Baggrund

Citat
”Det værelse jeg kom ind i var en drøm om dette værelse,/
Alle de fødder på sofaen måtte jo være mine./
Det ovale portræt/
af en hund var mig i en ung alder./
Noget flimrer, noget holdes skjult.//

Vi fik makaroni til frokost hver dag/
undtagen søndag, hvor en lille vagtel overtaltes til/
at blive serveret for os. Hvorfor fortæller jeg dig alt det her?/
Du er her ikke engang.”

”Dette værelse” fra ”Søvnens landsby”, s. 29.

John Ashbery er født i 1927 i Rochester, New York. Hans mor var biologilærer, og hans far var landmand. Han studerede på Harvard College, hvor han mødte digterne Kenneth Koch og Frank O’Hara; sammen skulle de tre blive de vigtigste figurer i den såkaldte New York School of Poetry. I 1951 tog han en master på Columbia University. I midten af 1950’erne flyttede han til Paris, hvor han boede frem til 1965. I Paris begyndte han at interessere sig for billedkunst, og han blev redaktør for Art and Literature og skrev om kunst for Art International. Det var også i Paris, han debuterede med det lille hæfte ”Turandot and other poems” (1953), hvor der også var tegninger af billedkunstneren Jane Freilicher i, og som blev udgivet af New York-galleriet Tibor de Nagy Gallery.

Ashbery kom i tæt berøring med fransk litteratur, og han elskede blandt andre Arthur Rimbaud, Max Jacob og Raymond Roussel og oversatte værker af alle disse tre til engelsk. I Paris skrev han også sin egentlige debut, ”Some Trees” (1956) og den følgende ”Tennis Court Oath” (1962).

Da Ashbery flyttede tilbage til New York i 1965, hang interessen og inspirationen fra billedkunsten ved, og sammen med vennerne og kollegaerne Kenneth Koch, James Schuyler og Frank O’Hara blev de kendt som inderkredsen af New York-skolen. De var inspireret af og hang ud med malere som Larry Rivers, Jane Freilicher og Alfred Leslie.

Byen spillede en stor rolle for alle New York-skolens forfattere. Hos Ashbery bliver det særligt tydeligt, når hans poesi opfører sig polyfont, dvs. den taler med mange stemmer, som om man går rundt på gaden i New York og opsnapper sætninger ude af kontekst hist og her. Kompositionsprincippet blev derfor også at sætte udsagn og sætninger sammen på nye og overraskende måder.

John Ashbery underviste i 1970’erne på Brooklyn College, og i 1980’erne flyttede han til Bard College lige udenfor byen, hvor han underviste, indtil han gik på pension i 2008.

Ashbery dannede par med David Kermani indtil sin død i september 2017.