Omsorgsdage

Citat
”I mange år prøvede K at undgå sammenstød med det, der kunne minde hende om hendes første baby. Hun undlod at røre ved en overflade, der så stærk og kølig og glat ud. Hun undlod at stille for skarpt på løvet i haven, for ikke at se et insekt bakse eller et enkelt blad dirre. Hun kunne ikke undgå at se den første babys træk blafre over sine egne børn, et genfærd, og mærke sit mellemgulv falde ind og ned gennem noget (…)”
”Omsorgsdage”, s. 48.

Pernille Abd-El Dayems ”Omsorgsdage” (2022) er en novellesamling, der handler om tilhørsforhold, både hvem man hører sammen med og på hvilke måder. Hovedpersonerne i de enkelte noveller er forbundne på kryds og tværs til de andre historier. Men de enkelte fortællinger foregår i hver deres silo og har ikke som sådan stor indflydelse på de andre historier. Men der kan fortælles fra de samme rum set fra flere forskellige perspektiver.

I en historie er Jacky hovedperson, hun er mor til det lille barn Hege, hvis far er Dan, som er hovedperson i den foregående novelle, og som er kærester med Don. Jacky lejer et værelse ud til Cecil, som er hovedperson i en tredje novelle. Hun har ikke et forhold til sin far Eric, som skal til at have barn med sin kæreste Michelle, som så er hovedperson i en novelle, der handler om hendes fødsel. Vi møder K, som er bedstemor til Cecil, og som besøges af et slags spøgelse af det barn, hun gav fra sig som ung i Canada. Og så en yngre udgave af Jacky, der som jeg-fortæller passer en masse hunde i Caix i Frankrig, mens hun burde læse i sine medbragte kompendier.

62914351

Abd-El Dayem skriver med den samme særegne prosastil, som er gennemgående for hele forfatterskabet. Hendes stil udmærker sig ved et helt særligt gehør for de sjove og mærkelige detaljer i sproget. Faktisk er humoren blevet et mere fremtrædende greb i hendes skrift. Men den hænger altid også sammen med en dyb indsigt i karaktererne, der har det tilfælles at være lidt malplacerede i deres omstændigheder og hele tiden lidt akavet søgende.

Abd-El Dayems karakterer er ikke altid så gode til at tale med hinanden. Men hendes tekster stiller spørgsmålet, hvordan man rækker ud til hinanden, hvordan man griber ind i hinandens liv. Kan man som fremmedgjort far komme tilbage ind i sin voksne datters liv, eller er det en misforstået omsorg, der bliver til en form for vold? Kan man blive venner med sin logerende, en yngre kvinde, som sikkert synes man er gammel og kikset? Eller kan den yngre kvinde finde plads i det mere stringente familieliv, når hun sover for længe og føler sig sjusket?