Marie Aubert

Marie Aubert er født i 1979. Som 21-årig blev hun optaget på Skrivekunstakademiet i Bergen, men faktisk medvirkede opholdet til, at hun i en periode indstillede sin forfattervirksomhed, forklarer hun i et interview i det norske magasin Psykisk helse: ”Jeg lærte meget af at gå på Skrivekunstakademiet, men efterfølgende har jeg tænkt, at jeg var for ung til at gå der. Jeg var 21 og 22 år. Hele tiden at skulle forholde sig til en gruppe på tolv personer og hvad hver enkelt mener, kan være temmelig forvirrende, når du selv ikke er sikker på, hvordan du vil skrive. For mig førte det til, at jeg nærmest stoppede med at skrive i en periode.” (Bente Thoresen: Selvforsynt samtid. Psykiskhelse.no, 2016-09-14. Egen oversættelse).

Efter Skrivekunstakademiet læste Marie Aubert journalistik og litteraturvidenskab og var i en periode litteraturanmelder ved avisen Aftenposten. Det var en novellekonkurrence i 2013, der for alvor fik sat skub i skriveriet igen. Til Marie Auberts overraskelse vandt hun med sin novelle ”Bare gjøre det”, og som præmie fik hun den trykt i tidsskriftet Vinduet. Da en redaktør fra det norske Forlaget Oktober læste novellen i tidsskriftet og kontaktede Marie Aubert for at høre, om hun havde flere noveller liggende, begyndte Marie Aubert for alvor at skrive igen. Som 37-årig debuterede hun i 2016 med novellesamlingen ”Må jeg komme med dig hjem”, og i 2019 fulgte hendes første roman ”Voksne mennesker”.

Hendes noveller kredser ofte om skam og andre følelser i vores nære relationer, som vi sjældent taler om, og forældrerollen og barnløshed er også centrale temaer, som hun undersøger i både sine noveller og sin roman. I interviewsammenhæng har hun afslået at svare på spørgsmål om sine egne private forhold, og om den 40-årige Ida fra romanen ”Voksne mennesker” er modelleret over hende selv. Hun forklarer i et interview med sit danske forlag Lindhardt og Ringhof, at hendes historier opstår i en blanding af egne erfaringer, ting andre har oplevet og ting, som hun finder på: ”Jeg har lånt fra samtaler, jeg har overhørt på bussen i Oslo, læst i diskussionsfora eller episoder fra venners barndom. Det der skal til er, at jeg bliver tilstrækkeligt interesseret i en situation og på, hvordan det må have været at befinde sig i den.” (Gyrith Ravn: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv. Bog.dk, januar 2020).

Udover at være forfatter arbejder Marie Aubert som pressemedarbejder på det norske forlag Kagge. Hun bor i Oslo.

Marie Auberts debut, novellesamlingen ”Kan jeg bli med deg hjem” fra 2016 (”Må jeg komme med dig hjem”, 2020), er fyldt med mennesker, der fortryder, begærer og ikke mindst skammer sig. I åbningsnovellen ”Bare gøre det” følger vi den kvindelige jegfortæller, som efter et one night stand klynger sig til forestillingen om, at det måske kunne blive til mere end blot ’bollevenner’ på trods af, at de ikke engang rigtig bryder sig om hinanden. Fortællerens desperate greb efter et fast holdepunkt – kærlighed eller ej – står i kontrast til novellens slutning, hvor fortælleren flere år senere går tur med sit andet barn i barnevognen og i et øjebliks erindring om en tid, hvor mulighederne var uendelige, fortryder manden, børnene og rækkehuset, der fastlåser hende i den trivielle hverdag.

47572835

Spørgsmålet om identitet væver sig igennem historierne om de konfliktfyldte relationer og skamfølelsen, der ikke mindst dukker op, når karaktererne træder ud af den rolle som mand eller veninde, som andre forventer af dem. Som når den skilsmisseramte far i novellen ”Undskyld, undskyld, undskyld” efter talrige konfliktfyldte morgener med datteren, der ikke vil tage tøj på og kalder ham ’lortefar’, får nok og i et øjebliks afmagt tildeler hende en lussing. Eller som når den forsmåede veninde i ”Gammelt ægtepar” føler sig vraget og i ren jalousi og desperation lægger skamløst an på bedstevenindens kæreste.

I sine noveller stiller Marie Aubert skarpt på de smertefulde følelser i vores nære relationer, som ofte er blevet til tabuiserede emner, vi styrer godt uden om: ensomhed, barnløshed, forældreskab, angst. Stilen er ordknap, og de enkle dialoger mellem karaktererne rummer ofte ganske meget mellem linjerne. I de nære relationer er det usagte ofte det, der betyder allermest, og jegfortælleren i de forskellige noveller er ofte en person, hvis liv er i opbrud, og som skammer sig over ikke at kunne udfylde den rolle, som han eller hun eller andre forventer.