Ingeborg Bachmann var som lyriker optaget af spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet kunne skabes litteratur, og endda litteratur på tysk, efter holocaust. Kæresten Paul Celan var i sit liv og i sin digtning i høj grad præget af krigens grusomme jødeforfølgelser og er ikke mindst kendt for Auschwitz-digtet “Todesfuge” (1948) (“Dødsfuga”). Mange andre tysksprogede forfattere i samtiden var også optaget af spørgsmålet om, hvordan en tysksproget litteratur genopfinder sig selv efter 2. Verdenskrig.
Ingeborg Bachmann var i en årrække tilknyttet det betydningsfulde forum for samtidig tysksproget litteratur og samfundsmæssig refleksion kaldet Gruppe 47. Forfattere som Günter Grass, Heinrich Böll, Hans Magnus Enzensberger og Ingeborg Bachmann mødtes her hvert halve år for at diskutere tysksproget samtidslitteratur, men også for at fremme en demokratisk ånd efter de mange år med nationalsocialisme i Europa.
Med sine noveller og romanen “Malina” indskriver Bachmann sig i en modernistisk tradition med formmæssig nyskabelse og sprogeksperimenter, der ikke mindst tæller store modernistiske forfattere som James Joyce, Samuel Beckett og Virginia Woolf. Især hos James Joyce og Virginia Woolf findes der ligeledes et forsøg på at skildre den menneskelige bevidsthed, som også ses i værker af Ingeborg Bachmann. En forfatter som Virginia Woolf, som blandt andet har skrevet romanen “To the Lighthouse” (1927) (“Til fyret”, 1982) og det feministiske essay “A Room of One’s Own” (1929) (“Eget værelse”, 1973), skildrede ligeledes kvinder og mænds forskellige betingelser og muligheder i verden. En feminisme, som også i en moderne udgave ses hos Ingeborg Bachmann, hvor det blander sig med en behandling af fascismen, forholdet mellem kønnene og volden mod kvinder i nære relationer. Ingeborg Bachmann er ligeledes del af den gruppe af østrigske forfattere, som med deres værker har sat et væsentligt aftryk på det 20. århundredes litteratur. Det drejer sig om navne som Robert Musil, Peter Handke og ikke mindst Thomas Bernhard, som også har skildret nazismens totalitære tankesæt i Østrig og længslen efter meningsfulde relationer. Thomas Bernhard har blandt andet skrevet “Holzfällen” (1984) (“Træfældning”, 2013) og “Alte Meister” (1985) (“Gamle mestre”, 2016).
En østrigsk forfatter, som kan siges at være inspireret af Ingeborg Bachmanns forfatterskab, er Elfriede Jelinek, som i 2004 modtog Nobels Litteraturpris. Jelinek er især kendt for romanen “Die Klavierspielerin” fra 1983 (“Spillelærerinden”, 2005), der i 2001 blev filmatiseret af den østrigske filminstruktør Michael Haneke. Jelinek beskæftiger sig i sine bøger blandt andet med undertrykkelsesmekanismer mellem kønnene og i familien. Det var også Jelinek, som i 1991 skrev manuskriptet til filmen “Malina”, som er baseret på Ingeborg Bachmanns roman.