske hændelser, men små skred, små øjeblikke, hvor noget nyt indtræffer. Det kan være på en biltur på jagt efter et hotel eller i Rom, når man som Clara i novellen ”Ara Pacis” mod forventning pludselig befinder sig alene i en fremmed by. Clara går rundt og funderer over sit forhold til mænd og til Pantheon og Ara Pacis i forhold til hinanden: ”Og mens jeg går rundt om Ara Pacis, kejser Augustus’ hvide fredsalter og propagandainstrument, forestiller jeg mig at stå inde i Pantheon og se lette snefnug dale ned i en søjle af lys. Tænk altid at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg kan ikke se det. Men jeg kan skrive det.” (”Se en sidste gang på alt smukt”, s. 56).
Kristin Vego kredser således tematisk om tilhørsforhold, overgange, forelskelse, sorg og begær. Hun skriver om øjeblikke, hvor livet skifter retning, og nye muligheder åbner sig. Hun skriver om kvinder, der står på tærsklen til noget nyt og drømmer, og det sværmeriske harmonerer godt med de poetiske steds- og stemningsbeskrivelser.