Genrer og tematikker

Auður Ava Ólafsdóttirs romanpersoner står alle et sted, hvor de skal forsøge at finde en ny mening med livet. De er alle ramt af sorg eller smerte i et eller andet omfang. I ”Stiklingen” har Arnljotur mistet sin mor, i ”Svaner bliver ikke skilt” har Marias mand forladt hende for at være sammen med sin mandlige kollega, mens Jonas i ”Ar” har fået at vide, at hans datter ikke er hans biologiske datter.

I forbindelse med nomineringen af ”Ar” til Nordisk Råds Litteraturpris, bliver sorgen som tema beskrevet således: ”Hun (Ólafsdóttir) skriver om kvinders stilling, krig, flugt, ensomhed, men frem for alt om det menneskelige, menneskets sorg, som hverken kan måles eller mindskes i forhold til andre sorger, kun dulmes. Vi er alle flygtninge på denne klode, oversåede med ar, men hvis vi rækker en hjælpende hånd frem og viser hinanden respekt og hensyn, vil det måske lykkedes os at dulme vores egen sorg. Den største fejl, vi kan vi kan begå, er at glemme, at vi kommer hinanden ved, og at den menneskelige natur er ens, uanset hvor i verden vi først ser dagens lys” (Bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds Litteraturpris: Auður Ava Ólafsdóttir. Norden.org, 2018).

Denne beskrivelse kan ses som en nøgle til hele hendes forfatterskab. For at overkomme eller overleve sorgen har Ólafsdóttirs romanpersoner alle det tilfælles, at de rejser til et sted langt væk, med en fysisk bagage, der er let i forhold til den mentale. Den fysiske rejse kommer for dem alle til at spille en vigtig rolle for den indre rejse. Arnljotur rejser til en fremmed rosenhave for at blive voksen, Hekla og Jon John rejser først til Reykjavik og sidenhen til København for at finde friheden til at være dem, de er. Maria rejser til et land langt borte for at få styr på både sin fortid og sin fremtid, mens Jonas slår sig ned på et hotel i et krigsramt land med henblik på at tage sit eget liv. Om formålet med denne rejse sagde Auður Ava Ólafsdóttir i forbindelse med Nordisk Råds Litteraturpris, at det handler om at rejse fra mørket til lyset, og at handlinger her er vigtigere end ord. (Lise Vandborg: Livsbekræftende roman får Nordisk Råds Litteraturpris. Litteratursiden, 2018-11-01). Værktøjskassen er en gennemgående rekvisit i flere af Ólafsdóttirs romaner, den kan ses som et symbol på, at vi alle kan repareres med det rette værktøj.

Et andet centralt fællestræk hos Ólafsdóttirs romanpersoner er deres tillid til fremmede mennesker. De repræsenterer alle et menneskesyn, som forfatteren beskriver således med afsæt i jeg-fortælleren Arnljotur: ”Jeg holder selv meget af ham og tror, Arnljotur har ret, når han på et tidspunkt siger: ”Folk er utrolig hjælpsomme, jeg hælder til den anskuelse, at mennesket af natur, i det store hele, er godt og hæderligt, hvis forholdene tillader det”. Han har ingen grund til ikke at stole på andre mennesker, selvom de er fremmede, og det kan man godt tage ud som en slags statement. Vi skal stole på hinanden – også på dem, vi ikke kender”. (Søren-Peter Fiirgaard: Troen på det gode menneske. Kristeligt Dagblad, 2009- 06-01).