Novellesamlingen ”Spiraler” (1965) er Dag Solstads debut. Flere af novellerne står i et tæt forhold til europæisk modernisme, f.eks. historien ’Emigranterne’: en flok emigranter rejser bortgemt i et skibs mørke lastrum frem til et lyst, lykkeligt land. I tolden får de imidlertid afslag på indrejse, fordi de mangler både bagage og penge. Derfor må de rejse tilbage. Derhjemme er alt ved det gamle. Landet er fattigt og uudholdeligt - derfor rejser de igen mod det lyse land - med samme resultat som første gang.
Denne historie har samme struktur som Sisyfos-myten, der fortæller, at Sisyfos var dømt til uafladeligt at rulle en sten op ad et bjerg, som den rullede ned ad igen, når den var næsten oppe på toppen. I europæisk modernisme ses denne myte som et udtryk for menneskets grundsituation: meningsløshed som mennesket selv må skabe mening i. Titlen ”Spiraler” angiver de tragisk begrænsede bevægelsesmuligheder.
Opfattelsen af spiralbevægelsen som tragisk, afløses i Solstads næste bog ”Svingstol” (1967), af en mere munter holdning. Også bevægelsen i en drejestol er begrænset, men den giver hele tiden nye udsigtspositioner, der afslører menneskeskæbner. Det er sansningen af dem, bogen skildrer i korte prosastykker.
”Svingstol” blev en central bog i den modernisme, der var centreret omkring tidsskriftet Profil, og som blandt andet ville gøre op med digterens ophøjede isolation. Denne bestræbelse førte få år senere mange af forfatterne ind i en kinesisk inspireret politisk praksis.
”Irr! Grønt!” (1969) er forfatterskabets første roman. Den skildrer en måned i Geir Breviks liv, hvor han afprøver forskellige roller, som muligheder for at gebærde sig i det sociale liv, selvom han har erkendt den grundlæggende absurditet. I romanen trænger for første gang politiske elementer ind i forfatterskabet, der peger frem mod ”Arild Asnes”, 1970 (1972), hvor Solstad gør op med modernismen og erklærer sig for den maoistisk-revolutionære linje.
Arild Asnes har et forfatterskab bag sig (der har mange fællestræk med Solstads). Han er isoleret, kørt fast i en konflikt mellem på den ene side at være erklæret socialist og på den anden side som modernistisk forfatter at repræsentere indbegrebet af borgerlig individualisme. Hans spring over kløften til en politisk praksis er i et historisk lys problematisk, men det er uhyre tidstypisk og opleves af Arild Asnes selv som et markant brud med den form for meningsløshed, der netop udtrykkes i Solstads tidligste bøger.
Ved en tilfældighed kommer Arild Asnes med i en 1. første maj- demonstration. Oplevelsen af faktisk at gå med, ikke blot være tilskuer, forandrer hans liv. Den tvivl som den nyomvendte revolutionære Arild Asnes nages af, er imidlertid ikke væsensforskellige fra modernistens. Han frygter at stå ansigt til ansigt med arbejdere, som han ved ikke er særskilt interesserede i at købe Klassekampen, som han går fra dør til dør for at sælge. Men springet er taget, og forfatterskabet går med ind i en ny fase.