Baggrund

Citat
”Tre dage før nytår kommer jeg endelig tilbage. Min mors mave er vokset på de ni dage, jeg har været væk. Ni dage, og babyen har straks taget chancen, hun har brugt albuerne og kræver nu endnu mere plads i min mors mave, i min mors liv. Hjemme hos min far kunne jeg næsten glemme babyen, men nu rammer den mig. Den støder bogstaveligt talt ind i mig, da min mor giver mig et knus.”
”Tigerhjerte”, s. 141.

Lise Villadsen er født i 1985 og voksede op i Blovstrød, en lille provinsby nær Allerød og Hillerød i Nordsjælland. Familien bestod af moren, der var hjemmegående, faren, der var ingeniør og to søstre. Villadsen er det mellemste barn i søskendeflokken. Om sin barndom fortæller hun: ”Vi besøgte ofte biblioteket, og mine søstre og jeg læste rigtig meget og udvekslede bøger, når de var slugt. Jeg holdt fast i barndommen og fantasiverdener længe, det var svært for mig at vokse op og blive teenager, det var næsten som en lille sorg. Jeg er nok stadig ret barnlig af sind.” (Marie Hjørnet Nielsen: Interview til Forfatterweb. Marts 2020).

Fra en tidlig alder var Lise Villadsen tiltrukket af bøger, og hun begyndte at skrive historier, fra hun var 11-12 år. Hun beskriver begyndelsen af sit litterære liv sådan: ”Jeg er vild med, at en bog kan rumme et helt univers og karakterer, der af og til kan føles mere virkelige end dem, du går op og ned af til daglig. Allerede som ganske lille gik det op for mig, at jeg selv kunne skabe den slags universer – ved at skabe mine egne små bøger. Så jeg skrev lydskrift og foldede papirer og skabte ”bøger” allerede fra en meget tidlig alder.” (Marie Hjørnet Nielsen: Interview til Forfatterweb. Marts 2020).

I teenageårene opstod drømmen om at få historierne udgivet, men efter flere afslag opgav hun tanken. I de år Villadsen flyttede hjemmefra og tog en uddannelse blev skriverierne helt lagt på hylden. Det var en følelse af manglende mening med arbejdslivet, der fik Villadsen til at skrive igen. Hun fandt sit gamle ”drømme-manuskript” frem, ”Tigerhjerte”, brugte et år på at omskrive og redigere og sendte ind til et forlag, hvorefter forfatterkarrieren tog fart.

Vejen til at blive forfatter har ikke været snorlige for Lise Villadsen. Om sine overvejelser omkring forfatterdrømmen fortæller hun: ”Nogle gange tænker jeg, at det havde været smartere bare at gå direkte ud af gymnasiet og satse alt på forfatterkarrieren. Omvendt ved jeg jo godt, det har dannet mig – at gå i skole så mange år og blive introduceret for forfattere, teorier og mennesker, jeg ellers ikke ville have stiftet bekendtskab med.” (Marie Hjørnet Nielsen: Interview til Forfatterweb. Marts 2020).

I interviewet til Forfatterweb fortæller Villadsen også, at et afgørende skridt mod opfyldelsen af forfatterdrømmen var en samtale med en præst på Rigshospitalet. Hun stod i en personlig krise som bundede i flere års mislykket kamp for at få børn: ”Præsten sagde, at det gælder om at række ud efter de drømme, man kan nå. At skrive på fuldtid var én af dem.” (Marie Hjørnet Nielsen: Interview til Forfatterweb. Marts 2020). Villadsen sagde efterfølgende sit job op for at kunne skrive på fuldtid, selvom hun på det tidspunkt kun havde udgivet én bog.