Anne Franks dagbog

Hvordan var Anne Franks opvækst? 

Anne Franks forældre, Otto og Edith Frank, blev gift i 1925. De var børn af velhavende tyske jøder og bosatte sig i Frankfurt am Main, som var Ottos fødeby. Ægteparret fik datteren Margot den 16. februar 1926, og den 12. juni 1929 kom Anne til verden. Familien levede i Tyskland til Anne var fire år gammel. Da Adolf Hitler og hans antisemitiske nazist-parti kom til magten, emigrerede de til Holland, hvor de faldt godt til. Faderen etablerede en succesfuld forretning, mens moderen var hjemmegående. Anne og hendes søster begyndte i hollandsk skole og lærte sig hurtigt sproget. 

I 1939 begyndte 2. Verdenskrig med Tysklands invasion af Polen, og året efter blev også Holland besat.

Hvordan skjulte familien Frank sig?

Med den tyske besættelse blev jøderne stadig mere isolerede. Nye love gjorde, at Anne – ligesom Hollands øvrige jøder – skulle flytte til en særlig skole, bære en gul stjerne på tøjet, indlevere sin cykel og fik nægtet adgang til offentlige transportmidler. Rygter om arbejds- eller koncentrationslejre nåede befolkningen, og igennem flere måneder havde Annes far derfor i al hemmelighed flyttet møbler og ejendele til sit kontor. Arbejdspladsen havde en tilbygning, som man ikke kunne se fra gaden. Det var et tilflugtssted, de kunne søge til, hvis det blev nødvendigt.

Da den tyske besættelsesmagt i juli 1942 indkaldte storesøsteren Margot til tvangsarbejde, flyttede de til skjulestedet, som Anne kaldte 'Baghuset'. En uge senere ankom familien van Pels, der bestod af en af Ottos medarbejdere, Hermann, hans kone Auguste og deres unge søn Peter. I september 1942 sluttede også tandlægen Fritz Pfeffer sig til skjulestedet. Ifølge bogen "Anne Frank: Historien bag dagbogen" fra 1993 (se kilder) gik 25.000 af Hollands 140.000 jøder under jorden. Af dem overlevede 16.000 krigen.

Hvem hjalp familien Frank med at holde sig skjult?

Det var farligt at hjælpe jøder under 2. Verdenskrig – blev man opdaget, var der risiko for at blive henrettet eller straffet med tvangsarbejde. Men familien Frank havde nogle ikke-jødiske venner, der var villige til at hjælpe trods den store risiko. Otto Franks kollegaer Bep Voskuijl, Miep Gies, Johannes Kleiman og Victor Kugler sørgede for mad og kom med bøger og nyt fra verden i de 25 måneder, beboerne levede i skjul.

Hvordan foregik arrestationen?

Den 4. august 1944 ankom fire hollandske nazister i civil sammen med Karl Josef Silberbauer fra Gestapo (det hemmelige tyske politikorps) til kontorbygningen. Gemmestedet var blevet angivet. 

Silberbauer troede først ikke på, at beboerne havde opholdt sig i baghuset i to år. Som bevis pegede Otto Frank på blyantstregerne, der angav hvor meget Anne var vokset under opholdet. Da Silberbauer fandt ud af, at Otto havde været løjtnant i den tyske hær under 1. Verdenskrig, udbrød han ifølge bogen "Roser på jorden: En biografi om Anne Frank" fra 1998 (se kilder):"Hvorfor i alverden har de ikke meddelt os Deres rang? Så var De blevet sendt til Theresienstadt. De var blevet behandlet ordentligt." Anne og resten af husets beboere blev deporteret til forskellige koncentrationslejre.

Hvad skete der med Anne Franks moder?

Anne Frank blev først placeret i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau sammen med moderen Edith og søsteren Margot. Et øjenvidne, Lenie de Jong, beskriver i bogen "The Story of Anne Frank" fra 1999 (se kilder), at Annes Franks mor i de to måneder, de var sammen i lejren, gjorde alt, hvad hun kunne for at holde sine børn i live. Familier blev så vidt muligt skilt ad, moderen boede derfor i en anden blok, men hun gjorde alt for at smugle madrationer til døtrene. Edith døde af sult og udmattelse den 6. januar 1945.

Hvad skete der med Anne og Margot Frank?

Efter to måneder i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau blev Anne og hendes søster Margot overflyttet til Bergen-Belsen, der blev anset som en af de bedre lejre. Men i december og januar var over 3.695 syge kvinder blevet bragt til lejren. Stedet var fyldt til randen, folk frøs, og dårlig hygiejne gjorde, at sygdomme brød ud. En tyfus-epidemi kostede 25.000 af lejrens 50.000 fanger livet. I marts 1945, ni måneder efter arrestationen, døde også Anne og Margot af tyfus. Lejren blev befriet af engelske soldater et par uger senere. Anne blev 15 år og Margot 19 år. 

Bogen "The Story of Anne Frank" fra 1999 (se kilder) beskriver barndomsveninden Hanneli Goslars møde med Anne i koncentrationslejren Bergen-Belsen. De var adskilt af et pigtrådshegn, og ifølge Hanneli var Anne Frank ikke den sprudlende og livsglade pige, hun havde kendt. Anne var knust og græd. Hun fortalte, at hun frøs, havde mistet sine forældre, og at Margot var syg. En SS-officer havde løgnagtigt fortalt, at Otto Frank var blevet sendt til gaskamrene.

Hvordan gik det Anne Franks far?

Otto Frank var den eneste af skjulestedets beboere, der overlevede. Han var stadig i Auschwitz, da russerne befriede lejren den 27. januar 1945. Han ønskede at vende tilbage til Holland, men da krigen endnu ikke var overstået, blev han bragt til havnebyen Odessa ved Sortehavet. Herfra rejste han hjem via Frankrig med tog og lastbil. Han nåede først frem til Amsterdam den 3. juni 1945.

Hvad skete der med skjulestedets hjælpere?

Skjulestedets hjælpere, Elisabeth Voskuijl, Johannes Kleiman, Victor Kugler og Miep Gies arbejdede på kontoret, da nazisterne ankom for at deportere husets beboere. Kleiman og Kugler, som tog ansvaret for den hemmelige tilbygning, blev arresteret og anbragt i en transitlejr i Amersfoort. Her blev de dømt til udmattende arbejde og udsat for tæsk og ydmygelser. Ifølge bogen "Roser på jorden: En biografi om Anne Frank" fra 1998 (se kilder) forværredes Kleimans helbred, og et mavesår forhindrede hans fortsatte arbejdsindsats. 

Kleiman døde få år efter krigen, mens Kugler emigrerede til Canada. Efter krigen fortsatte Miep Gies og Elisabeth Voskuijl deres venskab med Otto Frank. Elisabeth trak sig tilbage fra offentlighedens søgelys, mens Miep blev fortaler for menneskerettigheder og turnerede i Holland for at fortælle om Anne Franks dagbog og 2. Verdenskrigs jødeforfølgelser.

Hvem angav skjulestedets beboere?

Artiklen "Afsløret af farens forretningsforbindelse" i Politiken fra 2003 (se kilder) beskriver, hvordan den hollandske version af besættelsestiden i mange år var et glansbillede med forestillinger om heroiske hollændere og tyske skurke. Men som i andre besatte lande var virkeligheden en anden. Der var også stikkere, kollaboratører og åbenlyse nazister. Hvem, der afslørede familien Franks gemmested, er aldrig rigtig blevet besvaret, og de fleste vidner er i dag døde. 

Både en lagermedarbejder, Willem Van Maaren, og en rengøringskone, Lena Hartog, der opholdt sig i kontorbygningen, har været under mistanke. Men nye undersøgelser peger i retning af Otto Franks antisemitiske forretningsforbindelse Anton Ahlers, som var medlem af nazipartiet. Ahlers blev først mistænkt tre år efter sin død. Det var bogen "The Hidden Life of Otto Frank" fra 2003 (se kilder), der først pegede på ham som en mulig gerningsmand. Efter bogens udgivelse er det hollandske institut for krigsdokumentation (NIWD) gået i gang med en dybdegående undersøgelse af Ahler. Lederen af undersøgelsen, historikeren David Barnouw, mener at mistanken er begrundet ifølge Politikens artikel "Afsløret af farens forretningsforbindelse" fra 2003 (se kilder).

Hvad er Anne Franks dagbog?

Anne Frank skrev dagbog fra den 12. juni 1942 til den 1. august 1944. 

Hun skrev ikke hver dag, og nogle gange gik der næsten en måned imellem hendes skriverier. Hun kaldte dagbogen for Kitty.  

På første side i "Anne Franks dagbog" fra 1993 (se kilder) skriver hun om sine håb for dagbogen (se kilder): "Jeg håber, jeg vil kunne betro alting til dig; det har jeg aldrig før kunnet gøre til nogen, og jeg håber, at du bliver mig en god støtte." 

Først skrev Anne udelukkende for sig selv, men den 29. marts 1944 begyndte hun at lege med tanken om udgivelse. Dette skete efter et radioprogram med Gerrit Bolkestein fra den hollandske eksilregering. Han udtalte til Radio Oranje, at han ville udgive borgernes dagbøger og breve efter krigen. Anne fortsatte sin dagbogsskrivning som hidtil (version A), men gik også i gang med en redigeret version på løse ark (version B) med henblik på udgivelse. Hun skriver i "Anne Franks dagbog" fra 1993 (se kilder):'Jeg har for længst fortalt dig, at mit højeste ønske er, at jeg engang bliver journalist og siden en berømt forfatter ( ... ) Efter krigen vil jeg i al fald udgive en bog med titlen "Baghuset", om det skal lykkes mig, ved jeg endnu ikke, men min dagbog kan danne grundlaget for den.'  

Anne gav husets beboere dæknavne og begyndte at genskrive, korrekturlæse og fjerne passager, som hun ikke mente var spændende nok. De løse ark (version B) rummer en forkortelse og redigering af hendes dagbøger (version A).

Hvad består Anne Franks dagbog af?

Dagbogen består af tre kladdehæfter og nogle løse ark. Annes første dagbog fik hun på sin 13 års fødselsdag, før familien gik i skjul. Hun skrev i denne fra den 12. juni 1942 til den 5. december samme år. 

Næste dagbog blev skrevet i et kladdehæfte med sort omslag bundet ind i brunt papir. Denne dagbog starter den 7. december 1943 over et år efter, hun havde færdiggjort sit første hæfte. Ifølge bogen "The Story of Anne Frank" fra 1999 (se kilder) er et helt bind gået tabt. Men takket være de løse ark (version B), ved vi alligevel, hvad der skete mellem december 1942 og december 1943.  

Den sidste del af dagbogen blev skrevet i et kladdehæfte med grønne og gule prikker. Den begynder den 17. april 1944 og ender den 1. august 1944 – tre dage før arrestationen.

Hvad handler dagbogen om?

Anne Franks dagbog er et vidnesbyrd om at være jøde og leve i skjul under 2. Verdenskrig. I dagbogen beskrives frustrationen over at være indespærret og leve tæt med andre mennesker. Den 29. oktober 1943 skriver hun (se kilder):" ( ... ) føler mig som en sangfugl, der brutalt har fået vingerne revet af, og som i fuldstændigt mørke ramler mod tremmerne i det snævre bur." 

Der var ikke så meget at tage sig til, men Anne studerede flittigt og beskriver hverdagen i et levende sprog. Hun fortæller også om angsten, da tyve brød ind i kontoret, og om frygten for at blive opdaget, men mest af alt handler hendes dagbog om at lære sig selv at kende i overgangen fra pige til kvinde.

Hvordan skriver Anne Frank om at være teenager?

Anne Frank begyndte at skrive dagbog, da hun fyldte 13 år og fortsatte, til hun var 15. Dagbogen handler om at være teenager og have konflikter med sine forældre. Anne havde store problemer med sin mor og græd sig ofte i søvn af raseri, eller fordi hun følte sig misforstået. Den 16. marts 1944 skriver hun: "Nedenunder mærker de heldigvis ikke noget til alle de følelser, der rører sig i mig, undtagen ved, at jeg, for hver dag, der går, bliver køligere og mere overlegen i min holdning over for mor, at jeg ikke giver far så mange kærtegn og heller ikke siger så meget til Margot mere; jeg er helt tillukket. Frem for alt må jeg bevare roen udadtil, ingen må vide, at der raser en krig inden i mig." Anne fik også menstruation, blev oplyst omkring sex, fik sit første kys og dyrkede sin forelskelse til bofællen Peter, mens hun levede i skjul. Da Peter van Pels var sytten og Anne fjorten år, opbyggede de et nært venskab og sad undertiden og holdt om hinanden og kyssede på loftværelset. Annes far brød sig ikke rigtig om det og advarede Anne mod at være for meget alene med ham, men lod dem alligevel se hinanden.

Hvad er Anne Franks forhold til jødedommen?

Frank-familien var ikke ortodokse jøder. De havde ikke-jødiske venner og holdt både juleaften på kristen vis og den jødiske højtid Hanukkah. Hverken Annes mor eller far havde gået på jødiske skoler eller lært sig hebraisk. Otto Frank havde heller ikke fejret sin Bar Mitzvah – et jødisk indvielsesritual for 13-årige drenge, der svarer til den kristne konfirmation. 

Anne var påvirket af den liberale opdragelse og mente ikke nødvendigvis, at en bestemt religion er den rigtige. I dagbogen udtaler hun et ønske om ikke blot at blive betragtet som jøde, men som menneske. Men selvom Anne op til flere gange sætter spørgsmålstegn ved sin egen trosretning, mener hun, det er vigtigt at have et eller andet at tro på. I en af de sidste dagbogsfortegnelser, den 8. juli 1944, (se kilder) skriver hun, at religion – uanset hvilken – holder den troende på den rette vej: "Ikke af angst for Gud, men fordi de sætter deres egen ære og samvittighed højt." 

Ifølge bogen "Anne Frank: The Diary of a Young Girl" fra 1998 (se kilder) kæmpede Otto Frank for, at hans datters skriverier ikke blot skulle appellere til jøder, men læses af et bredt udsnit af mennesker med forskellige trosretninger og nationaliteter.

Hvordan var Anne Franks livsindstilling?

På trods af det svære liv i skjul var Anne Frank ikke fordømmende og fastholdt en tro på, at folk i sig selv ikke er onde. I "Anne Franks dagbog" fra 1993 (se kilder) skriver hun den 15. juli 1944:' Det er et stort under, at jeg ikke har opgivet alle forventninger, for tilsyneladende er de absurde og uigennemførlige. Men jeg fastholder dem, trods alt, fordi jeg stadig tror på det gode i menneskets indre.' Hun forsætter den optimistiske tone: "Jeg ser, hvordan verden langsomt omdannes til en ørken, stadig tydeligere hører jeg den torden, der kommer rullende, og som vil dræbe os; jeg føler med de millioner af mennesker der lider, og alligevel, når jeg kigger op mod himlen tror jeg på, at alt igen vil vende sig til det gode, og også denne grusomhed en gang vil høre op, og at der igen vil komme en verdensorden med ro og fred." 

Sydafrikas forhenværende præsident Nelson Mandela udtalte i 1994 (se kilder), at han fandt støtte og opmuntring i dagbogen under sit fængselsophold på Robben Island. Mandela ser dagbogen, som en vigtig røst: 'Apartheid og nazisme deler en misforstået, potentiel ond tro på, at visse racer er højerestående. Dette har drevet fortalerne til at udføre frygtelige forbrydelser og finde glæde i andre menneskers død og ulykke. Men fordi denne tro er falsk, og fordi de altid vil blive udfordret af folk som Anne Frank, er de dømt til at fejle.'