Marie Aubert
Foto: Agnete Brun / Lindhardt og Ringhof

Marie Aubert

cand.mag. Maria Høher-Larsen, Bureauet, maj 2020.
Top image group
Marie Aubert
Foto: Agnete Brun / Lindhardt og Ringhof

Indledning

Med et enkelt hverdagssprog og mundrette dialoger undersøger den norske forfatter Marie Aubert de komplekse, skamfulde og smertefulde følelser i vores nære relationer, som vi sjældent taler om. I sine noveller og i sin debutroman skildrer hun det moderne voksenliv med alt, hvad det indebærer af børn og barnløshed, ensomhed og jalousi. Hun insisterer på dobbeltheden som et uundgåeligt vilkår i livet og tager det alvorligt, at det moderne livs frihed også medfører fortrydelse og længsel.

47818524

Blå bog

Født: 17. juli 1979, Norge.

Uddannelse: Bachelor i litteraturvidenskab og uddannet journalist.

Debut: Kan jeg bli med deg hjem. Forlaget Oktober, 2016.

Litteraturpriser: Ungdommens kritikerpris, 2020 (norsk pris).

Seneste udgivelse: Voksne mennesker. Lindhardt og Ringhof, 2020. Roman. Oversætter: Thomas Korsgaard.

Inspiration: Ingen direkte litterære forbilleder, men fremhæver den norske forfatter Trude Marstein.

Artikel type
faktalink

Baggrund

”Jeg ser, at Marthe vasker op, mens Kristoffer tørrer af, for han er høj og kan nå op til de øverste hylder. Hun ser op på ham og siger noget og smiler, og han ser på hende og smiler tilbage og stryger hånden over hendes hår, noget synker i mig, som en slags skuffelse. Jeg vender mig om og skænker mere vin op.”

”Voksne mennesker”, s. 63.

Marie Aubert er født i 1979. Som 21-årig blev hun optaget på Skrivekunstakademiet i Bergen, men faktisk medvirkede opholdet til, at hun i en periode indstillede sin forfattervirksomhed, forklarer hun i et interview i det norske magasin Psykisk helse: ”Jeg lærte meget af at gå på Skrivekunstakademiet, men efterfølgende har jeg tænkt, at jeg var for ung til at gå der. Jeg var 21 og 22 år. Hele tiden at skulle forholde sig til en gruppe på tolv personer og hvad hver enkelt mener, kan være temmelig forvirrende, når du selv ikke er sikker på, hvordan du vil skrive. For mig førte det til, at jeg nærmest stoppede med at skrive i en periode.” (Bente Thoresen: Selvforsynt samtid. Psykiskhelse.no, 2016-09-14. Egen oversættelse).

Efter Skrivekunstakademiet læste Marie Aubert journalistik og litteraturvidenskab og var i en periode litteraturanmelder ved avisen Aftenposten. Det var en novellekonkurrence i 2013, der for alvor fik sat skub i skriveriet igen. Til Marie Auberts overraskelse vandt hun med sin novelle ”Bare gjøre det”, og som præmie fik hun den trykt i tidsskriftet Vinduet. Da en redaktør fra det norske Forlaget Oktober læste novellen i tidsskriftet og kontaktede Marie Aubert for at høre, om hun havde flere noveller liggende, begyndte Marie Aubert for alvor at skrive igen. Som 37-årig debuterede hun i 2016 med novellesamlingen ”Må jeg komme med dig hjem”, og i 2019 fulgte hendes første roman ”Voksne mennesker”.

Hendes noveller kredser ofte om skam og andre følelser i vores nære relationer, som vi sjældent taler om, og forældrerollen og barnløshed er også centrale temaer, som hun undersøger i både sine noveller og sin roman. I interviewsammenhæng har hun afslået at svare på spørgsmål om sine egne private forhold, og om den 40-årige Ida fra romanen ”Voksne mennesker” er modelleret over hende selv. Hun forklarer i et interview med sit danske forlag Lindhardt og Ringhof, at hendes historier opstår i en blanding af egne erfaringer, ting andre har oplevet og ting, som hun finder på: ”Jeg har lånt fra samtaler, jeg har overhørt på bussen i Oslo, læst i diskussionsfora eller episoder fra venners barndom. Det der skal til er, at jeg bliver tilstrækkeligt interesseret i en situation og på, hvordan det må have været at befinde sig i den.” (Gyrith Ravn: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv. Bog.dk, januar 2020).

Udover at være forfatter arbejder Marie Aubert som pressemedarbejder på det norske forlag Kagge. Hun bor i Oslo.

Må jeg komme med dig hjem

”Jeg gav ham et kram i entreen om morgenen. Han smilede med smalle øjne og krammede tilbage.
– Hold kæft, hvor har jeg tømmermænd, sagde han.
– Det har du helt sikkert, sagde jeg.
Jeg ville ikke give slip, klyngede mig til ham, nøgen, jeg vidste ikke, hvad det var, jeg ville have. Han lo og klappede mig på ryggen.”


”Må jeg komme med dig hjem”, s. 16.

Marie Auberts debut, novellesamlingen ”Kan jeg bli med deg hjem” fra 2016 (”Må jeg komme med dig hjem”, 2020), er fyldt med mennesker, der fortryder, begærer og ikke mindst skammer sig. I åbningsnovellen ”Bare gøre det” følger vi den kvindelige jegfortæller, som efter et one night stand klynger sig til forestillingen om, at det måske kunne blive til mere end blot ’bollevenner’ på trods af, at de ikke engang rigtig bryder sig om hinanden. Fortællerens desperate greb efter et fast holdepunkt – kærlighed eller ej – står i kontrast til novellens slutning, hvor fortælleren flere år senere går tur med sit andet barn i barnevognen og i et øjebliks erindring om en tid, hvor mulighederne var uendelige, fortryder manden, børnene og rækkehuset, der fastlåser hende i den trivielle hverdag.

47572835

Spørgsmålet om identitet væver sig igennem historierne om de konfliktfyldte relationer og skamfølelsen, der ikke mindst dukker op, når karaktererne træder ud af den rolle som mand eller veninde, som andre forventer af dem. Som når den skilsmisseramte far i novellen ”Undskyld, undskyld, undskyld” efter talrige konfliktfyldte morgener med datteren, der ikke vil tage tøj på og kalder ham ’lortefar’, får nok og i et øjebliks afmagt tildeler hende en lussing. Eller som når den forsmåede veninde i ”Gammelt ægtepar” føler sig vraget og i ren jalousi og desperation lægger skamløst an på bedstevenindens kæreste.

I sine noveller stiller Marie Aubert skarpt på de smertefulde følelser i vores nære relationer, som ofte er blevet til tabuiserede emner, vi styrer godt uden om: ensomhed, barnløshed, forældreskab, angst. Stilen er ordknap, og de enkle dialoger mellem karaktererne rummer ofte ganske meget mellem linjerne. I de nære relationer er det usagte ofte det, der betyder allermest, og jegfortælleren i de forskellige noveller er ofte en person, hvis liv er i opbrud, og som skammer sig over ikke at kunne udfylde den rolle, som han eller hun eller andre forventer.

Voksne mennesker

”Det var en god idé, siger mor, hun blinker henover puslespillet til Olea og smiler til os. Der er noget rigtigt ved det her, jeg kan mærke det, jeg er den voksne nu, jeg klarer det så fint. Min stemme er rolig og sød, det her føles rigtigt, det er sådan, det skal være.”

”Voksne mennesker”, s. 142.

I Marie Auberts roman ”Voksne mennesker” fra 2019 (”Voksne mennesker”, 2020) er jegfortælleren Ida taget op til familiehytten på sommerferie, hvor hun sammen med sin lillesøster og hendes mand og bonusdatter skal fejre sin mors 65-års fødselsdag. Da lillesøster Marthe glad fortæller hende, at hun venter sit første barn, har Ida svært ved at finde en grimasse, der kan passe, for efter flere forliste og overfladiske kærlighedsforhold er hun single og føler sit biologiske ur tikke.

Søskendejalousien når nye højder, da moderen ankommer og Marthe for alvor indtager rollen som yngstebarn. Ida tænker tilbage på alle de gange, hvor hun føler, at deres mor har valgt Marthe frem for hende. Nu er Marthe igen ved at køre Ida ud på et sidespor, først med annonceringen af det kommende barn og siden med tilbuddet om at købe Ida ud af det fællesejede sommerhus, og det får Ida til at blive længe oppe og drikke rødvin sammen med Marthes kæreste.

47480582

I ”Voksne mennesker” vil de voksne gerne være fornuftige voksne mennesker, mens de i virkeligheden opfører sig tåkrummende som trodsige børn, der gør alt for at blive set og anerkendt. På sin egen kortfattede og dialogtætte måde beskriver Marie Aubert familiens komplekse dynamik og alt det usagte mellem dem, der rummer stor kærlighed og forståelse, men også længsel og smerte. Som fortæller dvæler Ida ikke ved sine følelser, men antyder dem igennem dialog og handlinger, som når hun lægger sig i Marthe og Kristoffers uredte seng og forestiller sig, hvordan de sover med armene om hinanden, eller som når hun en tidlig morgenstund tager båden ud på fjorden og fantaserer om at sejle længere ud på havet og bare forsvinde.

Det er en historie om det smertefulde øjeblik, hvor man indser, at livet ikke bliver, som man har forestillet sig. Samtidig er det historien om, hvordan vores forestilling om det gode liv netop er, hvad den er – en forestilling. Og på subtil vis viser Marie Aubert med sit portræt af Idas familie, at der måske også er et godt voksenliv uden det traditionelle familieliv.

Genrer og tematikker

Karaktererne i Marie Aubert historier overskrider konstant grænserne for, hvad man kan tillade sig socialt. Det er karakterer, der ofte er i opbrud, på vej videre i deres liv og mod en ny identitet. Ofte er det almenmenneskelige, men svære følelser som ensomhed, angst og skam, som hun skildrer, og som kan opstå i alle relationer, når et menneske higer efter at blive set og at høre hjemme.

I et interview med sit danske forlag siger Marie Aubert selv: ”Jeg er simpelthen interesseret i mennesker. Hvorfor opfører vi os, som vi gør, og hvad slags dynamik kan opstå imellem os? Specielt er jeg interesseret i de følelser, der ikke har nogen ret til at eksistere, og som er vanskelige at erkende, at man har. Når jeg skriver om folk, hvordan de handler, hvordan de er mod andre, prøver jeg at finde deres skam. Jeg vil finde ud af, hvad det er, de skammer sig over, og hvad de er bange for, og så bringe dem i en situation, hvor skammen får dem til at gøre ting, de ikke burde gøre.(Gyrith Ravn: Interview med Marie Aubert: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv. Bog.dk, 2020-01-15).

Barnløshed er et specifikt tema, som Marie Aubert forholder sig til flere gange i sit forfatterskab. I et interview med det svenske magasin Selma Stories fortæller hun, at hun med sin roman ”Voksne mennesker” gerne ville tage en barnløs singlekvindes liv og længsel alvorligt: ”At få eller ikke få børn betragtes ofte som et valg i dag, hvor der er så mange teknologiske muligheder. Men at tro at vi kan vælge vores liv, lægger et stort ansvar på os, og egentlig er det jo et område, som vi ikke har nogen kontrol over. Der ligger meget angst og skuffelse i det.” (Linda Fritiofsson: Marie Aubert: ”Många livskriser handlar om att inte ha fått barn vid 40”. Selmastories.se, 2020-01-30. Egen oversættelse).

Marie Aubert skriver let og ligefrem om de svære følelser, der ofte rammer midt i hverdagen og i vores nære relationer mellem forældre og børn, mellem søskende og mellem veninder. Handlingen skrider ofte fremad i korte sætninger adskilt med kommaer, og de mange dialoger er mættet med hverdagens småord og ubetydeligheder, der henviser til alt det usagte. Selv siger Marie Aubert om sin skrivestil, at litteratur gerne må være både morsom og tilgængelig, selvom den også er ubehagelig og kompleks, og at hun er særligt glad for at skrive dialog: ”Jeg er meget glad for at skrive dialog! Jeg kan lide at bruge det famlende, upræcise hverdagssprog til at få frem, hvad folk egentlig tænker og føler, når de ikke kan sige det lige ud. Folk, der kender hinanden godt, ved ofte godt, hvad der ligger bag et bestemt tonefald eller et tilsyneladende uskyldigt skuldertræk fra den anden.(Gyrith Ravn: Interview med Marie Aubert: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv. Bog.dk, 2020-01-15).

Beslægtede forfatterskaber

I sin optagethed af det sociale rum og ikke mindst alt det usagte mellem mennesker slægter Marie Aubert danske Helle Helle på, der netop i sine korte og minimalistiske romaner skildrer store følelser og konflikter neden under sin ordknappe skildring af hverdagen. Men hvor Helle Helles karakterer sjældent siger noget, der forarger i det sociale rum, driver Marie Aubert sine karakterer ud i en nærmest skamløs opførsel. Hun lader dem gøre oprør mod pænheden og insisterer på det grimme ansigt, som de også ejer.

En dansk forfatter som Stine Pilgaard interesserer sig ligeledes for de nære relationer mellem mennesker og bruger talesprog og dialog til at udtrykke, hvordan vi forstår hinanden og ikke mindst ikke forstår hinanden. I romanen ”Min mor siger” fra 2012 kæmper den kvindelige jegfortæller med forholdet til sine forældre, men også med at kunne udtrykke den smerte, hun føler ved bruddet med sin ekskæreste.

Den sproglige præcision og vægt på dialog findes også hos den norske forfatter Trude Marstein, der ligesom Marie Aubert kredser om hverdagen og de nære relationer mellem kærester og forældre og børn og undersøger, hvordan vi opfører os over for hinanden. Og det er ikke altid pænt. Ligesom Marie Aubert skildrer Trude Marstein det ubehagelige, der fejes godt ind under gulvtæppet i hverdagen, f.eks. i ”Intet at fortryde” fra 2010 og ”Hjem til mig” fra 2012. Uden at ville pege på specifikke litterære forbilleder nævner Marie Aubert i et interview Trude Marstein som en forfatter, hun læser: Trude Marstein er en forfatter jeg sætter højt. Hun ser store, eksistentielle spørgsmål i det helt almindelige, trivielle hverdagsliv, som på en måde aldrig holder op med at være interessant.” (Forfatterfredag: Marie Aubert. Rissblog, 2018-11-02. Egen oversættelse).

En anden ung norsk forfatter, Agnes Ravatn, tager i sin debutroman ”Fugletribunalet” fra 2016 udgangspunkt i skam, opbrud og identitet ligesom Marie Aubert. Efter en skandale på den nationale tv-station stikker den kvindelige jegfortæller af fra offentlighedens søgelys, og hun tager arbejde som husholderske hos en mystisk eneboer – langt fra sit tidligere liv og ikke mindst erhverv.

Bibliografi

Noveller

Aubert, Marie: Kan jeg komme med dig hjem. Lindhardt og Ringhof, 2020. (Kan jeg bli med deg hjem, 2016). Oversætter: Thomas Korsgaard.

Romaner

Aubert, Marie: Voksne mennesker. Lindhardt og Ringhof, 2020. (Voksne mennesker, 2019). Oversætter: Thomas Korsgaard.