Ingeborg Bachmann

Ingeborg Bachmann blev født i 1926 i byen Klagenfurt i den østrigske delstat Kärnten. Hun var datter af skolelærer Matthias Bachmann og hans hustru Olga og voksede op sammen med en bror og en søster. Hendes far meldte sig i 1932 ind i det østrigske nazistparti. Da Ingeborg var tolv år, marcherede de tyske tropper ind i Klagenfurt. Forfatteren har siden beskrevet det som en dybt rystende oplevelse, som betød en afslutning på hendes barndom. 

Den unge Ingeborg studerede psykologi og filosofi i Innsbruck og Graz, før hun i 1946 flyttede til Wien. I 1948 mødte hun den jødiske flygtning Paul Celan og indledte et kærlighedsforhold til ham. I 1950 afsluttede Ingeborg Bachmann sine studier med en kritisk doktorafhandling om Martin Heideggers tænkning. Fra 1951-53 arbejdede hun på radiostationen Rot-Weiss-Rot som manuskriptforfatter og redaktør. Hun var samtidig i gang med sine egne radiohørespil, og i 1952 udsendtes hørespillet “Geschäft mit Träumen” i østrigsk radio. I 1953 modtog Ingeborg Bachmann den prestigefyldte litteraturpris fra forummet Gruppe 47 og debuterede som skønlitterær forfatter med digtsamlingen “Die gestundete Zeit”. 

I 1957 genoptog Ingeborg Bachmann og den nu gifte Paul Celan deres forhold for en kortere periode, før Bachmann i 1958 forelskede sig i den schweiziske forfatter Max Frisch, som hun giftede sig med. Frem til 1962 levede de to sammen i Zürich og siden i Rom. Efter en bitter skilsmisse blev Bachmann ramt af et psykisk sammenbrud og blev i slutningen af 1962 indlagt på en psykiatrisk klinik. De følgende år eskalerede hendes alkohol- og medicinmisbrug, og hun måtte flere gange indlægges til afvænning.

Slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var samtidig en produktiv periode for Ingeborg Bachmann. I 1971 udkom romanen “Malina”, som var tænkt som første del i en romantrilogi, og året efter novellesamlingen “Simultan”. Natten til den 26. september 1973 kom Ingeborg Bachmann alvorligt til skade under en brandulykke i sin lejlighed. Hun døde på et hospital i Rom den 17. oktober, kun 47 år gammel.

Hvert år uddeles Ingeborg Bachmann-prisen i Klagenfurt til minde om den østrigske forfatter.
 

Ingeborg Bachmanns roman “Malina” fra 1971 (“Malina”, 2021) er blandt andet blevet kaldt en kærlighedshistorie, en fortælling om en forbrydelse og en feministisk roman.

Romanen handler om den kvindelige forfatter I og hendes forhold til to mænd, Malina, som hun lever sammen med, og som siges at være hendes skæbne, og Ivan, som bor længere nede ad gaden, og som hun elsker. Der er altså tale om et trekantsdrama, men ikke et traditionelt et af slagsen. Det er nemlig ikke helt til at vide, om de to mænd er udspaltninger af en og samme person, om de eksisterer andre steder end i jeg-fortællerens fantasi, eller om de tre figurer er udtryk for tre dele af den samme personlighed. 

39186926

Den første del har titlen “Lykkelig med Ivan”, selv om kvinden mest af alt går rundt og venter på Ivan eller holdes ud i strakt arm af elskeren, som kun er distræt til stede, når han endelig dukker op. Romanens anden del foregår i et drømmende, surrealistisk univers, hvor der optræder en far, hvis handlinger har ført til en form for nedbrydning af det kvindelige jeg, samt mareridtsagtige sekvenser om gaskamre og deportation, elektrochok og ildebrande. Det konstateres ligeledes, at “ved bredden af søen ligger de myrdede døtres kirkegård” (s. 198). I tredje del finder der en afsked med kærligheden sted, og til sidst bliver jeget så opløst og tilintetgjort, at hun forsvinder ind i en revne i væggen. 

“Malina” er en stort anlagt eksperimenterende roman, der indeholder alt fra fortællende prosastykker og brudstykker af breve til fragmenter af kryptiske telefonsamtaler og et eventyr med titlen “Prinsessen fra Kagrans hemmeligheder”. Bachmann skildrer i bogen en kvindes bevidsthed og kærlighedslængsel, men hun undersøger også grænserne mellem menneskets indre og ydre verden. Neden under det hele ligger en tematisering af fascisme og overgreb – som den kommer til udtryk i verden og i de nære menneskelige relationer. 

“Malina” var tænkt som første bind i trilogien “Todesarten” (”Dødsmåder”). Selv om Ingeborg Bachmann efterlod sig udkast til de næste romaner, er det kun “Malina”, som blev skrevet færdig og står tilbage som en vild efterkrigstidsroman – medrivende, skræmmende og gådefuld.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Malina"