Dolly Aldertons skildring af citysinglekvinden i 30’erne har fællestræk med universet i ”Bridget Jones’ dagbog” (1997), skrevet af Helen Fielding og som både findes i bogform og som film. ”Nynnes dagbog” (2005) af Henriette Lind er en dansk version, om den 35-årige københavner Nynne, der fører dagbog over sit liv efter hendes kæreste har forladt hende til fordel for en yngre kvinde.
Kærlighed er også omdrejningspunktet i irske Sally Rooneys ”Normale mennesker” (2019). En fortælling om, hvordan romantiske forhold og venskaber former os og følger os hele livet.
Dolly Aldertons bøger undersøger, hvordan man kan være kvinde i dag, og det samme gør Lena Dunham i ”Ikke den slags pige: en ung kvinde fortæller hvad hun har "lært"” (2016), der også har den korte, springende fortællestil og selvbiografiske og feministiske vinkel til fælles med ”Alt hvad jeg ved om kærlighed”. Lena Dunham står også bag den populære tv-serie ”Girls”. I et interview udtaler Dolly Alderton, at selvom hun har stor respekt for en instruktør som Lena Dunham, vil hun helst ikke sammenlignes med hende: ”Jeg har det sådan: »Nej, vis lige kvinder den høflighed at lære dem at kende i stedet for at kategorisere dem som en version af en anden kvinde.«” (Emilie Maarbjerg Mørk: Vi har brug for en buffet af historier om, hvordan man kan være kvinde. Politiken, 2019-03-01).
Alderton er af den overbevisning, at der er behov for flere forskellige versioner af den kvindelige oplevelse: ”Man behøver bare at læse en eventyrbog for små piger eller se en romantisk komedie for at erkende præcis, hvor allestedsnærværende grænserne for den korrekte kvindelige oplevelse er. Jeg tror, vi har brug for en buffet af historier om, hvordan man kan være kvinde. Vi har såååå mange mandlige.” (Emilie Maarbjerg Mørk: Vi har brug for en buffet af historier om, hvordan man kan være kvinde. Politiken, 2019-03-01).
”Sex and the City” (2000) af Candace Bushnell er baseret på klummer skrevet i New Yorker Observer og er også produceret som TV-serie, der udover at skildre singlelivet for en række, modne storbykvinder også tematiserer ghosting, omend handlingen foregår i en tid, før de sociale mediers indtog og derfor også viser en mere klassisk version af at blive brændt af. I ”Spøgelser” er der en intertekstuel reference til en scene i ”Sex and the City”, hvor den fireogtredivårige Miranda ringer til den mand, der ikke er dukket op til deres date og finder ud af, at han er død af hjertestop. I ”Spøgelser” overvejer romanens hovedperson, om Max kan være død, efter at han er stoppet med at svare på hendes beskeder og opkald.