Auður Ava Ólafsdóttir

Forfatteren Auður Ava Ólafsdóttir er født i Reykjavik i Island i 1958. Hun er en del af en stor familie, hvor hun er den fjerde i en søskenderække på fem. I et interview har hun fortalt, at hendes rolle som den usynlige søster i en stor søskendeflok passede hende ganske fint, da hun altid har haft behov for selvstændighed. I samme interview fortæller hun, at hun i en alder af fem år lærte sig selv at tale tysk, efter at hun havde opdaget, at hendes modersmål ikke var et sprog, der blev talt af mange. (Jackie Law: Author Interview: Auður Ava Ólafsdóttir. Neverimitate, 2018-02-27).

Auður Ava Ólafsdóttir har en uddannelse i kunsthistorie fra universitetet Sorbonne i Paris. Hun har undervist i kunstteori og kunsthistorie på Islands Teaterskole og Universitetet i Island, hvor hun tidligere også har været direktør for universitetets kunstsamling.

Selvom hun allerede som otteårig fortalte sin lærer, at hun drømte om at blive forfatter, debuterede hun først i en sen alder. I 1998 udgav hun romanen ”Upphækkuð jörð” (Hævet grund), og siden da har hun udgivet otte skønlitterære værker, hvoraf de mest populære er oversat til mere end 25 sprog og syv er oversat til dansk.

I 2018 modtog hun Nordisk Råds litteraturpris for romanen ”Ar”. I begrundelsen for tildelingen skrev juryen: ”Ör er en lille bog med et stort hjerte. Den er fuld af underfundig humor, og sproget funkler af liv. Samtidig stiller værket dybe spørgsmål om liv og død, om individet i forhold til helheden, om menneskets privilegier, rettigheder og pligter i verden. Ikke mindst pligten til at give menneskeheden lov til at udfordre mørket.” (Elisabeth Skylare: Auður Ava Ólafsdóttir fik Nordisk Råds litteraturpris. Norden.org, 2018-10-30).

Ud over skønlitteratur har Auður Ava Ólafsdóttir skrevet fire teaterstykker samt artikler om kunst. Hun har kurateret kunstudstillinger både i Island og udenlands, blandt andet på Venedig Biennalen, og så er hun sangskriver for det islandske popband Milkywhale. Selv beskriver hun litteraturen som den ultimative frihed, hvor hun er eneansvarlig, mens hun i sit øvrige arbejde indgår i sammenhæng med andre. For at fokusere på at læse og skrive tager hun jævnligt en pause fra sociale medier. Hvis hun skal slappe af, holder hun af at gå på café i det tidsrum, hvor alle andre er på arbejde.

Auður Ava Ólafsdóttirs syvende roman på dansk, ”DJ Bambi”, handler ligesom flere af hendes andre bøger om et menneske i dyb krise. Hovedpersonen er den 61-årige transkønnede Bambi, der er så langt ude, at hun har undersøgt kyststrækningen for at finde et egnet sted at gå i havet. Hendes fortvivlelse skyldes, at hun har ventet alt for længe på den operation, der skal give hende den kvindekrop, hun gerne vil begraves med. Siden hun i en sen alder gik til bekendelse overfor sine nærmeste om sit ubehag ved at være i en mandekrop, har mange af hendes slægtninge vendt hende ryggen. Bambi håber stadig på, at de giver tilladelse til, at hun kan kalde sig Gudrid efter sin bedstemor.  Desuden er hendes søn gal på hende, og Bambi længes efter, at han holder op med at kalde hende far og giver hende lov til at være bedstemor for sit barnebarn.

140658294

Imens hun håber en dag at kunne leve et stille liv som kvinde med sine nærmeste tæt på, ser hun tilbage på de mange år, hvor hun prøvede at leve op til det biologiske køn, hun var blevet tildelt ved fødslen. Længe gjorde hun alt for at skjule sine inderste længsler. Nu tager hun østrogen, men jo længere tid hun tager det, jo mere vokser skyldfølelsen overfor den søn og ekskone, som hun føler, hun har løjet for. Det hjælper lidt, da hendes psykolog siger, at skyldfølelse er en lumsk kvindelig følelse og hænger sammen med at føle sig ansvarlig for andres ve og vel.

Som altid i Ólafsdóttirs romaner vokser livsglæden og håbet ud af at være sammen med andre. I denne roman er Bambis tvillingebror Trausti en stabiliserende faktor. Han er en ordknap, kærlig mand, der bliver ved med at dukke op med færdigretter og forsøge at forstå, hvad der foregår i hans tvilling. Der er også den tidligere skolekammerat, Audur T, som er forfatter og gerne vil skrive Bambis historie og er nysgerrig på alle dele af den.

Stilen er som altid hos Ólafsdóttir elegant, legende let, poetisk og ofte humoristisk, selv om hun skriver om dybe eksistentialistiske emner som skyldfølelse, kønsidentitet og ensomhed. Bambis forsøg på at finde mening og holdepunkter opleves af læseren som universel og genkendelig, samtidig med at historien også opleves som helt Bambis egen.  

Auður Ava Ólafsdóttirs roman ”Afleggjarinn”, 2007 (”Stiklingen”, 2009) handler om 22-årige Arnljotur Thorir af sin far kaldet Lobbi, der rejser fra Island mod en berømt klosterhave i et unavngivet sydeuropæisk land. Arnljotur ved ikke, hvad han vil med sit liv, kun at han ikke har tænkt sig at tage sig en ordentlig uddannelse, som hans far ønsker, han skal. Så i stedet følger han den passion, han delte med sin afdøde mor, passionen for roser. Den unge mand forlader sin gamle bekymrede far, sin udviklingshæmmede tvillingebror Josef og sin syv måneder gamle datter, Flora Sol, der kom til verden som resultat af en hed aften i et drivhus med pigen Anna, hvorefter han ikke har haft den store kontakt med barnet eller hendes mor.

54396368

Arnljoturs fysiske bagage på rejsen er beskeden. Han har medbragt tre stiklinger af en ottebladet lilla rose, en ny rosensort hans mor havde fremavlet før hun døde, og et billede af sin datter.

På rejsen og under opholdet i landsbyen, hvor klosterhaven ligger, forsøger jeg-fortælleren Arnljotur at finde sin plads i voksenlivet. Det er ikke let, for hans tanker sværmer mest om sex, døden og roser. Men Arnljotur bliver tvunget til at træffe en række beslutninger undervejs, og gennem hans tanker og handlinger lærer vi, at han i bund og grund er et godt menneske, og at han er langt mere rustet til de udfordringer, som voksenlivet byder på, end han selv tror. Ikke mindst da hans datter og hendes mor kommer på uventet besøg og vender op og ned på den tilværelse, han havde fået skabt sig som gartner blandt munkene i klosterhaven.

Han passer fortsat sit arbejde med at redde den smukke rosenhave, samtidig med at han tager sit ansvar på sig og sørger for, at de fysiske rammer er i orden for mor og datter. Han går ture med barnet og lærer at lave mad, både for barnets skyld og for at imponere hendes mor, som han langsomt begynder at få følelser for. Han får hjælp fra forskellige mennesker i landsbyen, ikke mindst fra den filminteresserede pastor Thomas. Samtidig sørger Arnljotur også for at holde kontakten med sin far derhjemme ved lige, så han ikke kommer til at bekymre sig unødvendigt.

”Stiklingen” er en historie om det gode i mennesket og en historie om at tage ansvar og blive voksen.

Auður Ava Ólafsdóttirs roman ”Undantekningin – de arte poetica”, 2012 (”Svaner bliver ikke skilt”, 2016) begynder med, at jeg-fortælleren Maria bliver forladt af sin mand Floke på årets sidste aften. Han er et matematikgeni, der arbejder med kaosteori, og samtidig er han Marias drømmemand og bedste ven. De to har været gift i elleve år og har sammen tvillingerne Bjørn og Bergtora på to et halvt år. Selvom Floke gennem de mange års ægteskab har elsket sin kone, har han inderst inde altid vidst, at han var homoseksuel, og nu har han derfor besluttet, at han vil leve sammen med sin kollega, der pudsigt nok også hedder Floke. Bruddet kommer som et chok for Maria, der aldrig har haft mistanke om Flokes seksualitet.

52376505

I kælderen under Maria og Floke bor dværgen Perla. Hun er parterapeut og ghostwriter for en kendt krimiforfatter, men drømmer om at skrive en roman i eget navn. Maria fortæller hende om bruddet, og herfra er grænsen mellem Perlas arbejde og Marias privatliv udvisket, for Perla er tilfældigvis ved at skrive en roman om en kvinde, der ligner Maria påfaldende meget. Perla dukker gerne op på uanmeldt besøg i overetagen, når hun fornemmer, at Maria har noget at fortælle, og briksen i hendes kælder er underligt nok altid ledig. Gennem Marias samtaler med Perla finder man ud af, at der gennem tiden har været mange tegn på Flokes utroskab, hvilket også langsomt går op for Maria. Men selvom Perla forsøger at pille ham ned fra den piedestal, Maria har placeret ham på, så nægter hun at acceptere, at hendes mand ikke kommer tilbage.

Mens Maria langsomt forsøger at få styr på tilværelsen som alenemor til to små børn, sker en række uventede begivenheder. Hun modtager efter seks års venten et brev fra det adoptionsbureau, som hende og Floke har forsøgt at adoptere igennem, før de fik tvillingerne, og derudover dukker hendes biologiske far Albert pludselig op og efterlader hende hele sin arv. Maria ender med at tage på en rejse til Afrika, der både knytter sig til hendes fortid og hendes nutid, og her lærer hun blandt andet, at hendes mor gennem årene også har gemt på en hemmelighed.

Titlen ”Svaner bliver ikke skilt” refererer til at svaner, modsat mennesker, bliver sammen hele livet.

Med ”Ör” fra 2016 (”Ar”, 2018) har Auður Ava Ólafsdóttir skrevet noget så sjældent som en livsbekræftende roman om selvmord. Den handler om den 49-årige Jonas Ebeneser, en fraskilt, heteroseksuel mand, der er fiks på fingrene. På kroppen har han syv ar, som han forsøger at skjule ved at få tatoveret en symbolsk vandlilje, men tatoveringen kan ikke dække de ar, Jonas har inden i. Efter at være blevet skilt fra sin kone har Jonas nemlig fået at vide, at han ikke er far til den pige, som han gennem 26 år har troet var hans datter. Derfor synes Jonas ikke længere, at der er meget tilbage at leve for, så han har besluttet sig for at tage sit eget liv. Til formålet låner han først et jagtgevær af sin snakkesalige nabo, men planen går i vasken, da han ikke kan bære tanken om, at hans datter skal finde ham død. I stedet beslutter Jonas sig for at rejse til et unavngivet krigsramt land for at gøre ende på sine dage. Med sig bringer han en værktøjskasse med en boremaskine, så han kan sætte en krog op til at hænge sig i.

54686307

Da han ankommer til landet, ligger det i ruiner, bygningerne er sønderbombede, og selv de dyr, der er tilbage, mangler lemmer. Han indlogerer sig på Hotel Silence, som han har læst skulle gemme på nogle smukke mosaikudsmykninger. Personalet er mistroiske omkring hans ærinde, da de har oplevet, at udlændige har haft interesse i at stjæle hotellets fortidsminder. Til trods for deres skepsis beder de ham alligevel hjælpe dem med at reparere de skader, krigen har påført hotellet, når nu han har medbragt en værktøjskasse. Jonas er handy, og han starter med at ordne vandrørene på hotellet. Rygtet om hans håndværksmæssige kunnen spredes i byen, og hurtigt er der bud efter ham flere steder fra.

Midt i ruinerne og de tragiske skæbner finder Jonas tilbage til livet. Han indser, at hans egne problemer er småting sammenlignet med de grufulde ting, der er overgået de mennesker, han er omgivet af. Derfor hjælper han dem med at genopbygge de ting, der er blevet ødelagt under krigen, blandt andet et hus der huser kvinder, der alle har lidt store ofre. Jonas kan med sin værktøjskasse tilsyneladende redde alle, men spørgsmålet er, om han også kan redde sig selv? ”Ar” er en roman om ensomhed og om at finde sin vej ud af sorgen, og om hvordan den ydre krig kan være med til at sætte den indre i perspektiv.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.
Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Mailrådgivning og Chatrådgivning. For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk

Auður Ava Ólafsdóttirs roman ”Ungfrú Ísland”, 2018 (”Miss Island”, 2019) finder sted i Island i 1963. Hovedpersonen er en ung kvinde, der pga. sin fars fascination for vulkaner har fået navnet Hekla. Da hun er fire et halvt år gammel, tager hendes far hende med ud for at se navnesøsteren, der er i udbrud efter en pause på over hundrede år. Her oplever den lille pige naturens kraftfulde sprog, som sidenhen skal blive hendes egen skæbne. Hekla vil være digter.  

47255759

Da hun er i begyndelsen af 20’erne rejser Hekla fra bonde- og fiskersamfundet i Dalir, hvor hun er vokset op. Med sig har hun sin Remington-skrivemaskine, og kursen er sat mod hovedstaden, hvor hun vil forfølge sin drøm. I Reykjavik flytter hun ind hos sin homoseksuelle ven Jon John og får et job som serveringspige på Hotel Borg. Grundet sit smukke ydre opfordres Hekla gang på gang til at deltage i Miss Island konkurrencen af en ældre mandlig stamgæst, der i dag ville have haft en MeToo-sag hængende over hovedet for sin opførsel. Men trods lovning om både en krone, et scepter og fantastiske rejser takker Hekla ikke alene nej, hun sætter også foden ned i forhold til de mandlige gæsters upassende tilnærmelser. 

Hun er en viljestærk ung dame der nægter at forspilde sit talent, og derfor vil hun heller ikke tage til takke med, at en kvindes lod i livet er at føde børn og gå derhjemme, som veninden Ísey gør det. Hekla opsøger de litterære miljøer, men hun finder hurtigt ud af, at det ikke er så lige til at blive digter i 1960’ernes Island, hvis man ikke er mand. Hun bliver kærester med digteren Starkad, men selvom han langtfra har hendes evner, skjuler hun alligevel skriverierne for ham.

Som kvinde bliver hun også afvist hos forlagene og tidsskrifterne, men hun giver ikke op. I stedet får hun udgivet sine værker under mandlige pseudonymer.

”Miss Island” handler om venskab og om at holde fast i sig selv, selvom normerne peger i en anden retning. Bogen behandler ligestillingsproblematikker både inden for køn, race og seksualitet. Ligesom Hekla kæmper vennen Jon John også med at blive accepteret. For det var ikke bare de kvindelige digtere, tiden dengang ikke var moden til, og derfor må Jon John skjule sin seksualitet.

Romanen er fortalt i første person fra Heklas perspektiv, men uden at man her får et større indblik i hendes tanker og følelser. Det er i stedet gennem dialog med- og via breve fra bipersonerne, man lærer hende at kende.

Auður Ava Ólafsdóttirs romanpersoner kæmper næsten alle med at finde et nyt ståsted i livet, ofte som følge af en sorg. I ”Ar” har Jonas fået at vide, at hans datter ikke er hans biologiske barn. I ”Eden” trues lingvisten Alba af en skandale på sit job, og forlader sit gamle liv til fordel for et liv i en lille islandsk landsby. I ”DJ Bambi” er den transkønnede, 61-årige Bambi fortvivlet over, at store dele af hendes familie har vendt hende ryggen.

I forbindelse med nomineringen af ”Ar” til Nordisk Råds litteraturpris, bliver sorgen som tema beskrevet således: ”Hun (Ólafsdóttir) skriver om kvinders stilling, krig, flugt, ensomhed, men frem for alt om det menneskelige, menneskets sorg, som hverken kan måles eller mindskes i forhold til andre sorger, kun dulmes. Vi er alle flygtninge på denne klode, oversåede med ar, men hvis vi rækker en hjælpende hånd frem og viser hinanden respekt og hensyn, vil det måske lykkes os at dulme vores egen sorg. Den største fejl, vi kan begå, er at glemme, at vi kommer hinanden ved, og at den menneskelige natur er ens, uanset hvor i verden vi først ser dagens lys” (Bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds litteraturpris: Auður Ava Ólafsdóttir. Norden.org, 2018).

Beskrivelsen er en nøgle til hele hendes forfatterskab. For at overkomme sorgen og skabe forandring flytter flere af Ólafsdóttirs romanpersoner på sig, og den fysiske rejse kommer til at spille en vigtig rolle for den indre rejse. Jonas i ”Ar” slår sig ned på et hotel i et krigsramt land for at tage sit eget liv, og Alba i ”Eden” flytter ud til en landsby, fast besluttet på at beplante sit jordstykke med træer, Auður Ava Ólafsdóttir siger i forbindelse med Nordisk Råds litteraturpris, at det handler om at rejse fra mørket til lyset, og at handlinger her er vigtigere end ord. (Lise Vandborg: Livsbekræftende roman får Nordisk Råds litteraturpris. Litteratursiden, 2018-11-01). 

Et andet fællestræk hos Ólafsdóttirs romanpersoner er deres tillid til fremmede mennesker. Et menneskesyn, som beskrives således af jeg-fortælleren Arnljotur i ”Ar”: ”Jeg hælder til den anskuelse, at mennesket af natur, i det store hele, er godt og hæderligt, hvis forholdene tillader det”.

Auður Ava Ólafsdóttir blander humor og eksistentiel refleksion, og det får Weekendavisens anmelder Klaus Rothstein til at sammenligne hendes skrivestil med den norske forfatter Erlend Loes. En forfatter hvis romanpersoner man både griner af og græder med, når de forsøger at navigere i et liv, der ikke altid er lige let. Loes og Ólafsdóttirs romanpersoner deler en særlig oprigtighed, og de er svære ikke at holde af. I Rothsteins interview med forfatteren er hun dog ikke selv meget for at vedkende sig en skrivestil, der er humoristisk – hun mener tonen i hendes romaner knytter sig mere til en særlig islandsk omtale af smerte og lidelse. (Klaus Rothstein: Ikke meget at grine af. Weekendavisen, 2018-11-02). 

I et interview med Kristeligt Dagblad bliver Ólafsdóttir forholdt, at der er en sammenhæng mellem hendes romanfigur Arnljotur og fyrst Mysjkin fra Fjodor Dostojevskijs roman ”Idioten” (1869) – en sammenligning hun sagtens kan nikke genkendende til. De er begge tillidsfulde, men ikke naive eller ubegavede. (Søren-Peter Fiirgaard: Troen på det gode menneske. Kristeligt Dagblad, 2009-06-01).

Ólafsdóttirs evne til at fortælle om noget komplekst og svært i et let tilgængeligt sprog og uden en stor, dramatisk handling deler hun med den amerikanske forfatter Elizabeth Strout. I romaner som ”Mit navn er Lucy Barton” Og ”Åh, William” fokuserer Strout ligesom Ólafsdóttir på at fortælle om kriser og eksistentielle problemer gennem hverdagsagtige handlinger, rejser og samtaler. Og også hos Strout finder romanpersonerne håb og trøst i de åbne, empatiske møder med andre. Ofte fremmede, der pludselig dukker op eller bor ved siden af, og med deres varme menneskelighed får betydning for personernes livsafsæt.

Selvom Auður Ava Ólafsdóttir genremæssigt adskiller sig fra sine islandske kollegaer Kristín Marja Baldursdóttir, Einar Már Guðmundsson og Jón Kalman Stefánsson, så har de det til fælles, at den islandske natur med de store rå lavamarker og det vildtbrusende hav danner bagtæppe for handlingen i deres romaner.