”Kirsebærplukkerne” (2023) er Duncan Wieses anden digtsamling, og på mange måder samler den tråden op fra forgængeren. Den handler om at være en ung mand, omend lidt ældre end Tityrus, og bo i nogle boligblokke i Skovlunde og siden i et hus på landet, og om at få børn med sin kvindekæreste, og om at blive en ny slags mand, en far. Tidsforløbet strækker sig fra graviditeten, hvor kærestens krop er en bleg melon fuld af kerner, blod og en baby; over den første tid med det helt nyfødte barn, som jeget går tur med i barnevognen, i skoven med de andre fædre, og ingen siger hej til hinanden, fordi søvnen er skrøbelig; og til en ny graviditet begynder, en tid der er præget af økonomisk usikkerhed og uro, og den nye graviditet skrives sammen med aflivningen af en høne.
135201499
Det er sigende, at barnet kun findes meget lidt, mere som en omstændighed end som en person, fordi bogen frem for alt handler om at blive far. Derfor fuldendes denne transformation med hønens død, da det andet barn er på vej.
Wieses digte bevæger sig langsomt og roligt ind på livet af deres læsere med en sproglig jovialitet, en glæde ved at fortælle, som aldrig kammer over. Der er noget dagbogsagtigt over tonen, måske fordi den særlige tid som ny forælder, som digtene er skrevet i, gør noget ved jegets opmærksomhed og blik, det står åbent med en skarphed.
I et interview har Wiese også fortalt om, hvordan det har føltes anderledes og nyt at skrive digte med en baby i sit liv, fordi de simpelthen nogle gange skal skrives hurtigt, mens barnet sover lur, og fordi, som der står i et af digtene: ”Jeg kan ikke skrive/ og holde mit barn/ samtidig” (s. 67). De løst komponerede digte giver også plads for noget andet, som de lidt mere stramme Tityrus-digte havde dårligere mulighed for, nemlig humor, de bliver simpelthen sjove, f.eks. hedder robotstøvsugeren Vergil, og Duncan-jeget aftaler med ham at gøre rent efter katten, når den skider indenfor.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Kirsebærplukkerne"