”Ingen ro om natten” fra 2023 (”Ingen ro om natten”, 2024) er Karl Kofi Ahlqvists debut. Den navnløse hovedperson, tekstens jeg, bor i København, på Vesterbro i kvarteret omkring Istedgade. Der er mange gadesexarbejdere og sexbutikker, hoteller og barer. Han har arbejde på en café, men kan ikke helt få nok timer til at betale sin husleje. Han sælger sex til hvide kvinder, men får aldrig helt noget fast op at køre med nogen af dem. Hans tilværelse er uden retning, og han er meget rastløs.
Romanen har, hvad man kan kalde en rummelig form, forstået på den måde, at den ikke har en handling, der udmærker sig ved at være fremadskridende. Snarere lader den til at have som ærinde at give læseren mulighed for at opholde sig et sted, sammen med nogle mennesker, karakterer. Udover hovedpersonen er det faren, der får lov til at fylde mest. Han bor i Malmø, og jeget rejser frem og tilbage mellem hans lejlighed og København.
139080807
Faren forsøger at etablere sig som en form for overhoved for det ghanesiske miljø i Malmø. Som bogen skrider frem, får man optrevlet, at det ikke går så godt. Et taxafirma som er lukket. Mange penge at sende hjem til Ghana. Et mislykket forretningseventyr i hjemlandet for nogle år tilbage. Nu ad hoc flytteopgaver uden kørekort og med en slidt krop. En skattegæld og mange breve fra inkasso.
Det går ikke meget bedre for hovedpersonen. Han sælger nogle fentanylplastre, han hjælper sin far med at flytte nogle ting. Det er vinter, og han er bange for, at hans hud bliver tør og asket, og ikke flot og mørk, som er det, kvinderne, han sælger sex til, vil have.
Bogen er skrevet i en meget afdæmpet stil. Det mod- og udsigtsløse ved fortællingen afspejler sig i stilen. Der er ikke mange lyspunkter. I den udstrækning, der finder en udvikling sted i teksten, er det en afvikling. Men det er bestemt heller ikke nogen undergangsromantik. Jeget går fra at have det skidt til værre. Til slut bliver han ufrivilligt dopet med Viagra og bundet og voldtaget af to af sine kvindelige klienter.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ingen ro om natten"