– Hold kæft, hvor har jeg tømmermænd, sagde han.
– Det har du helt sikkert, sagde jeg.
Jeg ville ikke give slip, klyngede mig til ham, nøgen, jeg vidste ikke, hvad det var, jeg ville have. Han lo og klappede mig på ryggen.”
Marie Auberts debut, novellesamlingen ”Kan jeg bli med deg hjem” fra 2016 (”Må jeg komme med dig hjem”, 2020), er fyldt med mennesker, der fortryder, begærer og ikke mindst skammer sig. I åbningsnovellen ”Bare gøre det” følger vi den kvindelige jegfortæller, som efter et one night stand klynger sig til forestillingen om, at det måske kunne blive til mere end blot ’bollevenner’ på trods af, at de ikke engang rigtig bryder sig om hinanden. Fortællerens desperate greb efter et fast holdepunkt – kærlighed eller ej – står i kontrast til novellens slutning, hvor fortælleren flere år senere går tur med sit andet barn i barnevognen og i et øjebliks erindring om en tid, hvor mulighederne var uendelige, fortryder manden, børnene og rækkehuset, der fastlåser hende i den trivielle hverdag.
47572835
Spørgsmålet om identitet væver sig igennem historierne om de konfliktfyldte relationer og skamfølelsen, der ikke mindst dukker op, når karaktererne træder ud af den rolle som mand eller veninde, som andre forventer af dem. Som når den skilsmisseramte far i novellen ”Undskyld, undskyld, undskyld” efter talrige konfliktfyldte morgener med datteren, der ikke vil tage tøj på og kalder ham ’lortefar’, får nok og i et øjebliks afmagt tildeler hende en lussing. Eller som når den forsmåede veninde i ”Gammelt ægtepar” føler sig vraget og i ren jalousi og desperation lægger skamløst an på bedstevenindens kæreste.
I sine noveller stiller Marie Aubert skarpt på de smertefulde følelser i vores nære relationer, som ofte er blevet til tabuiserede emner, vi styrer godt uden om: ensomhed, barnløshed, forældreskab, angst. Stilen er ordknap, og de enkle dialoger mellem karaktererne rummer ofte ganske meget mellem linjerne. I de nære relationer er det usagte ofte det, der betyder allermest, og jegfortælleren i de forskellige noveller er ofte en person, hvis liv er i opbrud, og som skammer sig over ikke at kunne udfylde den rolle, som han eller hun eller andre forventer.