dag solstad
Foto: Tom Sandberg

Dag Solstad

Artikel type
voksne
Jens Thorhauge. 1990. Opdateret af stud.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
dag solstad
Foto: Tom Sandberg
Main image
Solstad, Dag
Foto: Magnesium

Indledning

Dag Solstad har etableret sig som en af Norges største romanforfattere. I 1989 fik han Nordisk Råds Litteraturpris, og i de seneste år har han fået international succes.

Dag Solstads forfatterskab kan ses som en historie om det 20. århundrede. Man kan spore en bevægelse fra de tidlige bøger med absurde gentagelser fanget i dagligdagens tomhed til en kommunistisk engageret litteratur i 1970’erne og 80’erne. Senere slår forfatterskabet over i en mere ironisk tone, som bibeholdes i den sene del af forfatterskabet, hvor skuffelsen over de store fortællinger giver plads til nogle barske, menneskelige fortællinger, hvor selve romangenren udfordres og udvides.

52921457

Blå bog

Født: 1941 i Sandefjord i Norge.

Uddannelse: Studier ved Oslos Universitet.

Debut: Spiraler, 1065. Novellesamling.

Litteraturpriser: Nordisk Råds Litteraturpris, 1989. Svenska Akademiens nordiske pris, 2017.

Seneste udgivelse: Generthed og værdighed. Rosinante, 2017. (Genanse og verdighet, 1994). Oversat af Sara Koch. Roman.

 

 

 

 

 

 

Baggrund

”Jeg er kort sagt meget usikker. Hvis jeg havde haft bare en anelse om, at det, som jeg har arbejdet på siden 1992, var udtømt, og at der i grunden ikke var mere at hente dér andet end et rutineret spil for en rutineret forfatter, så havde jeg ikke været usikker. Så havde jeg uden tøven kastet mig ud i noget helt andet. Uanset hvad der måtte komme ud af det. Til trods for min tvivl om mine forudsætninger for at gøre det. Men har svært ved at forlade åstedet for mine gerninger. Jeg er ikke færdig der endnu, jeg har flere gerninger at udføre netop dér.”

”16.07.41”, s. 146.

Dag Solstads stof er den norske historie fra de seneste 50 år, som han stort set selv har oplevet. Oftest ser han begivenhederne fra en anden position end de fleste, og i størstedelen af forfatterskabet er der stærke politiske elementer. Derfor opleves han bøger ofte som provokationer, der appellerer til stillingtagen.

Den kunstneriske kraft i hans bøger betvivles dog sjældent, så provokatøren har måttet se indtil flere officielle anerkendelser i øjnene, Nordisk Råds Litteraturpris i 1989 og Svenska Akademiens nordiske pris i 2017. De høje oplagstal for hans bøger vidner om en stor læserkreds.

Dag Solstad er født i 1941 i Sandefjord i Norge. Han er vokset op under beskedne kår i provinsen og kom som ung til Oslo for at studere ved universitetet. Her kom han hurtigt ind i litterære og senere politiske kredse, der brød markant med de herskende forestillinger. Der er stærke selvbiografiske træk i forfatterskabet - ikke så meget i form af personlig bekendelse, men som generationstypisk erfaring. Opbruddet fra en kultur, et sæt af værdier, er en sådan central erfaring for forfatterskabet. Rejsen, bevægelsen, det bevidste forsøg på at gennemføre en forandring, beslutte sig for en ny form for liv, er det helt grundlæggende og gennemgående tema i forfatterskabet. Men samtidig er der en række markante brud i synet på mulighederne for personlig og samfundsmæssig forandring.

Forfatterskabet påbegyndtes i 1965. Det skildrer det norske samfund i nogenlunde den periode, Solstad har levet - men det gør det på meget forskellige måder. I 1960’erne bevæger det sig inden for modernistiske måder at forstå verden på, mens det i 1970’erne bliver grebet af troen på den proletariske omvæltning i samfundet, en tro der bearbejdes uhyre kritisk og selvironisk i 1980’ernes romaner, hvor jeg-fortælleren kommer i centrum med rablende strømme af oplevelser og refleksioner. Den bevægelse fortsætter i 1990’erne og 00’erne, hvor bøgerne i høj grad kommer til at tematisere selve det at blive ved med at skrive romaner. Selvom de ofte holdes ud i strakt, ironisk arm, bliver de almindelige og desillusionerede liv i Solstads forfatterskab alligevel ved med at være rørende og vedkommende.

Det tidlige forfatterskab

Novellesamlingen ”Spiraler” (1965) er Dag Solstads debut. Flere af novellerne står i et tæt forhold til europæisk modernisme, f.eks. historien Emigranterne: en flok emigranter rejser bortgemt i et skibs mørke lastrum frem til et lyst, lykkeligt land. I tolden får de imidlertid afslag på indrejse, fordi de mangler både bagage og penge. Derfor må de rejse tilbage. Derhjemme er alt ved det gamle. Landet er fattigt og uudholdeligt - derfor rejser de igen mod det lyse land - med samme resultat for første gang.

Denne historie har samme struktur som Sisyfos-myten, der fortæller, at Sisyfos var dømt til uafladeligt at rulle en sten op ad et bjerg, som den rullede ned ad igen, når den var næsten oppe på toppen. I europæisk modernisme ses denne myte som et udtryk for menneskets grundsituation: meningsløshed som mennesket selv må skabe mening i. Titlen Spiral angiver de tragisk begrænsede bevægelsesmuligheder.

Opfattelsen af spiralbevægelsen som tragisk, afløses i Solstads næste bog ”Svingstol” (1967), af en mere munter holdning. Også bevægelsen i en drejestol er begrænset, men den giver hele tiden nye udsigtspositioner, der afslører menneskeskæbner. Det er sansningen af dem, bogen skildrer i korte prosastykker.

”Svingstol” blev en central bog i den modernisme, der var centreret omkring tidsskriftet Profil, og som blandt andet ville gøre op med digterens ophøjede isolation. Denne bestræbelse førte få år senere mange af forfatterne ind i en kinesisk inspireret politisk praksis.

”Irr! Grønt!” (1969) er forfatterskabets første roman. Den skildrer en måned i Geir Breviks liv, hvor han afprøver forskellige roller, som muligheder for at gebærde sig i det sociale liv, selvom han har erkendt den grundlæggende absurditet. I romanen trænger for første gang politiske elementer ind i forfatterskabet, der peger frem mod ”Arild Asnes”, 1970 (1972), hvor Solstad gør op med modernismen og erklærer sig for den maoistisk-revolutionære linje.

Arild Asnes har et forfatterskab bag sig (der har mange fællestræk med Solstads). Han er isoleret, kørt fast i en konflikt mellem på den ene side at være erklæret socialist og på den anden side som modernistisk forfatter at repræsentere indbegrebet af borgerlig individualisme. Hans spring over kløften til en politisk praksis er i et historisk lys problematisk, men det er uhyre tidstypisk og opleves af Arild Asnes selv som et markant brud med den form for meningsløshed, der netop udtrykkes i Solstads tidligste bøger.

Ved en tilfældighed kommer Arild Asnes med i en første maj demonstration. Oplevelsen af faktisk at gå med, ikke blot være tilskuer, forandrer hans liv. Den tvivl som den nyomvendte revolutionære Arild Asnes nages af, er imidlertid ikke væsensforskellige fra modernistens. Han frygter at stå ansigt til ansigt med arbejdere, som han ved ikke er særskilt interesserede i at købe Klassekampen, som han går fra dør til dør for at sælge. Men springet er taget, og forfatterskabet går med ind i en ny fase.