Det giver mig hjertesorger, når hun puster støvet væk og viser mig noget, der ikke virker længere. En ting, som er slagtet, men ikke spist. En såret og lappet. Jeg ved ikke, hvad det er. Men det er rørende, som at se blodet strømme, løbe fra en kos mule.”
I 2018 udkom Pernille Abd-El Dayems anden bog, ”June”, der foregår to forskellige steder. De korte navngivne kapitler er blevet givet en af de to geografiske positioner ”Typebyen” og ”Ferien” at udspille sig i.
Kapitlerne fra ”Typebyen” er en ung kvindes erindringer om at være barn og ikke-helt-barn, og hendes relation til hendes familie, hendes mor og hendes onkel, som er narkoman. Særligt de to relationer er fyldt med på én gang almindelige og gådefulde scener. Det handler om omsorg og kærlighed, men også om social kontrol ned på mindste niveau og forhandlingen af grænser i en familierelation: hvem bestemmer egentlig og hvordan. Forholdet til moren er præget af spidse udvekslinger og små kampe, mens forholdet til den stofafhængige onkel snarere er præget af nysgerrighed. Hvis moren repræsenterer grænsedragningerne, repræsenterer onklen det flydende, det der ikke kan holde sig inden for de grænser. Og det er netop de flydende grænser, som interesserer bogens jeg, men også bogen som sådan.
54025904
På ferien møder jeget den unge kvinde Z, som hun bliver draget af. De kysser lidt den første aften, de møder hinanden, og der ligger hele tiden en sitrende spænding i relationen, som ikke helt er romantisk forelskelse, men måske mere en venneforelskelse. Z fylder meget, hun er hektisk i sine behov, og den måde hun ikke undskylder for sig selv, lader til at være noget af det, der drager jeget mod hende. Ikke at jeget er overforsigtigt, men hendes blik er hele tiden fokuseret på de rum, hun befinder sig i, og hvordan de hænger sammen, hvordan hun passer ind i dem. Der er mange beskrivelser af at være en turist i et byrum i den lille italienske ferieby, man går på café eller bar, man køber noget for at få lov til at opholde sig der, man ser hvad andre gør og længes nogle gange efter at blive snakket til. Det er det, Z gør, hun snakker til jeget, hun ser hende.
Abd-El Dayems skrift er i ”June”, ligesom i debuten, ekstremt optaget af at være i sine rum, beskrive dem og den koreografi der er i dem, men der er stadig de her overraskende billeddannelser og meget lokale voldsomheder. Der er en både undrende og skråsikker tone i beskrivelserne, som på den måde afsøger rummene og forstyrrer dem.