Beslægtede forfatterskaber

Auður Ava Ólafsdóttir blander humor og eksistentiel refleksion, og det får Weekendavisens anmelder Klaus Rothstein til at sammenligne hendes skrivestil med den norske forfatter Erlend Loes. En forfatter hvis romanpersoner man både griner af og græder med, når de forsøger at navigere i et liv, der ikke altid er lige let. Loes og Ólafsdóttirs romanpersoner deler en særlig oprigtighed, og de er svære ikke at holde af. I Rothsteins interview med forfatteren er hun dog ikke selv meget for at vedkende sig en skrivestil, der er humoristisk – hun mener tonen i hendes romaner knytter sig mere til en særlig islandsk omtale af smerte og lidelse. (Klaus Rothstein: Ikke meget at grine af. Weekendavisen, 2018-11-02). 

I et interview med Kristeligt Dagblad bliver Ólafsdóttir forholdt, at der er en sammenhæng mellem hendes romanfigur Arnljotur og fyrst Mysjkin fra Fjodor Dostojevskijs roman ”Idioten” (1869) – en sammenligning hun sagtens kan nikke genkendende til. De er begge tillidsfulde, men ikke naive eller ubegavede. (Søren-Peter Fiirgaard: Troen på det gode menneske. Kristeligt Dagblad, 2009-06-01).

Ólafsdóttirs evne til at fortælle om noget komplekst og svært i et let tilgængeligt sprog og uden en stor, dramatisk handling deler hun med den amerikanske forfatter Elizabeth Strout. I romaner som ”Mit navn er Lucy Barton” Og ”Åh, William” fokuserer Strout ligesom Ólafsdóttir på at fortælle om kriser og eksistentielle problemer gennem hverdagsagtige handlinger, rejser og samtaler. Og også hos Strout finder romanpersonerne håb og trøst i de åbne, empatiske møder med andre. Ofte fremmede, der pludselig dukker op eller bor ved siden af, og med deres varme menneskelighed får betydning for personernes livsafsæt.

Selvom Auður Ava Ólafsdóttir genremæssigt adskiller sig fra sine islandske kollegaer Kristín Marja Baldursdóttir, Einar Már Guðmundsson og Jón Kalman Stefánsson, så har de det til fælles, at den islandske natur med de store rå lavamarker og det vildtbrusende hav danner bagtæppe for handlingen i deres romaner.