Dag Solstad

Sent i forfatterskabet kommer der en stor selvrefleksion ind i Dag Solstads skrift. Det kommer til at handle om, hvad det vil sige at skrive romaner. Det er ”16.07.41” fra 2002 (”16.07.41”, 2004) et meget tydeligt eksempel på.

Dag Solstad er selv hovedpersonen, og vi følger ham fra lufthavnen i Norge til Berlin, hvor han skal bo et stykke tid. Berlins historie bliver udlagt på forskellige måder over adskillige sider, samtidig med at gåture bliver beskrevet med en overdrevet geografisk præcision, man vil simpelthen kunne finde vej i de kvarterer, hvis man selv går der.

25181085

Efter Berlin følger man Dag Solstad-karakteren tilbage til Norge, hvor han skal holde et foredrag og derefter til reunion med sin gamle folkeskoleklasse i sin fødeby. Foredraget bliver genoptrykt i sin helhed, togturen beskrevet i detaljer og Dag checker ind på hotellet og får sig et par drinks. Festen foregår ikke der, hvor han regnede med, og han har glemt sin invitation, så han ender med at køre rundt i hele byen i taxa, og først til sidst finder han ud af, at festen foregår i hans gamle barndomshjem. Der ender han med at stå nede på gaden og kigge op mod festen, og det sætter gang i en lang erindring om hans barndom og særligt om farens tragiske liv.

Romanen slutter med erkendelsen, at savnet af faren har ødelagt glæden ved at skrive, men at han tager tilbage til Berlin for at skrive det, der bliver til denne roman. Selvom han stadig skriver romaner, er det uden den samme glæde, det er med en følelse af at sidde fast. Det er også det, hans foredrag handler om. Når denne smukke roman alligevel findes, peger det på, at der er en slags håb i håbløsheden. Romanens komposition er ved første øjekast tilfældig, alle delene af romanen er hver for sig for lange til at samle sig til en fortælling, men lige præcis fordi den får lov til at være kantet bliver den troværdig og rørende.

Dag Solstad viser et arbejde frem, der handler om at strække selve romanformen. At forsøge en tematisk læsning, der skal rumme Berlinovervejelserne, litteraturforedraget og barndomsbyens erindring ville være en fejl. Det passer ikke sammen, men netop derfor udfordrer det helhedslæsningen og viser nye veje for romanen som genre.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "16.07.41"

I sin bog fra 1992 ”11. roman” efterlader Dag Solstad sin karakter, kæmneren Bjørn Hansen, i en rullestol. Der har han selv valgt at placere sig som en form for protest, en endelig handling, som føles uafvendelig og absolut, i et samfund hvor intet andet gør dét. I 2009 vender Bjørn Hansen tilbage i ”17. roman” (”17. roman”, 2010). Han har i mellemtiden afsonet en fængselsdom, og efter det har han levet et isoleret liv uden kontakt til nogen af sine gamle venner og med kun et enkelt brev til sønnen. Svaret på det brev har ligget i flere år og ventet, indtil der i romanen indtræder et uforklarligt vendepunkt, og Bjørn Hansen genoptager kontakt til sønnen og dennes kone og 9-årige barn.

28370423

Resten af romanen beskæftiger sig med det møde, og det er hård læsning. Ikke fordi der sker noget særligt dramatisk, men fordi fortællerstemmen og Bjørn Hansens indre monolog smelter sammen, og læseren får et suverænt portræt af en hyper selvkritisk person. Bjørn Hansens gamle, slidte jakkesæt bliver monstrøst i beskrivelsen, fordi det får ham til at føle, at han ikke passer ind. Almindelige udvekslinger med sønnen og særligt hans kone bliver ubønhørligt endevendt i hovedet, så Bjørn Hansen ligger søvnløs en hel nat. Resultatet bliver hver gang, at de hader ham, og når de ikke siger det, er det kun fordi, de har ondt af ham, og han forstår dem godt.

Portrættet af Bjørn Hansen er også portrættet af en mand, der er blevet overhalet af sit samfund. Selvom han har et ekstremt skarpt blik for detaljer og deres betydning – f.eks. tæller det til sønnens fordel, at de har valgt at renovere deres køkken før stuen – så er det hele tiden et blik, der kommer udefra. Han er ikke en del af den verden, han lever i, den er gået forbi ham i de isolerede år i og uden for fængslet. I endnu et uforklarligt vendepunkt for romanen beslutter Bjørn Hansen sig for at forlade sin søns hus uden at sige farvel og, forstår man, aldrig vende tilbage. Først må han dog lige vente et par timer på en bus. Både det uforklarlige og det besværlige ved denne skelsættende handling er typisk for Solstads forfatterskab. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "17. roman"

I Dag Solstads roman ”Genanse og verdighet” fra 1994 (”Generthed og værdighed”, 2017) møder vi Elias Rukla, som underviser endnu en gymnasieklasse i de Norske klassikere, i dag ”Vildanden” af Henrik Ibsen. Eleverne er mildest talt uengagerede, og Elias’ engagement er heller ikke stort. Indtil der alligevel, selvom han har undervist i denne bog mange gange før, viser sig noget nyt for ham. Eleverne er nu ret ligeglade med åbenbaringen, og den let tømmermandsramte Elias får et raserianfald og sammenbrud, da en paraply ikke vil åbne sig. Helt overbevist om at han nu er færdig på gymnasiet, ja på alle gymnasier, går han rundt i Oslos gader. En lang erindring om hans liv indtil nu starter med mødet med den udadvendte og vellidte Johan, som satte skub i tilværelsen for den mere mutte, generte Elias.

52921457

Det er hans tanker om den tyske filosof Immanuel Kant, Elias står og videregiver i sine første år som gymnasielærer, og da Johan skuffes af filosofien og forlader Norge og sin smukke kone og lille barn til fordel for New York og livet som reklamemand, efterlader han sin familie i Elias’ hænder.

Kompositionen er i al sin enkelhed slående, Solstads skildring af et liv er rørende og banalt, men det bliver aldrig sentimentalt. Elias’ liv er blevet til et kedeligt liv som gymnasielærer, hvor de daglige øl og snaps bliver flere og mere nødvendige som trøst. Det er et rimeligt trøstesløst portræt af ham, og romanens komposition lader det hele slutte med det store sammenbrud, der hvor han har tabt sin værdighed, og nu ikke ved, hvad han skal stille op. Han har været styret af generthed, jævnfør titlen, og aldrig sat det store på spil, og først dette store ansigtstab kan ruske op i tilværelsen for ham.

Romanen slutter med de to hårde sætninger: ”Det betyder jo, at det er forbi nu, tænkte han. Det er forfærdeligt, men der er ingen vej tilbage.” (s 186). Hans kone vil forlade ham, og han er fast besluttet på ikke at komme tilbage til gymnasiet. Den ironiske distance, som bogen har været præget af, er skrællet bort, og vi har nu kun denne tragiske slutning tilbage.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Generthed og værdighed"

Dag Solstads ”Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen” fra 2019 (”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen”, 2020) fortsætter næsten uden afbrydelse der, hvor ”17. roman” slap. Bj. Hansen, som han i denne roman kalder sig, er en aldrende mand, der er tilbage i Oslo og bor i en lille ét-værelses lejlighed i bydelen Grønland med en masse bøger og en langsommelig, daglig rutine. Sådan går den første halvdel af romanen, med den velkendte indre monolog, der er smeltet sammen med fortællerstemmen. Han mindes sit liv, som for læseren er de sidste bøger, hans tid som kæmner, hans tid i fængsel og hans besøg hos sin søn for nu snart ni år siden.

En dag står hans svigerdatter og banker på døren, fordi hun har bestemt, at hendes søn, Bj. Hansens barnebarn, Wiggo, skal flytte ind hos ham, fordi Wiggo skal studere litteratur på universitetet. De to kommer fint ud af det med hinanden, og på et tidspunkt afslører barnebarnet, at han anser Bj. Hansen for at være en slags modstandsmand i det moderne samfund. Da Wiggo finder en kæreste, tager farfaren – bedstefar vil han ikke hedde, det lyder for hyggeligt – sig selv i at gå uhørt højt op i, hvad kæresten, en succesfuld, tidligere elitesportsudøver og nuværende sportsblogger, dog vil med hans provinsfødte barnebarn.

48070795

Ved et besøg bliver NN – Bj. Hansen er døv og har aldrig kunnet høre hendes rigtige navn, når Wiggo fortalte det, og kalder hende derfor bare NN – rasende på den gamle mand, som hun synes glor på hendes bryster.

Romanens slutning er en vild omvending i bogens eller neurotisk, overtænkende tempo, som man også har set Solstad gøre det før. Med et snuptag vendes historien på hovedet af Bj. Hansens uforklarlige og underlige handling, og som læser må man bare hænge på. Denne sidste roman om Bjørn Hansen rendyrker også den særlige energi og humor, Solstad har udviklet, hvor de ofte omstændelige sætninger bliver til en form for slapstick-komik. Om den gamle mand, der hverken har internet eller en e-mail og så godt som ingen interaktion med det omgivende samfund, skulle være en form for modstandshelt, bliver også bogens satiriske potentiale, som får den til at lægge sig i fin forlængelse af Solstads senere forfatterskab.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen"

Dag Solstads lange forfatterskab har en bevægelse først ind i det politiske og siden ud af det. Det er også en bevægelse ud af meningsløsheden med politisk deltagelse som løftestang, en følgende desillusionering og tilbagevenden til tilværelsen som noget grundlæggende meningsløst, men der er kommet sprækker i den virkelighedsforståelse.

Hvis man på den måde kan tillade sig at opdele forfatterskabet i de tre dele, kan man også tillade sig at sige, at det, de har til fælles, er skuffelsen. Ingenting føles helt meningsfyldt nok, der er ikke nok saft at presse ud af livet, ligegyldig hvor meget man prøver.

Særligt i det sene forfatterskab bliver skuffelsen den centrale tematik, men med den drejning, at når de store fortællinger ikke lever op til deres forventninger, så bliver der plads til, at noget andet kan vise sig i sprækkerne. Det er helt og aldeles knyttet op på romanen som genre og et grundlæggende arbejde med den genre. Der er ikke tale om at splintre den, som i de klassisk modernistiske projekter, men om at strække den, udvide den indefra, insistere på mellemrummene og sprækkerne. Det kan f.eks. være som i ”16.07.41”, hvor beskrivelserne af vandreturene rundt i Berlin bliver så ekstremt præcise, at ruterne ville kunne følges som et kort. Når beskrivelserne bliver så hyper konkrete, at de kan siges at blive dokumentariske, kan det så overhovedet kaldes fiktion længere? Eller når den indre dialog hos hovedkarakteren bliver så realistisk, at den må fylde side op og side ned, er der så overhovedet tale om en fortælling? Det er subtile forskydninger i romanernes komposition, som viser den store fortællings endeligt, men til fordel for hvad? Det er ikke glædeligt, det er barske historier om små begivenheder, og måske er det ikke en optimisme, man skal lede efter hos Dag Solstad. Alligevel er der noget indsmigrende ved disse ubønhørlige portrætter, som måske bare kan siges at være deres menneskelighed. Det har med mennesker at gøre, og menneskers liv er ofte hårde. Det skal man også beskæftige sig med.

Dag Solstads forfatterskab har i de seneste år opnået international anerkendelse, og bl.a. den amerikanske forfatter Lydia Davis har hyldet ham, hun har sågar lært sig selv norsk for at læse og oversætte ham. Han er dermed kommet op i liga med nogle af de andre store norske forfatterskaber som Knut Hamsun og for nyligt Karl Ove Knausgård. Hjemme i Norge har hans forfatterskab længe været anset som et af de helt store, og i 1996 blev han udnævnt til en af ”De fire nye store” sammen Jan Kjærstad, Herbjørg Wassmo og Kjartan Fløgstad. Den mere tænkende, essayistiske form, som også findes i Solstads forfatterskab kan minde om den norske forfatter og lyriker Ole Robert Sunde. En anden yngre norsk forfatter, man kunne nævne, er Stig Sæterbakken, som også hyldes for sin store sproglige præcision.

Portrættet af nogle af Norges mindre byer, som man kan læse hos Solstad i bl.a. ”16.07.41”, hvor hans hjemby Sandefjord kommer til at fylde en del i den sidste del af romanen, kan man også læse om hos Mona Høvring, der bl.a. i sin roman ”Noget der hjælper” kredser om sin hjemstavn Haugesund.

I Danmark kan man måske pege på generationsfællen Kirsten Thorup, der også har excelleret i romanformen, som hun dog i ikke lige så høj grad eksperimenterer med, som Solstad gør det. Hendes eksperimenter ligger udenfor romangenren og nok særligt i hendes første udgivelser, digtsamlingerne ”Indeni – Udenfor”, ”Love from Trieste” og ”I dag er det Daisy”.

En dansk romanforfatter, som på lignende vis med Solstad, arbejder med at udvide formen indefra, kunne være Lars Frost. I hans velfærdstrilogi bestående af ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke” arbejdes der med genreparodier på henholdsvis knaldromanen, ingeniørromanen og femikrimien.

Af yngre forfattere kunne man pege på Jonas Eika Rasmussen og Malte Tellerup, der på hver deres måde arbejder med at skuffe genreforventningerne til henholdsvis dannelsesromanen for Eika Rasmussen i ”Huset, lageret, Marie” og den episke vandringsroman for Malte Tellerup i ”Markløs”.