Beslægtede forfatterskaber

Flere af Zakiya Ajmis bøger til unge bevæger sig inden for den socialrealistiske genre ­– det gælder ikke mindst forfatterens seneste udgivelse ”Vulkan” (2020).

En anden forfatter, der også skriver socialrealistisk ungdomslitteratur, er Kim Fupz Aakeson. I ungdomsromanen ”Rengøring” (2019) tager Fupz Aakeson – ligesom Zakiya Ajmi – temaet om vold op. Bogen handler om den 17-årige Cecilie, som bor sammen med sin usikre og ustabile kæreste Andy, der slår hende og i det hele taget behandler hende rigtig dårligt. Gennem Cecilie og Andys forhold belyser Fupz Aakeson den skæve magtbalance, og hvad det gør ved en persons selvforståelse og selvværd at være i et psykisk og fysisk voldeligt forhold.

Mette Vedsø er en anden børne- og ungdomsforfatter, som skriver om vold; i ”Stav til psyko” (2017) skriver hun om vold i familien og i hjemmet.

Flere af Zakiya Ajmis bøger kredser også om, hvordan det er at være ung pige i dag. Andre forfattere, der gennem tiderne har beskrevet det i fiktionen, er Hanne-Vibeke Holst, der i sin Louise-trilogi udforsker, hvad det vil sige at være ung kvinde gennem hovedpersonen Louise, fra gymnasietiden til hun starter på studie i København. Det samme gør Tine Bryld i Pigeliv-trilogien om karakteren Liv. Begge trilogier giver et samtidsbillede af 1980’ernes ungdomskultur og problemstillinger.

Tove Pilgaard har også skildret, hvordan det er at være pige i ”Brudstykker fra et pigeliv” (1982) om en ung kvindes tilværelse på landet i 1940’ernes Danmark. Endeligt har Tove Ditlevsen, som Zakiya Ajmi personligt er inspireret af, belyst emnet i flere af sine bøger – for eksempel i digtsamlingen ”Pigesind” (1945) og i romanen ”Barndommens gade” (1943).

Personligt er Zakiya Ajmi også inspireret af Astrid Lindgren. I et interview med Forfatterweb begrunder hun det med, at Lindgren altid er i øjenhøjde med sine læsere og aldrig taler ned til dem: ”Hun tog børnelitteraturen alvorligt og lykkedes med at skabe historier, der var så gode og sande, at de ikke føles spor støvede, men er sjove og rørende og overraskende i dag, mange år efter de blev skrevet.” (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, marts 2020).