Sissel-Jo Gazans roman “Vigtigt at vide om Ludmilla”, der udkom i 2003, krydsklipper mellem pigen Ludmilla og soldaten Ivors historie. De befinder sig i forskellige lande og byer med fiktive navne et sted, der kunne minde om Balkan under en af krigene i begyndelsen af det 20. århundrede. Ludmilla har haft en lykkelig opvækst hos sine forældre på et bjerg ved havet men fornemmer, at noget frygteligt vil ske, da hun besøger en spåkone til en byfest.
Ivor vokser op med en diktatorisk og brutal far, der tvinger ham i militæret som 13-årig for at kæmpe for ‘den store far’. Ivor og en gruppe andre soldater bryder fri og lever som røvere og drabsmænd rundt i landet i en lang periode. Senere i et fremmed land bliver Ludmilla fundet – forslået og uden hukommelse. Hun lærer det fremmede sprog og får en tilværelse og venner i det fremmede. Men en dag møder hun Ivor på en bænk, forelsker sig, og da han pludselig en dag er væk, rejser hun ud for at finde ham.
24495108
Ivor besøger Giorgios pensionat, hvor han efterlader sin logbog. Da Ludmilla senere dukker op hos Giorgio, begynder den gamle mand at se en sammenhæng. Ludmillas og Ivors historie hænger sammen på en mere uhyggelig måde, end man kan forestille sig.
Ludmillas historie er en fortælling om oplevelser så voldsomme, at ofret nærmest zombificeres og glemmer alt. Ivor er omvendt den onde, men fordi man har fulgt ham siden barndommen, forstår man roden til hans ondskab. Sissel-Jo Gazan siger selv om hans figur, at: “sæt nu man kunne få læseren til, måske ikke at få sympati, men forståelse for et ondt menneske. Og i det lys opstod personen Ivor så. Og hans ondskab har jeg prøvet at få så mange nuancer på som muligt.” (Helene Moe: Portræt af ondskabens kim. Kristeligt Dagblad, 2003-03-01).
Fortællingen er komponeret således, at sandheden om sammenhængen mellem Ivor og Ludmilla først stikker sit grimme hoved frem til allersidst. Dermed bliver læseren en del af fortrængningen, fordi vi i lang tid ved ligeså lidt som Ludmilla. Man bliver involveret i, hvordan Ludmilla reagerer med tvangsagtige handlinger for at overdøve de smertefulde minder.
Gennem Ivors logbog får man også indblik i hans verden. Krigens terminologi afslører dens brutalitet og måde at degradere mennesker på: “Jeg har ikke tal på hvor mange uniformer, jeg har nedlagt.” (s. 29). Soldaterne bliver end ikke omtalt som mennesker mere, blot som uniformer.
Man kan sige, at romanen er en undersøgelse af ondskab. Den forsøger på nuanceret vis at fremstille nogle menneskelige psyker med traumer og fortrængninger. Der er dog også håb for menneskeheden, fordi de personer, der hjælper Ludmilla, gør det på en uselvisk måde og med overbevisning. Giorgio kommer nærmest til at fremstå som en helgen, fordi han, da han opdager Ivors gerninger, ikke fyldes af had eller hævnfølelse, men i stedet bruger de brutale kendsgerninger som forklaringsmodel. Han virker som garant for, at den rette omsorg gør det muligt for et hærget menneske at genoprette tilværelsen.