Baggrund

Citat
”Hannibal fik en drøm: Han så et hus for sig, fuldt af lys og åbne vinduer. Med børnelatter, kunst og kærlighed. Digterne skulle recitere skøn poesi under hængepilen i baghaven, og bohemerne feste under hans tag. Vidunderlig musik ville stige ud ad de åbne vinduer og få huset til at svæve. Det så han for sig: et svævende hus.”
”Højsangen fra Palermovej”, s. 13.

Annette Bjergfeldt er født i 1961. Hun voksede op i Virum nord for København og havde bedsteforældre på Amager, hvor debutromanen ”Højsangen fra Palermovej” foregår. Der skulle dog gå 59 år, før verden fik den bog at læse, for Annette Bjergfeldts karriere begynder et andet sted. I sine tyvere gik hun på Aarhus Kunstakademi. Derefter begyndte hun at læse italiensk. ”Så læste jeg det et år. Men så tænkte jeg, det skal jeg da ikke, jeg skal da lave musik. Pludselig kunne jeg se, at det var det, jeg skulle.” (Kirstine Lefevre: Fra sangskriver til romanforfatter: Nogle gange får man en flodhest, selv om man har bestilt en elefant. Aarhus Stiftstidende, 2020-06-01).

Som musiker har Annette Bjergfeldt udgivet seks album og modtaget P4-prisen og Sangskrivernes Hæderspris. Hun har undervist Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel, turneret med band i USA, skrevet en musikfagbog og tre børnebøger. Og så i 2020 romandebuterede hun i en alder af 59 år med ”Højsangen fra Palermovej”. Romanens tilblivelse er tæt koblet til Bjergfeldts virke som musiker, for når hun optrådte, havde hun altid en masse familieanekdoter med, som hun underholdt publikum med fra scenen: ”Siden lagde jeg koncerterne lidt på hylden, men hver gang jeg åbnede en skuffe med notater, tænkte jeg; alle de der løsrevne historier er da egentlig meget sjove.” (Kirstine Lefevre: Fra sangskriver til romanforfatter: Nogle gange får man en flodhest, selv om man har bestilt en elefant. Aarhus Stiftstidende, 2020-06-01). Sådan fik hun hul på romanen, som i 2020 blev nomineret til Bogforums Debutantpris.

Forfatterskabet bygger på historier samlet sammen gennem et begivenhedsrigt liv. Om at forfatterdebutere i en høj alder siger Bjergfeldt: ”Jeg tænker slet ikke på mit liv som en masse omveje, jeg skulle prøve af, før jeg blev fuldblodsforfatter. Jeg ser mere mit liv som en stor buffet, hvor jeg har spist forskellige retter. Nu skriver jeg romaner.” (Michael Solgaard: Hele verden læser om Amager – debutroman er udgivet på 19 sprog. Børsen, 2023-09-13).

Annette Bjergfeldt har boet på Amager og i Canada, hvor hendes to romaner foregår. I dag bor hun på Østerbro i København. Hendes seneste roman ”Mr. Saitos rejsebiograf” blev i 2024 nomineret til Martha-prisen.