Tityrus

Citat
”Tityrus sad på ladet af en hestevogn en dag/ og spiste små pizzasnegle/ og spyttede olivensten ud på vejen/ forældrene havde disket op med alt der kunne drikkes/ hentet nede over grænsen i de lave trailere/ som nu stod og sov under carporten/ det eneste sted der var skygge/ den sommer/ og ingen drak ud/ de drak kun slurke af den søde væske”
”Tityrus”, s. 18.

”Tityrus” er – udover at være titlen på Duncan Wieses debutdigtsamling fra 2019 – navnet på den karakter, som den antikke romerske digter Vergil bruger som et alter ego i sine pastoraler. Wiese bruger det på samme måde i sin moderne opdatering af hyrdedigtet. Digtene fortæller i tredjeperson med Tityrus som hovedperson om en ung mands liv på landet. Der er slagtning af høns og geder, der er onani og forelskelse og fester. Man fornemmer, at det er ungdomsskildringer, også på den måde, at tiden går, at vi har med en ung mand at gøre, som bliver ældre. Han flytter ind til byen, i en lejlighed, og han får en kæreste, en digter. Det er også en ung mand, som er på medicin, en ADHD-medicin, som han på et tidspunkt deler ud af til en fest.

En pastorale handler ofte om unge mænd, hyrder, som er alene i naturen og ulykkeligt forelskede.

46957091

Den er skrevet af unge mænd, som er flyttet ind til byen, som oftest for at gå i skole, og de skriver besyngende og idylliske digte om deres hjemby og tabte ungdom. Wieses form er ikke idyllisk, men i den grad besyngende.

I et interview fortæller han om at skrive med pastoralen som form: ”Det giver måske en distance, men det gør det også nemmere at skrive om ting, jeg ellers ville have haft svært ved at skrive om i jegform.” (Daniel Øhrstrøm: ”Man kan også finde hvile i selve bevægelsen”. Kristeligt Dagblad, 2019-10-05).

Wiese skriver i et luftigt og fortællende sprog, der engang imellem svinger sig opad eller udad i billeddannelser. Også i denne forstand har vi at gøre med et fint og moderne livtag med den klassiske episke poesi. De fortællende digte i tredjeperson er indrammet af en prolog og epilog, som bryder formen og skriver i jeg-form. Særligt epilogen bryder formen og nærmer sig det mere bekendelsesagtige, idet en far er syg og nok døende af kræft. Her kommer en sårbarhed ind i sproget, fordi det bliver mere direkte, det kommer tættere på. Slutningen fremhæver også det tema, som eksisterer på tværs af Wieses bøger, nemlig om en mere sårbar maskulinitet.