Baggrund

Citat
”Jeg ser, at Marthe vasker op, mens Kristoffer tørrer af, for han er høj og kan nå op til de øverste hylder. Hun ser op på ham og siger noget og smiler, og han ser på hende og smiler tilbage og stryger hånden over hendes hår, noget synker i mig, som en slags skuffelse. Jeg vender mig om og skænker mere vin op.”

”Voksne mennesker”, s. 63.

Marie Aubert er født i 1979. Som 21-årig blev hun optaget på Skrivekunstakademiet i Bergen, men faktisk medvirkede opholdet til, at hun i en periode indstillede sin forfattervirksomhed, forklarer hun i et interview i det norske magasin Psykisk helse: ”Jeg lærte meget af at gå på Skrivekunstakademiet, men efterfølgende har jeg tænkt, at jeg var for ung til at gå der. Jeg var 21 og 22 år. Hele tiden at skulle forholde sig til en gruppe på tolv personer og hvad hver enkelt mener, kan være temmelig forvirrende, når du selv ikke er sikker på, hvordan du vil skrive. For mig førte det til, at jeg nærmest stoppede med at skrive i en periode.” (Bente Thoresen: Selvforsynt samtid. Psykiskhelse.no, 2016-09-14. Egen oversættelse).

Efter Skrivekunstakademiet læste Marie Aubert journalistik og litteraturvidenskab og var i en periode litteraturanmelder ved avisen Aftenposten. Det var en novellekonkurrence i 2013, der for alvor fik sat skub i skriveriet igen. Til Marie Auberts overraskelse vandt hun med sin novelle ”Bare gjøre det”, og som præmie fik hun den trykt i tidsskriftet Vinduet. Da en redaktør fra det norske Forlaget Oktober læste novellen i tidsskriftet og kontaktede Marie Aubert for at høre, om hun havde flere noveller liggende, begyndte Marie Aubert for alvor at skrive igen. Som 37-årig debuterede hun i 2016 med novellesamlingen ”Må jeg komme med dig hjem”, og i 2019 fulgte hendes første roman ”Voksne mennesker”.

Hendes noveller kredser ofte om skam og andre følelser i vores nære relationer, som vi sjældent taler om, og forældrerollen og barnløshed er også centrale temaer, som hun undersøger i både sine noveller og sin roman. I interviewsammenhæng har hun afslået at svare på spørgsmål om sine egne private forhold, og om den 40-årige Ida fra romanen ”Voksne mennesker” er modelleret over hende selv. Hun forklarer i et interview med sit danske forlag Lindhardt og Ringhof, at hendes historier opstår i en blanding af egne erfaringer, ting andre har oplevet og ting, som hun finder på: ”Jeg har lånt fra samtaler, jeg har overhørt på bussen i Oslo, læst i diskussionsfora eller episoder fra venners barndom. Det der skal til er, at jeg bliver tilstrækkeligt interesseret i en situation og på, hvordan det må have været at befinde sig i den.” (Gyrith Ravn: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv. Bog.dk, januar 2020).

Udover at være forfatter arbejder Marie Aubert som pressemedarbejder på det norske forlag Kagge. Hun bor i Oslo.