Auður Ava Ólafsdóttir
Foto: Batzer & Co

Auður Ava Ólafsdóttir

journalist Michelle Mølgaard Andersen, Bureauet, december 2018. Opdateret januar 2020.
Top image group
Auður Ava Ólafsdóttir
Foto: Batzer & Co

Indledning

Auður Ava Ólafsdóttir skriver om mennesker, der befinder sig i sorg og mennesker, der kæmper for at finde en mening med tilværelsen. I 2018 blev hendes roman ”Ar” tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Romanen handler om en mand med både fysiske og mentale ar, der har besluttet sig for at tage sit eget liv. Men da han tvinges til at forholde sig til det, der foregår uden for hans egen navle, finder han en vej tilbage til livet.

47255759

Blå bog

Født: 1958, Reykjavik, Island.

Uddannelse: Har studeret kunsthistorie på Sorbonne Universitet i Paris.

Debut: Upphækkuð jörð. 1998. Roman.

Litteraturpriser: Tómas Guðmundssons Litteraturpris, 2004. Den islandske litteraturpris for kvinder, 2008. Avisen DV’s kulturpris, 2008. Den islandske litteraturpris, 2006. Nordisk Råds Litteraturpris, 2018. Prix Médicis, 2019.

Seneste udgivelse: Miss Island. Batzer & Co, 2019. (Ungfrú Ísland, 2018). Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Roman.

Inspiration: Elizabeth Bishop, Carson McCullers, Margaret Atwood og Toni Morrison.

 

 

 

 

Videoklip (på islandsk)

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg kan ikke sige til denne unge kvinde, som ingenting har ud over livet, at jeg er fortabt. Eller at livet er anderledes end jeg regnede med. Hvis jeg kunne sige: Jeg er som andre mennesker: elsker, græder, lider, så vil hun sandsynligvis forstå mig og sige: Jeg ved hvad du mener.”

”Ar”, s. 187.

Forfatteren Auður Ava Ólafsdóttir er født i Reykjavik på Island i 1958. Hun er en del af en stor familie, hvor hun er den fjerde i en søskenderække på fem. I et interview har hun fortalt, at hendes rolle som den usynlige søster i en stor søskendeflok passede hende ganske fint, da hun altid har haft behov for selvstændighed. I samme interview fortæller hun, at hun i en alder af fem år lærte sig selv at tale tysk, efter at hun havde opdaget, at hendes modersmål ikke var et sprog, der blev talt af mange. (Jackie Law: Author Interview: Auður Ava Ólafsdóttir. Neverimitate, 2018-02-27).

Auður Ava Ólafsdóttir har en uddannelse i kunsthistorie fra universitetet Sorbonne i Paris. Hun har undervist i kunstteori og kunsthistorie på Islands Teaterskole og Universitetet på Island, hvor hun tidligere også har været direktør for universitetets kunstsamling.

Selvom hun allerede som otteårig fortalte sin lærer, at hun drømte om at blive forfatter, debuterede hun først i en sen alder. I 1998 udgav hun romanen ”Upphækkuð jörð”, og siden da har hun udgivet syv skønlitterære værker, hvoraf de mest populære er oversat til mere end 25 sprog, fire af dem til dansk.

I 2018 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Ar”. I begrundelsen for tildelingen skrev juryen: ”Ör er en lille bog med et stort hjerte. Den er fuld af underfundig humor, og sproget funkler af liv. Samtidig stiller værket dybe spørgsmål om liv og død, om individet i forhold til helheden, om menneskets privilegier, rettigheder og pligter i verden. Ikke mindst pligten til at give menneskeheden lov til at udfordre mørket.” (Elisabeth Skylare: Auður Ava Ólafsdóttir fik Nordisk Råds Litteraturpris. Norden.org, 2018-10-30).

Ud over skønlitteratur har Auður Ava Ólafsdóttir skrevet fire teaterstykker samt artikler om kunst. Hun har kurateret kunstudstillinger både på Island og udenlands, blandt andet på Venedig Biennalen, og så er hun sangskriver for det islandske popband Milkywhale. Selv beskriver hun litteraturen som den ultimative frihed, hvor hun er eneansvarlig, mens hun i sit øvrige arbejde indgår i sammenhæng med andre. For at fokusere på at læse og skrive tager hun jævnligt en pause fra sociale medier. Hvis hun skal slappe af, holder hun af at gå på café i det tidsrum, hvor alle andre er på arbejde.

Stiklingen

”De, der finder vej ind i ens liv en kort stund, kan få en større betydning end de, der sidder fast derinde år efter år, jeg har erfaring for, at tilfælde kan være lumske og skæbnesvangre”


”Stiklingen”, s. 107-108.

Auður Ava Ólafsdóttirs roman ”Afleggjarinn”, 2007 (”Stiklingen”, 2009) handler om 22-årige Arnljotur Thorir af sin far kaldet Lobbi, der rejser fra Island mod en berømt klosterhave i et unavngivet sydeuropæisk land. Arnljotur ved ikke, hvad han vil med sit liv, kun at han ikke har tænkt sig at tage sig en ordentlig uddannelse, som hans far ønsker, han skal. Så i stedet følger han den passion, han delte med sin afdøde mor, passionen for roser. Den unge mand forlader sin gamle bekymrede far, sin udviklingshæmmede tvillingebror Josef og sin syv måneder gamle datter, Flora Sol, der kom til verden som resultat af en hed aften i et drivhus med pigen Anna, hvorefter han ikke har haft den store kontakt med barnet eller hendes mor.

Arnljoturs fysiske bagage på rejsen er beskeden. Han har medbragt tre stiklinger af en ottebladet lilla rose, en ny rosensort hans mor havde fremavlet, før hun døde, og et billede af sin datter.

54396368

På rejsen og under opholdet i landsbyen, hvor klosterhaven ligger, forsøger jeg-fortælleren Arnljotur at finde sin plads i voksenlivet. Det er ikke let, for hans tanker sværmer mest om sex, døden og roser. Men Arnljotur bliver tvunget til at træffe en række beslutninger undervejs, og gennem hans tanker og handlinger lærer vi, at han i bund og grund er et godt menneske, og at han er langt mere rustet til de udfordringer, som voksenlivet byder på, end han selv tror. Ikke mindst da hans datter og hendes mor kommer på uventet besøg og vender op og ned på den tilværelse, han havde fået skabt sig som gartner blandt munkene i klosterhaven.

Han passer fortsat sit arbejde med at redde den smukke rosenhave, samtidig med at han tager sit ansvar på sig og sørger for, at de fysiske rammer er i orden for mor og datter. Han går ture med barnet og lærer at lave mad, både for barnets skyld og for at imponere hendes mor, som han langsomt begynder at få følelser for. Han får hjælp fra forskellige mennesker i landsbyen, ikke mindst fra den filminteresserede pastor Thomas. Samtidig sørger Arnljotur også for at holde kontakten med sin far derhjemme ved lige, så han ikke kommer til at bekymre sig unødvendigt.

”Stiklingen” er en historie om det gode i mennesket og en historie om at tage ansvar og blive voksen.

Svaner bliver ikke skilt

”Man prøve altid at opsnappe ideer fra dem man følges med på rejsen gennem livet, søger altid efter et eller andet brugbart i andres lidelser, at finde frem til begivenheder og steder der åbenbarer frygt og længsler.”


”Svaner bliver ikke skilt”, s. 209-210.

Auður Ava Ólafsdóttirs roman ”Undantekningin – de arte poetica”, 2012 (”Svaner bliver ikke skilt”, 2016) begynder med, at jeg-fortælleren Maria bliver forladt af sin mand Floke på årets sidste aften. Han er et matematikgeni, der arbejder med kaosteori, og samtidig er han Marias drømmemand og bedste ven. De to har været gift i elleve år og har sammen tvillingerne Bjørn og Bergtora på to et halvt år. Selvom Floke gennem de mange års ægteskab har elsket sin kone, har han inderst inde altid vidst, at han var homoseksuel, og nu har han derfor besluttet, at han vil leve sammen med sin kollega, der pudsigt nok også hedder Floke. Bruddet kommer som et chok for Maria, der aldrig har haft mistanke om Flokes seksualitet.

52376505

I kælderen under Maria og Folke bor dværgen Perla. Hun er parterapeut og ghostwriter for en kendt krimiforfatter, men drømmer om at skrive en roman i eget navn. Maria fortæller hende om bruddet, og herfra er grænsen mellem Perlas arbejde og Marias privatliv udvisket, for Perla er tilfældigvis ved at skrive en roman om en kvinde, der ligner Maria påfaldende meget. Perla dukker gerne op på uanmeldt besøg i overetagen, når hun fornemmer, at Maria har noget at fortælle, og briksen i hendes kælder er underligt nok altid ledig. Gennem Marias samtaler med Perla finder man ud af, at der gennem tiden har været mange tegn på Flokes utroskab, hvilket også langsomt går op for Maria. Men selvom Perla forsøger at pille ham ned fra den piedestal, Maria har placeret ham på, så nægter hun at acceptere, at hendes mand ikke kommer tilbage.

Mens Maria langsomt forsøger at få styr på tilværelsen som alenemor til to små børn, sker en række uventede begivenheder. Hun modtager efter seks års venten et brev fra det adoptionsbureau, som hende og Floke har forsøgt at adoptere igennem, før de fik tvillingerne, og derudover dukker hendes biologiske far Albert pludselig op og efterlader hende hele sin arv. Maria ender med at tage på en rejse til Afrika, der både knytter sig til hendes fortid og hendes nutid, og her lærer hun blandt andet, at hendes mor gennem årene også har gemt på en hemmelighed.

Titlen ”Svaner bliver ikke skilt” refererer til at svaner, modsat mennesker, bliver sammen hele livet.

Ar

”Så er jeg rejst. For at møde mig selv. På min sidste dag. Jeg siger farvel til det hele. Krokusserne har åbnet sig. Jeg efterlader ingenting. Jeg drager fra det altomsluttende lys ind i mørket.”

”Ar”, s. 83.

Med ”Ör” fra 2016 (”Ar”, 2018) har Auður Ava Ólafsdóttir skrevet noget så sjældent som en livsbekræftende roman om selvmord. Den handler om den 49-årige Jonas Ebeneser, en fraskilt, heteroseksuel mand, der er fiks på fingrene. På kroppen har han syv ar, som han forsøger at skjule ved at få tatoveret en symbolsk vandlilje, men tatoveringen kan ikke dække de ar, Jonas har inden i. Efter at være blevet skilt fra sin kone har Jonas nemlig fået at vide, at han ikke er far til den pige, som han gennem 26 år har troet var hans datter. Derfor synes Jonas ikke længere, at der er meget tilbage at leve for, så han har besluttet sig for at tage sit eget liv. Til formålet låner han først et jagtgevær af sin snakkesalige nabo, men planen går i vasken, da han ikke kan bære tanken om, at hans datter skal finde ham død. I stedet beslutter Jonas sig for at rejse til et unavngivet krigsramt land for at gøre ende på sine dage. Med sig medbringer han en værktøjskasse med en boremaskine, så han kan sætte en krog op til at hænge sig i.

54686307

Da han ankommer til landet, ligger det i ruiner, bygningerne er sønderbombede, og selv de dyr, der er tilbage, mangler lemmer. Han indlogerer sig på Hotel Silence, som han har læst skulle gemme på nogle smukke mosaikudsmykninger. Personalet er mistroiske omkring hans gøremål, da de har oplevet, at udlændige har haft interesse i at stjæle hotellets fortidsminder. Til trods for deres mistro beder de ham alligevel hjælpe dem med at reparere de skader, krigen har påført hotellet, når nu han har medbragt en værktøjskasse. Jonas er handy, og han starter med at ordne vandrørene på hotellet. Rygtet om hans håndværksmæssige kunnen spredes i byen, og der er hurtigt bud efter ham flere steder fra.

Midt i ruinerne og de tragiske skæbner finder Jonas tilbage til livet. Han indser, at hans egne problemer er småting sammenlignet med de grufulde ting, der er hændt de mennesker, han er omgivet af. Derfor hjælper han dem med at genopbygge de ting, der er blevet ødelagt under krigen, blandt andet et hus der huser kvinder, der alle har lidt store ofre. Jonas kan med sin værktøjskasse tilsyneladende redde alle, men spørgsmålet er, om han også kan redde sig selv? ”Ar” er en roman om ensomhed og om at finde sin vej ud af sorgen, og om hvordan den ydre krig kan være med til at sætte den indre i perspektiv.

Miss Island

”Du havde været ude at rejse. Du talte anderledes. Du talte vulkansprog og sagde storslået, majestætisk og gigantisk. Du havde opdaget retningen opad og kiggede mod himlen.”


”Miss Island”, s. 15-16.

Auður Ava Ólafsdóttirs roman ”Ungfrú Ísland”, 2018 (Miss Island, 2019) finder sted på Island i 1963. Hovedpersonen er en ung kvinde, der pga. sin fars fascination for vulkaner har fået navnet Hekla. Da hun er fire et halvt år gammel, tager hendes far hende med ud for at se navnesøsteren, der er i udbrud efter en pause på over hundrede år. Her oplever den lille pige naturens kraftfulde sprog, som sidenhen skal blive hendes egen skæbne. Hekla vil være digter.  

Da hun er i begyndelsen af 20’erne rejser Hekla fra bonde- og fiskersamfundet i Dalir, hvor hun er vokset op. Med sig har hun sin Remington-skrivemaskine, og kursen er sat mod hovedstaden, hvor hun vil forfølge sin drøm. I Reykjavik flytter hun ind hos sin homoseksuelle ven Jon John og får et job som serveringspige på Hotel Borg. Grundet sit smukke ydre opfordres Hekla gang på gang til at deltage i Miss Island konkurrencen af en ældre mandlig stamgæst, der i dag vil have haft en MeToo-sag hængende over hovedet for sin opførsel. Men trods lovning om både en krone, et scepter og fantastiske rejser takker Hekla ikke alene nej, hun sætter også foden ned i forhold til de mandlige gæsters upassende tilnærmelser. 

47255759

Hun er en viljestærk ung dame, der nægter at forspilde sit talent, og derfor vil hun heller ikke tage sig til takke med, at en kvindes lod i livet er at føde børn og gå derhjemme, som veninden Ísey gør det. Hekla opsøger de litterære miljøer, men hun finder hurtigt ud af, at det ikke er så lige til at blive digter på Island i 1960’erne, hvis man ikke er mand. Hun bliver kærester med digteren Starkad, men selvom han langtfra har hendes evner, skjuler hun alligevel skriverierne for ham.

Som kvinde bliver hun også afvist hos forlagene og tidsskrifterne, men hun giver ikke op. I stedet får hun udgivet sine værker under mandlige pseudonymer.

”Miss Island” handler om venskab og om at holde fast i sig selv, selvom normerne peger i en anden retning. Bogen behandler ligestillingsproblematikker både inden for køn, race og seksualitet. Ligesom Hekla kæmper vennen Jon John også med at blive accepteret. For det var ikke bare de kvindelige digtere, tiden dengang ikke var moden til, og derfor må Jon John skjule sin seksualitet.

Romanen er fortalt i 1. person fra Heklas perspektiv, men uden at man her får et større indblik i hendes tanker og følelser. Det er i stedet gennem dialog med og via breve fra bipersonerne, man lærer hende at kende.

Genrer og tematikker

Auður Ava Ólafsdóttirs romanpersoner står alle et sted, hvor de skal forsøge at finde en ny mening med livet. De er alle ramt af sorg eller smerte i et eller andet omfang. I ”Stiklingen” har Arnljotur mistet sin mor, i ”Svaner bliver ikke skilt” har Marias mand forladt hende for at være sammen med sin mandlige kollega, mens Jonas i ”Ar” har fået at vide, at hans datter ikke er hans biologiske datter.

I forbindelse med nomineringen af ”Ar” til Nordisk Råds Litteraturpris, bliver sorgen som tema beskrevet således: ”Hun (Ólafsdóttir) skriver om kvinders stilling, krig, flugt, ensomhed, men frem for alt om det menneskelige, menneskets sorg, som hverken kan måles eller mindskes i forhold til andre sorger, kun dulmes. Vi er alle flygtninge på denne klode, oversåede med ar, men hvis vi rækker en hjælpende hånd frem og viser hinanden respekt og hensyn, vil det måske lykkedes os at dulme vores egen sorg. Den største fejl, vi kan vi kan begå, er at glemme, at vi kommer hinanden ved, og at den menneskelige natur er ens, uanset hvor i verden vi først ser dagens lys” (Bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds Litteraturpris: Auður Ava Ólafsdóttir. Norden.org, 2018).

Denne beskrivelse kan ses som en nøgle til hele hendes forfatterskab. For at overkomme eller overleve sorgen har Ólafsdóttirs romanpersoner alle det tilfælles, at de rejser til et sted langt væk, med en fysisk bagage, der er let i forhold til den mentale. Den fysiske rejse kommer for dem alle til at spille en vigtig rolle for den indre rejse. Arnljotur rejser til en fremmed rosenhave for at blive voksen, Hekla og Jon John rejser først til Reykjavik og sidenhen til København for at finde friheden til at være dem, de er. Maria rejser til et land langt borte for at få styr på både sin fortid og sin fremtid, mens Jonas slår sig ned på et hotel i et krigsramt land med henblik på at tage sit eget liv. Om formålet med denne rejse sagde Auður Ava Ólafsdóttir i forbindelse med Nordisk Råds Litteraturpris, at det handler om at rejse fra mørket til lyset, og at handlinger her er vigtigere end ord. (Lise Vandborg: Livsbekræftende roman får Nordisk Råds Litteraturpris. Litteratursiden, 2018-11-01). Værktøjskassen er en gennemgående rekvisit i flere af Ólafsdóttirs romaner, den kan ses som et symbol på, at vi alle kan repareres med det rette værktøj.

Et andet centralt fællestræk hos Ólafsdóttirs romanpersoner er deres tillid til fremmede mennesker. De repræsenterer alle et menneskesyn, som forfatteren beskriver således med afsæt i jeg-fortælleren Arnljotur: ”Jeg holder selv meget af ham og tror, Arnljotur har ret, når han på et tidspunkt siger: ”Folk er utrolig hjælpsomme, jeg hælder til den anskuelse, at mennesket af natur, i det store hele, er godt og hæderligt, hvis forholdene tillader det”. Han har ingen grund til ikke at stole på andre mennesker, selvom de er fremmede, og det kan man godt tage ud som en slags statement. Vi skal stole på hinanden – også på dem, vi ikke kender”. (Søren-Peter Fiirgaard: Troen på det gode menneske. Kristeligt Dagblad, 2009- 06-01).

Beslægtede forfatterskaber

Auður Ava Ólafsdóttir blander humor og eksistentiel refleksion, hvilket får Weekendavisens anmelder Klaus Rothstein til at sammenligne hendes skrivestil med den norske forfatter Erlend Loes. En forfatter hvis romanpersoner man både griner af og græder med, når de på bedste vis forsøger at navigere i det liv, der ikke altid er lige let. Loes og Ólafsdóttirs romanpersoner deler en særlig oprigtighed, og de er svære ikke at holde af. I Rothsteins interview med forfatteren er hun dog ikke selv meget for at vedkende sig en skrivestil, der er humoristisk – hun mener tonen i hendes romaner knytter sig til en særlig islandsk omgang med smerte og lidelse. (Klaus Rothstein: Ikke meget at grine af. Weekendavisen, 2018-11-02). 

I et interview med Kristeligt Dagblad bliver Ólafsdóttir forholdt, at der er en sammenhæng mellem hendes romanfigur Arnljotur og fyrst Mysjkin fra Fjodor Dostojevskijs roman ”Idioten” (1869) – en sammenligning hun sagtens kan nikke genkendende til. De er begge tillidsfulde, men ikke naive eller ubegavede. (Søren-Peter Fiirgaard: Troen på det gode menneske. Kristeligt Dagblad, 2009-06-01).

I Ólafsdóttirs nyeste roman ”Miss Island” deler hovedpersonen skæbne med både Karen Blixen, Thit Jensen og den franske forfatterinde Sidonie-Gabrielle Colette, der alle på hver deres måde har måttet kæmpe med at være kvinde i en mandsdomineret litterær verden. Ligesom Hekla udgav Blixen også flere af sine værker under pseudonym, mens Colettes mand Will i første omgang fik æren for hendes værker.

Selvom Auður Ava Ólafsdóttir genremæssigt adskiller sig fra sine islandske kollegaer Kristín Marja Baldursdóttir, Einar Már Guðmundsson og Jón Kalman Stefánsson, så har de til fælles, at den islandske natur danner det sproglige bagtæppe i deres romaner. Fra de store, rå lavamarker til det vildtbrusende hav.

Bibliografi

Romaner

Auður Ava Ólafsdóttir: Upphækkuð jörð. Mál og menning,1998.
Auður Ava Ólafsdóttir: Rigning i nóvember. Salka, 2004.
Auður Ava Ólafsdóttir: Stiklingen. Athene, 2009. (Afleggjarinn, 2007). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Auður Ava Ólafsdóttir: Svaner bliver ikke skilt. Batzer & Co, 2016. (Undantekningin – de arte poetica, 2012). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Auður Ava Ólafsdóttir: Ar. Batzer & Co, 2018. (Ör, 2016). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Auður Ava Ólafsdóttir: Miss Island. Batzer & Co, 2019. (Ungfrú ísland, 2018). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Digte

Auður Ava Ólafsdóttir: Sálmurinn um glimmer. Salka, 2010.

Om forfatterskabet

Skyum-Nielsen, Erik: Romanens kraft: Eventyr og indsigt i to romaner af Auður Ava Ólafsdóttir. Dansk Noter. Nr. 1, 2016.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Auður Ava Ólafsdóttir

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Fiirgaard, Søren-Peter: Troen på det gode menneske. Kristeligt Dagblad, 2009-06-01.
Law, Jackie: Author Interview: Auður Ava Ólafsdóttir. Neverimitate, 2018-02-27.
Bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds Litteraturpris: Auður Ava Ólafsdóttir. Norden.org, 2018.
Skylare, Elisabeth: Auður Ava Ólafsdóttir fik Nordisk Råds Litteraturpris. Norden.org, 2018-10-30.
Vandborg, Lise: Livsbekræftende roman får Nordisk Råds Litteraturpris. Litteratursiden, 2018-11-01.
Rothstein, Klaus: Ikke meget at grine af. Weekendavisen, 2018-11-02.