Lina Wolff skildrer med satirisk bid og fortælleteknisk præcision ensomme og famlende mennesker, der længes efter at føle sig forbundet til andre. Fælles for personerne er, at de alle gerne vil gøre noget for at ændre deres tilværelse, og det er disse undertiden desperate og absurde handlinger, der ender med at forbinde dem til hinanden. Karakteristisk for både “De polyglotte elskere” og “Kødets tid” er, at de omhandler livsændrende begivenheder; handlinger, som sætter ting i bevægelse. Lina Wolff kredser i sit forfatterskab om, at der er handlinger så radikale, at de bliver til livsændrende vendepunkter, som er umulige at komme tilbage fra uden selv at blive forandret.
Gennem en sammenblanding af satire, spænding og drama tegner Lina Wolff et portræt af magt og relationer. Hun skildrer intense, undertiden modvillige relationer. Det er disse relationer, som på mange måder sætter det hele i gang. Ellinor i “De polyglotte elskere”, der egentlig ikke vil med Calisto hjem, men ender med at gøre det alligevel, hvilket fører til hændelser, der ultimativt får hende til at brænde manuskriptet. Det samme gør sig gældende med den svenske skribent i “Kødets tid”, der egentlig ikke vil i kontakt med Mercuro på baren, men alligevel ender med at få hans telefonnummer og ultimativt flygter med ham. Det er mennesker, der gerne vil føle sig forbundet til andre, gøre noget for andre og være en del af noget større – men også mennesker, som på mange måder keder sig og længes efter, at der skal ske noget.
Lina Wolff parodierer dystert, subtilt og humoristisk samtidens “renselseskultur” med offentlige undskyldninger, som vi har set det i #MeToo-sager, men stikker også hårdt til patriarkatet og det mandlige blik på kvinden. Hun går også i rette med den stockholmske kulturelite og dennes skildrede følelse af overlegenhed over den sydsvenske provins og tematiserer hævn og vrede. Gennemgående for forfatterens måde at fortælle på er de skiftende synspunkter og den flerstemmighed, hvorved handlingerne oprulles og stykkes sammen, men altid ved at efterlade plads til fortolkning.