Genrer og tematikker

Pernille Abd-El Dayems første bog ”Inden for revet” bar genrebetegnelsen ”Hjemsøgelser”, og det peger fint på den måde, Abd-El Dayems virkelig velordnede prosa også er interesseret i at udvide sine rum igennem billeddannelser. Der står f.eks. i ”Inden for revet”: ”Jeg slår ud med armene og åbner mit brystskridt.” (s. 3). Det er en forstyrrende måde at beskrive sine åbne arme på, sådan at tænke på dem som et skridt, men det er forstyrrende på en nysgerrig måde.

Abd-El Dayems skrift er tit interesseret i at undersøge og tænke over, hvad tingene er og hvordan de hænger sammen, men de gør det ikke på en essayistisk sludrende måde. Det er mere knapt og præcist end det, og det er det, der gør, at teksterne kan få det her både undrende og skråsikre plan. Det er f.eks. en konstatering, at det er et brystskridt, ikke en sammenligning. Samtidig giver det anledning til, at de næste sætninger tænker over det åbne og det snævre, og over hvad det vil sige at have et navn, der skal repræsentere én. Hvilket her også vil sige både at lukke en sammen som et individ og åbne en op for at andre kan henvende sig til én.

”June” har fået genrebetegnelsen roman, men adskiller sig kun markant fra debuten i form af dens længde, en kort roman på 200 små sider. Med sin inddeling i to dimensioner og dens korte, stramme kapitler er den en stram og cool lille roman, der også tematisk forlænger debuten. Dele af persongalleriet går igen i novellesamlingen ”Omsorgsdage” og romanen ”Softice”, og de kunne også godt have delt genrebetegnelse. Abd-El Dayems genre er snarere kendetegnet af hendes stil end af vanlige genrebetegnelser.

Hendes stil binder hendes bøger sammen. Hendes altid præcise sætninger, der får det hele til at stå skarpt i sin realisme. Og så de ofte overraskende og nogle gange endda chokerende metaforer og billeddannelser, som gang på gang åbner nye rum i teksten. Det urovækkende i hendes skrift er også det frydefulde, at man som læser sjældent på forhånd ved, hvor man er på vej hen i en historie. Man kan hele tiden blive overrasket.