Den underjordiske jernbane

Citat
”På rejsen til Amerika prøvede hun to gange at tage sig af dage, én gang ved at nægte at spise og den anden gang ved at prøve at drukne sig. Begge gange blev det forpurret af søfolkene, der var velbevandrede i slavers rænker og tilbøjeligheder. Ajarry nåede ikke engang hen til rælingen, da hun ville springe over bord. Hendes sløve, smilende udtryk og ynkelige fremtoning, genkendelig fra tusinder af slaver før hende, røbede hendes hensigter. Lænket om halsen og om fødderne, udstillet elendighed fra top til tå.”
”Den underjordiske jernbane”, s. 12.

Colson Whiteheads roman ”The Underground Railroad” fra 2016 (”Den underjordiske jernbane”, 2017) belyser samfundskritisk og med fiktionens muligheder et af de mørkeste kapitler i USA’s historie.

Cora er en ung slave, der lever på en bomuldsplantage i Georgia, USA. Hendes mor løb væk, da Cora var 10 år, og det præger hende dybt at være blevet forladt på den måde. Da uhyrlighederne på plantagen vokser hende over hovedet, flygter Cora med en anden slave, som har forbindelser til en hemmelig underjordisk jernbane. Flugten går nu via jernbanen til staterne South Carolina, North Carolina, Tennessee og Indiana, og romanen er opdelt efter Coras ophold i hver stat. Den røde tråd er slaveriets giftige mekanismer, der tager forskellige former, men racismen, ondskaben og grusomheden er den samme, og Cora må flygte videre. Hele tiden med en afstumpet slavefanger lige i hælene.

54198965

I begyndelsen af bogen bliver Coras mormor Ajarry og hendes slægt slavegjort i Afrika og under horrible forhold med skib ført over havet til USA. Forhistorien sætter et centralt perspektiv for bogens univers og forstærker oplevelsen af Coras klaustrofobi og modløshed på slaveplantagen, hvor grusomhederne er ufattelige. En alvidende fortæller, der med en ofte sarkastisk og gennemgående nøgtern tone oplever det racistiske USA via karakterernes synsvinkel, er effektfuld for forståelsen af både slaveriets mekanismer og åbenlyse koblinger til menneskehedens øvrige historie.

Romanen er mere end en historisk roman, idet den allegorisk med Coras horror-rejse med jernbanen, fra delstat til delstat, rummer forskellige bud på, hvad der kunne være sket frem for stringent at rapportere, hvad der skete. Historisk har man benyttet udtrykket den underjordiske jernbane som en metafor for det netværk af hemmelige ruter, som flygtende slaver benyttede sig af i 1800-tallet. Men i bogen er jernbanen virkelig, med udsmykkede stationer og ventebænke, og fungerer på den måde som en konkret empowerment af slaverne: Nogle har bygget den, og mange har før og efter Cora forsøgt at undslippe slaveriet. Den viden giver hende en næsten ufattelig styrke til at blive ved med at kæmpe på trods.