peter handke
Foto: Forlaget Batzer & Co

Peter Handke

stud.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015. Opdateret af Maria Høher-Larsen, Bureauet, december 2019.
Top image group
peter handke
Foto: Forlaget Batzer & Co
Main image
Handke, Peter
Foto: SZ Photo / Bauer, J / Scanpix

Indledning

Af nogle bliver Peter Handke besunget som den største nulevende forfatter i Europa, mens han af andre bliver udskældt for sin støtte til serbiske krigsforbrydere som Slobodan Milošević og Radovan Karadžić. Derfor skabte det også en ophedet debat, da Peter Handke i 2019 modtog Nobelprisen i litteratur. Ligesom sit store litterære idol Knut Hamsun har Peter Handke kontroversielle politiske holdninger. Men det er ikke det eneste, de to har tilfælles. Begge kredser de i deres romaner om skildringen af det fremmedgjorte individ, som oplever det som en uoverkommelig anstrengelse at forene sit indre med verden udenfor.

 

48016022

Blå bog

Født: 6. december 1942 i Griffe-Kärten, Østrig.

Uddannelse: Studerede jura i årene 1961-65, men gennemførte aldrig.

Debut: Die Hornissen, 1966.

Litteraturpriser: Ibsen Prisen, 2014 (for sine teaterstykker). Nobelprisen i litteratur, 2019.

Seneste udgivelse: Ulykkelig og uden ønsker. Batzer, 2020. Oversætter: Madame Nielsen. Roman.

Inspiration: Knut Hamsun.

 

 

 

 

Peter Handkes tale til Nobelfest i Stockholm, december 2019.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”I den mørke stormnat opstod farverne. I kronen på et halvt udgået kirsebærtræ i ruinlandskabet brød i et nu kirsebærrenes røde farve frem over parret, og det uden nogen synlig lyskilde. En blånen i den sorte himmels centrum. Et stærkt grønligt skær på jorden, der knasede under dem. I denne, Pans, verden følte Don Juan sig hjemme. Den, om overhovedet nogen, var hans. Og der mødtes han med hende, kvinden. I den paniske verden fandt de sammen.”
”Don Juan (fortalt af ham selv)”, s. 86.

Med et omfattende livsværk af både romaner, essays, skuespil og filmmanuskripter bliver Peter Handke fejret som en af Europas allerstørste nulevende forfattere. Peter Handke er i dag bosiddende lidt uden for Paris, men han blev født i Østrig under Anden Verdenskrig i 1942. Her boede han en stor del af sin barndom med sin mor og sin alkoholiske stedfar Bruno i den lille provinsby Griffen. I sin tale i forbindelse med modtagelsen af Nobelprisen i litteratur i 2019 fortæller Peter Handke om, hvordan moren i hans barndom fortalte ham eventyrlige anekdoter om personer fra deres slægt, og at de små historier var det, der sendte ham ud på hans ”livslange skriverlivrejse” (Peter Handke: Peter Handkes nobelpristale: Fra disse kilder udspringer mit litterære værk. Information, 2019-12-10).

Peter Handkes mor begik selvmord i 1971, hvilket fik Handke til at skrive den semi-autobiografiske kortroman ”Ulykkelig og uden ønsker” fra 1976 (”Wunschloses Unglück”, 1972).

I 1961 begyndte han at læse jura på universitetet i Graz, men da forlaget German Suhrkamp Verlag antog hans debutroman ”Die Hornissen” i 1965, droppede han studierne for at skrive på fuld tid.

Det var dog ikke romaner, som i første omgang satte gang i hans karriere. Sidst i 1960'erne gjorde han sig bemærket ved at skrive avantgardistiske skuespil, som hverken havde kulisser eller egentlig handling, men som kun gjorde brug af skuespillernes stemmer og enkle hverdagslige rekvisitter. Udover teaterstykker har han skrevet en række filmmanuskripter, blandt andre skrev og instruerede han i 1978 filmen ”Die linkshändige Frau”, som blev nomineret til De Gyldne Palmer i Cannes.

På trods af sin succes som kunstner er Peter Handke samtidig en stærkt kontroversiel figur. I 1990'erne blev han kendt for sin støtte til Serbien under den jugoslaviske borgerkrig, som han blandt andet har udtrykt i essayet og rejsebeskrivelsen ”Eine winterliche Reise zu den Flüssen Donau, Save, Morawa und Drina oder Gerechtigkeit für Serbien” fra 1996. I essayet sætter han blandt andet spørgsmålstegn ved folkemordet på de muslimske bosniere. I hans optik har Vesten været partisk i deres fortælling om den jugoslaviske borgerkrig, og den fortælling er derfor kun én del af sandheden. Hans politiske holdninger vakte for alvor forargelse, da han i 2006 holdt tale ved begravelsen af Serbiens tidligere præsident Milošević. Det har gjort ham til en højst kontroversiel figur – også uden for hjemlandets grænser – og da han i 2014 modtog Ibsen Prisen og i 2019 Nobelprisen i litteratur mente nogen, at han ikke var berettiget til æren.

Målmandens frygt for straffespark

”Det forekom ham som om, et stemmejern havde hugget ham af fra det, han så, eller snarere som om tingene rundt omkring var blevet adskilt fra ham. Skabet, vaskekummen, rejsetasken, døren: først nu opdagede han, at han, som under tvang, tænkte ordet for hver eneste ting. Hver gang han fik øje på en ting, fulgte ordet straks efter. Stolen, bøjlerne, nøglen.”
”Målmandens frygt for straffespark”, s. 56.

”Die Angst des Tormanns beim Elfmeter” fra 1970 (”Målmandens frygt for straffespark”, 1971) er den første roman af Peter Handke, der er oversat til dansk. Som de fleste andre romaner i hans forfatterskab er den ganske kort og uden kapitler eller afsnit til at opdele fortællingen.
Hovedpersonen Bloch er tidligere fodboldmålmand, men lever nu planløst og omflakkende i verden: han ringer sporadisk til tidligere bekendte fra telefonbokse, køber en avis uden at vide hvorfor, ser på to stablede grøntsagskasser og tænker, at det er en spøg. Bloch oplever sig selv som adskilt fra sine omgivelser og sine relationer, og hans møde med dem bliver altid kun ført halvt ud i livet – eller ender grueligt galt. Også den rejse mod ”grænsen”, som Bloch drager ud på, forekommer formålsløs, bortset fra at han skal besøge en gammel veninde, som nu driver en restaurant dér. Hvad han skal lave hos hende, ved hverken læseren, fortælleren eller han.
Nogle har beskrevet ”Målmandens frygt for straffespark” som en krimi, men udover et mord i begyndelsen af historien er det nærmere genrens brug af tegn og spor, som Handke tager i brug og dvæler ved. Det er ikke krimigenren som sådan, han tager under sin lup, men derimod sproget og dets betegnelser for ting og relationer. Bloch begynder at lægge mærke til ord, og hvorfor ting hedder, som de hedder. Og fordi sproget forekommer ham tilfældigt, bliver det meningsløst. Han nærer ikke tillid til sprogets konventioner, og derfor evner han ikke at tilegne sig sproget og gøre det til sit eget. Særligt volder det ham problemer, når sætningen kræver af ham, at han har en intention. For det har han aldrig. Hans manglende evne til at skabe sammenhæng og mening med sit liv og sine handlinger bliver dermed udtryk for sprogets meningsløshed.
Titlens fodboldreference giver først mening til slut i historien – ikke som en brik i handlingen, men som en metafor for hovedpersonens projekt i forhold til at finde en mening i verden. Det øjeblik, hvor målmandens hænder perfekt omfavner bolden, der kommer flyvende, står til sidst som et billede på den umulige, men også med længsel efterstræbte bevægelse, hvor et menneskes intention og handling glider harmonisk sammen i verden.

Don Juan (fortalt af ham selv)

”Men hvad der virkede mest umiddelbart i hele ugens løb, det var Don Juans straks genkendelige samtidighed med hende, den anden, som derfor fra første blik ikke mere oplevede sig selv som den anden, og heller ikke mere ham, den fremmede mand, som den anden. [...] Under de følgende begivenheder ville de to bestandig være simultane eller handle simultant. Hendes gebærder og vendinger ville også være hans. Hun og han ville have en fuldkommen overensstemmende tidssans.”
”Don Juan (fortalt af ham selv)”, s. 76.

Peter Handkes ”Don Juan (erzählt von ihm selbst)” fra 2004 (”Don Juan (fortalt af ham selv”), 2005) er en gendigtning af legenden om Don Juan, den mytiske kvindebedårer, som har været hovedperson i både Molières skuespil ”Don Juan” og Mozarts opera ”Don Giovanni”.

Don Juan dukker op hos en fransk kroejer på flugt fra et vredt kærestepar, som han har beluret. Mens han lader sig beværte af kroejeren, fortæller han over syv dage om sine mange erotiske eskapader, som altid ender med, at kvinden føler sig forrådt på grund af hans kun flygtige opmærksomhed.

Don Juans historier drejer sig om selve forførelsens magiske øjeblik, hvor han oplever at blive ét med det andet menneske. Han ønsker slet ikke at forføre kvinderne, men de tiltrækkes ubehjælpeligt af hans ensomhed. Han er en ”forældreløs” sjæl, der i sin sorg efter at have mistet sin søn flakker omkring – fra ørkenen omkring Damaskus til Norges kyster.

25870166

Forførelsen er en slags gentagelsestvang, et forsøg på igen og igen at kunne komme tættere på den søn, som han har mistet og dermed hele bruddet mellem sig selv og verden. Derfor bliver kvinderne også alle beskrevet ens – eller rettere: ved ikke at beskrive deres personlige karaktertræk eller individuelle udseende flyder kvinderne i hans beretning sammen til ét. De er alle et billede på det samme: forsøget på at føle sig ét med verden.

Don Juans utilpashed i verden udmøntes i, at han har et problem med tiden, og han føler sig gennemgående ”ude af takt med verden”. Han kan ikke forene detaljerne til et helt billede eller sammenkæde de enkelte begivenheder i en logisk og fremadskridende fortælling. Selvom det antydes i romanen, at en forsoning med verden er mulig – ikke kun igennem elskoven, men også i naturen – fremstår denne længsel også som en længsel mod noget utopisk. Don Juans ophold hos kroejeren beskrives som et ophold i noget, der ligner Paradisets Have, men det er samtidig kun midlertidigt – flygtigt som forførelsens øjeblik.

Kali. En forvinterhistorie

”Men på alle postkort og brochurer er den hvide bunke af opgravet materiale, som jo dog ligger dér midt i landet og er umulig at overse, pinligt udeladt. Ganske vist er denne voksende saltstrøm, som flyder i alle retninger, også for min lille kirke mere og mere en fjende og en trussel. Dag og nat tærer kali-luften, tærer kali-vinden de årtusindgamle billeder af dens vægge.”
”Kali. En forvinterhistorie”, s. 67.

Det er svært at referere handlingen i ”Kali. Eine Vorwintergeschichte” fra 2007 (”Kali. En forvinterhistorie”, 2008), for fortællingen består ikke af et logisk handlingsforløb og psykologisk genkendelige karakterer. En unavngiven, men berømt sangerinde tager ved romanens begyndelse ud på en rejse, som fører hende fra storbyen ud til sin mor i barndommens landsby og videre ud til minebyen Den Døde Vinkel, hvor hun indlogerer sig hos saltherren, der ejer den gamle saltmine. Et barn fra byen er blevet væk, og eftersøgningen bliver et slags billede på kvindens egen søgen – ikke blot efter sin barndom, men efter et endnu dybere oprindelsessted.
Fortælleren er en slags allestedsnærværende fortæller, der nysgerrigt følger sangerinden, men hvis øjne og ører gang på gang viser sig ikke at række tilstrækkeligt langt. Hans position som fortæller er diffus, og han formår ikke at binde episoder og begivenheder sammen til en sammenhængende fortælling. I stedet maler han omkring kvindens færden nogle drømmelignende billeder, som indimellem får et skær af mareridt, når eftersøgningsmaskinerne over byen forvandler sig til fjendtlige bombefly.

27217192

Et gennemgående tema i romanen er migration. Immigranter fra alle verdens hjørner – de ”omstrukturerede” eller ”omgrupperede” – arbejder i minen. Selvom romanen hele tiden viger fra at skabe forståelige pointer, er det som om, at den opholder sig ved dette tema gang på gang, og fortælleren – eller måske forfatteren – træder i den forbindelse helt frem i teksten, når han bemærker: ”Sommetider forekommer det mig, at de er overlevende fra den Tredje Verdenskrig, som allerede længe har raset omkring os, uerklæret, ikke rigtig synlig, men så meget desto mere ondartet” (s. 95).
Immigranterne er ved at overtage byen – snart er der ikke flere oprindelige landsbyboere tilbage. Der er en faretruende og sørgende tone i romanen, men også forhåbning. Da kvinden endelig når ned i minen, indvier saltherren hende i den hemmelighed, at dér neden under jordens overflade i saltminen er der ingen forskel mellem mennesker. Og på trods af de faretruende bombefly på himlen, snak om en usynlig verdenskrig og vinteren, der lurer lige rundt om hjørnet, ender fortællingen forløsende med, at minebyen holder fest, og den forsvundne pige bliver fundet.

Det store fald

”Vinden, der ellers havde viftet så blidt i det brysthøje græs, gav sig til at hvæse. Græsstråene stak i armhulerne og brændte som nælder. Fårekyllingernes piben kom ganske vist stadig fra samtlige horisonter, men lød som en enstemmig vred skæren tænder. Han prøvede at se den anden vej, væk fra dem, der befolkede lysningen, hans lysning, og i stedet studere sine negle. De syntes at vokse under hans blik og blive spidse, ligesom hårene på håndryggen for hvert nyt blik blev længere, krusedes og uden hans medvirken indfangede små insekter, som så fór vild og gik til grunde på stedet.”


”Det store fald”, s. 43-44.

I Peter Handkes roman ”Der Grosse Fall” fra 2011 (”Det store fald”, 2016) vågner hovedpersonen – en skuespiller, som fortælleren kalder ”min skuespiller” – op i sin elskers hus i udkanten af ”megabyen”. Samme dag skal han ind til byen og deltage i indspilningen af en film. Han begiver sig afsted til fods gennem først skovbrynet, så lysningen, hvor han møder bærsamlere, svampesamlere, høretelefonslyttende mennesker, kapgængere og andre ”typer”, der kun har sig selv og deres egen aktivitet for øje. Han vandrer videre ud igennem skoven, forbi stridende og mordlystne naboer og ankommer til sidst til megabyen, hvor skærme så store som stadioner viser billeder fra hele verden, blandt andet af ”præsidenten”, der pakker sin krigserklæring ind i ord som ”modreaktion” og ”intervention”.

Det er vanskeligt at gengive handlingen i ”Det store fald”, men det essentielle i romanen er måske også de billeder og betragtninger, som rejsen gennem det drømmelignende landskab kaster af sig. Her bliver aktuelle teknologiske tendenser, problemstillinger og personligheder på verdens scene spiddet – og ikke uden en vis ironi. Da nogle af de mennesker, som skuespilleren støder på i lysningen, holder hånden op for øret, er det ikke for at lytte bedre til verden, men fordi de retter øreproppen i deres hovedtelefoner til.

52301513

Mere subtilt giver teksten associationer til aktuelle udfordringer som klimakrisen: Lysningen i skoven skildres på poetisk vis som en blid verden hvilende i sig selv, hvor fnuggene fra de afblomstrede tidsler roligt driver igennem luftrummet, indtil de snæversynede mennesker pludselig indtager stedet. Da begynder vinden at hvæse, og fårekyllingerne skærer vredt tænder (s. 43).

Sproget i romanen er let gammeldags, men samtidig opfinder Peter Handke egne ord som for eksempel ”megaby” og ”amokløber”. Ligesom Peter Handkes andre tekster er ”Det store fald” et åbent værk, men hvad ’faldet’ indebærer bliver aldrig helt klart. Dagen for skuespillerens rejse falder sammen med ”dagen for det store fald”, ligesom også fortælleren beretter, at tiden, hvor historien om det Store Fald foregår også er ”de store og små kriges tid” (s. 93). Måske henviser faldet derfor til menneskets griskhed, ondskab og ikke mindst snæversyn og manglende sans for at stoppe op og rigtigt se verden.

Forsøg over trætheden

”Det var altid et forskrækkelsens øjeblik, somme tider endda et forfærdelsens, ligesom ved et styrt: ”Holdt! Stop! Nej!” Men intet hjalp; de to var allerede på vej bort fra hinanden i et fald der ikke kunne standses, mod hver sin helt personlige træthed, ikke vores, men min her og din der. Det kan godt være at trætheden i dette tilfælde kun var et andet navn for manglende følelser eller fremmedhed – men det var det ord som bedst beskrev det tryk der tyngede omgivelserne.”

”Forsøg over trætheden”, s. 13.

”Versuch über die Müdigkeit” fra 1989 (”Forsøg over trætheden”, 2019) er det første af tre essays, som Peter Handke skrev i årene 1989-1991. Efterfølgende er kommet yderligere to forsøg. Heri undersøger han forskellige fænomener, og i ”Forsøg over trætheden” beskriver han forskellige former for træthed.

Essayet tager sin begyndelse under en julegudstjeneste i en kirke, hvor jeg’et som barn oplever en altomsluttende træthed under salmesangen, og ved at tænke tilbage på oplevelsen fyldes jeg’et med skyld. Dernæst bevæger jeg’et sig videre i sit livsforløb og sine forskellige oplevelser af trætheden: trætheden ved at overvære forelæsningerne på universitetet, landarbejdernes ”fælles træthed efter tærskningen” og videre frem til jeg’et, der under sit skriveophold i Andalusien oplever at blive ”gennemtræt” på grund af skrivearbejde og de daglige gåture.

Essayet er bygget op omkring den genkendelige interviewform med spørgsmål og dertil jeg’ets svar. Men mens formen er genkendelig, er selve tekstens ytring vanskelig at sætte på formel. Som i Peter Handkes andre værker er sætningerne lange og ender sjældent i en konkret slutning. I stedet bevæger de sig gennem en strøm af tanker, erindringer og billeder. Teksten åbner for fortolkninger frem for at indkapsle en bestemt mening.

46313976

Fænomenet træthed er heller ikke én bestemt størrelse, men kan både være fysisk, intellektuelt, socialt eller politisk. Det er et udvidet begreb, og det bruges også til for eksempel at beskrive opbruddet, når to elskende pludselig ikke længere føler en sameksistens. I det motiv sniger et genkommende tema i Handkes forfatterskab sig ind: Fremmedgørelsen, der her beskrives som kløften mellem de to elskende. Den ”gode træthed” er derimod den træthed, der gør det muligt at blive ét med verden. Den gør én modtagelig og åben for sine omgivelser, så man glider ind i dem og bliver allestedsnærværende. Da har man nået det allerhøjeste trin af træthed, som giver adgang til en særlig indsigt. Hvis bare forfatteren klør på med skrivearbejdet, så skal klarsynet nok komme, lover han sidst i essayet: ”Og anskueligheden skal også nok komme, sidst i dette forsøg, lige straks, måske – hvis jeg i mellemtiden er blevet træt nok.” (s. 49).

Genrer og tematikker

Teaterstykker og mindre prosatekster er det, som fylder mest i Peter Handkes forfatterskab. Hans romaner er for det meste kortromaner, men han har også skrevet enkelte længere romaner. Hans stil er den fragmenterede fortælleform, og et gennemgående motiv er vandringsmanden eller -kvinden, der bevæger sig rundt i verden på må og få uden hverken at være forankret i en stabil psykologisk personlighed eller en bestemt geografisk eller social placering. Ofte foretager hovedpersonen en rejse – ofte fra storbyen og ud i naturen eller omvendt – og har ikke hjemme noget sted.

I ”Målmandens frygt for straffespark” kredser Handke især om oplevelsen af fremmedgørelse – menneskets fremmedgørelse over for sig selv, sine medmennesker og verdens genstande. Det giver sig til kende ved en grundlæggende skepsis over for sproget. Bloch opdager, at sproget egentlig bare er vilkårlige tegn, og at det er en social konsensus om sproget, der giver det sandhedsværdi. Denne besættelse af sproget er et sundhedstegn hos Bloch. Han formår at se bag om de sociale konventioner, som udøver en usynlig magt over individet. Romanen stiller dermed spørgsmål ved, om det overhovedet kan lade sig gøre at repræsentere verden, sådan som den er, for verden er jo allerede struktureret igennem sproget og dermed aldrig autentisk.

Peter Handke blev aktiv i slutningen af 1960'erne og lagde sig litterært i slipstrømmen af den franske ny roman (nouveau roman), som gjorde op med den traditionelle romans psykologiske og sociale skildringer. Denne måde at tænke litteratur på er et opgør med, at handlingen og karakterudviklingen skal have et bestemt moralsk sigte og mening. Den ny romans princip kan beskrives på den måde, at hvor en traditionel detektivroman nødvendigvis altid skal slutte med en opklaring, er den ny roman interesseret i selve undersøgelsen. Handke insisterer på, at den litterære erfaring skal findes i sproget, og i undersøgelsen af, hvordan det styrer vores virkelighedsopfattelse. Hans fortællinger undviger enhver fortolkningsskabelon, men har søgen efter mening som deres omdrejningspunkt.

I sine senere romaner ”Don Juan (fortalt af ham selv)”, ”Kali. En forvinterhistorie” og ”Det store fald” bliver Handke mere poetisk i sin skrift. Desuden forlader han byen, og naturen bliver et fristed, som åbner muligheden for forsoningen mellem menneske og verden. I disse senere romaner inddrager Handke en del kristne fortællinger og myter, som er centrale i den europæiske kultur. Den bibelske fortælling om Babelstårnet fungerer som et centralt motiv i ”Kali. En forvinterhistorie”, mens den kristne skabelsesberetning og Paradisets Have optræder i ”Don Juan (fortalt af ham selv)”.

I sin tale ved modtagelsen af Nobelprisen i litteratur i 2019 fortalte Peter Handke, hvordan religiøse erfaringer fra barndommen stadigvæk har indflydelse på hans skrivefærd: De tidligste svingninger og svingkræfter kom dog ikke fra kunsten; det, der bevægede og gennemtrængte mig som barn, var snarere de slovensk-slaviske religiøse litanier under de romanske buer i kirken nær mit fødested Stara Vas. Og disse monotone, men samtidig så melodiøse anråbelser af himlen gennemtrænger og beånder stadig mig, der i mellemtiden er blevet syvoghalvfjerds; de anslår strengene på min videre skrivervej (…)” (Peter Handke: Peter Handkes nobelpristale: Fra disse kilder udspringer mit litterære værk. Information, 2019-12-10).

Beslægtede forfatterskaber

Peter Handke bliver ofte sammenlignet med den norske forfatter Knut Hamsun, der ligesom Handke splittede sine landsmænd med på den ene side sine æstetiske frembringelser og på den anden side sin politiske overbevisning. Hamsun støttede under Anden Verdenskrig åbenlyst det nazistiske styre i Tyskland og skrev en hyldest til Hitler efter hans selvmord. Ved krigens afslutning fik det den norske befolkning til at brænde hans bøger af i store bål på gaderne. Omvendt er Hamsun blevet fejret som en af Norges største forfattere, og han modtog i 1920 Nobelprisen i litteratur. Ligeledes kom Peter Handke i modvind, fordi han åbenlyst flere gange har taget Serbiens parti i Balkankrigen – senest da han dukkede op i Beograd ved Milošević's begravelse for at holde tale.

Sammenligningen mellem de to forfattere er derfor oplagt på grund af deres kontroversielle politiske holdninger, men også på den litterære front har de flere ting til fælles. Ligesom hos Peter Handke er vandreren et gennemgående motiv i Knut Hamsuns romaner. Vandreren dukker op som en fremmed skikkelse i en lille flække, eller han færdes fortumlet i storbyen. Særligt mellem Hamsuns ”Sult” fra 1890 og Handkes ”Målmandens frygt for straffespark” er der væsentlige paralleller. I begge romaner bliver hovedpersonen beskrevet som et menneske, der ikke formår at skabe sammenhæng i sit liv. Han er fremmedgjort i forhold til sine omgivelser, utilpasset og ude af stand til at forene sin subjektive psyke med verden udenfor.

Peter Handkes forfatterskab er også beslægtet med andre modernistiske forfattere som f.eks. James Joyce, hvor hovedpersonernes psyke får lov at accelerere i bevidsthedsstrømme, hvor følelsen af tid og rum er ophævet, og hvor individets forbindelse til omverdenen fremstår vilkårlig og meningsløs. Ligeledes nævnes Franz Kafka ofte i forhold til Peter Handkes litterære produktion. Når en fortælling er ”kafkask”, forsøger man ofte at beskrive oplevelsen af fremmedgørelse: det vil sige et menneskes oplevelse af, at sprog, rutiner og sociale konventioner pludselig fremstår meningsforladte, absurde og måske ligefrem mareridtsagtige. Med andre ord er menneskets egen psykologi ude af trit med omgivelserne.

Norske Jon Fosse er en nyere forfatter, der ligesom Peter Handke kredser om problemet med at kunne repræsentere verden autentisk. Ligesom Handke skriver han ikke kun prosa, men også skuespil, essays og digte, og så har de en interesse for sproget til fælles. Fosses undersøgende brug af sprogets mekanismer og strukturer er en eksistentiel ekspedition efter at finde et sprog, der er oprindeligt og rent.

Bibliografi

Romaner

Handke, Peter:
Die Hornissen, 1966.
Handke, Peter:
Målmandens frygt for straffespark. Gyldendal, 1971. (Die Angst des Tormanns beim Elfmeter, 1970). Oversat af Birte Svensson.
Handke, Peter:
Det korte brev og den lange afsked. Gyldendal, 1973. (Der Kurze Brief sum langen Abschied, 1972). Oversat af Birte Svensson.
Handke, Peter:
Falsche Bewegung, 1975.
Handke, Peter:
Ulykkelig og uden ønsker. Gyldendal, 1976. (Wunschloses Unglück, 1972). Oversat af Birte Svensson.
Handke, Peter:
Kvinden, der ikke røbede sig: en fortælling. Gyldendal, 1977. (Die linkshändige Frau, 1976). Oversat af Inger Christensen.
Handke, Peter:
Mein Jahr in der Niemandsbucht. Ein Märchen aus den neuen Zeiten, 1994.
Handke, Peter:
Don Juan (fortalt af ham selv). Gyldendal, 2005. (Don Juan (erzählt von ihm selbst, 2004)). Oversat af Hanne Lund.
Handke, Peter:
Kali: en forvinterhistorie. Gyldendal, 2008. (Kali. Eine Vorwintergeschichte, 2007). Oversat af Hanne Lund.
Handke, Peter:
Det store fald. Rod&Co., 2016. (Der grosse Fall, 2011). Oversat af Hanne Lund.
Handke, Peter: Ulykkelig og uden ønsker. Batzer, 2020. Oversat af Madame Nielsen.

Digte

Handke, Peter:
Deutsche Gedichte, 1969.
Handke, Peter:
Das Ende des Flanierens. Gedichte, 1977.
Handke, Peter:
Gedichte, 1987.

Skuespil

Handke, Peter:
Publikumsbeschimpfung und andere Sprechstücke, 1966.
Handke, Peter:
Kaspar, 1967.
Handke, Peter:
Das Mündel will Vormund sein, 1969.
Handke, Peter:
Wind und Meer. Vier Hörspiele, 1970 (Radio).
Handke, Peter:
Der Ritt über den Bodensee, 1971.
Handke, Peter:
Stücke 1, 1972.
Handke, Peter:
Die Unvernünftigen sterben aus, 1973.
Handke, Peter:
Stücke 2, 1973.
Handke, Peter:
Über die Dörfer, 1981.
Handke, Peter:
Das Spiel vom Fragen oder Die Reise zum sonoren Land, 1989.
Handke, Peter:
Die Stunde, da wir nichts voneinander wußten, 1992.
Handke, Peter:
Die Theaterstücke, 1992.
Handke, Peter:
Zurüstungen für die Unsterblichkeit. Königsdrama, 1997.
Handke, Peter:
Die Fahrt im Einbaum oder Das Stück zum Film vom Krieg, 1999.
Handke, Peter:
Untertagblues. Ein Stationendrama, 2002.
Handke, Peter:
Spuren der Verirrten, 2006.
Handke, Peter:
Immer noch Sturm, 2010.

Essays

Handke, Peter:
Ich bin ein Bewohner des Elfenbeinturms, 1972.
Handke, Peter:
Versuch über die Müdigkeit, 1989.
Handke, Peter:
Versuch über die Jukebox, 1990.
Handke, Peter:
Versuch über den geglückten Tag. Ein Wintertagtraum, 1991.
Handke, Peter:
Drei Versuche. Versuch über die Müdigkeit. Versuch über die Jukebox. Versuch über den geglückten Tag, 1992.
Handke, Peter:
Eine winterliche Reise zu den Flüssen Donau, Save, Morawa und Drina oder Gerechtigkeit für Serbien, 1996.
Handke, Peter:
Sommerlicher Nachtrag zu einer winterlichen Reise, 1996.
Handke, Peter:
Ein Wortland. Eine Reise durch Kärnten, Slowenien, Friaul, Istrien und Dalmatien, med Liesl Ponger, 1998.
Handke, Peter:
Fodboldens verden. Gyldendal, 2002.
Handke, Peter:
Der Bildverlust oder Durch die Sierra de Gredos, Mündliches und Schriftliches. Zu Büchern, Bildern und Filmen 1992-2000, 2002.
Handke, Peter:
Die Tablas von Daimiel, 2005.
Handke, Peter: Forsøg over svampenarren. Batzer & Co., 2017. Oversætter: Hanne Lund. Essay.
Handke, Peter: Forsøg over trætheden. Batzer, 2019. (Versuch über die Müdigkeit, 1989.) Oversætter: Hanne Lund.

Andet

Handke, Peter:
Begrüßung des Aufsichtsrates, 1967.
Handke, Peter:
Die Innenwelt der Außenwelt der Innenwelt, 1969.
Handke, Peter:
Prosa, Gedichte, Theaterstücke, Hörspiele, Aufsätze, 1969.
Handke, Peter:
Geschichten aus dem Wienerwald von Ödön von Horvath, 1970.
Handke, Peter:
Chronik der laufenden Ereignisse, 1971.
Handke, Peter:
Als das Wünschen noch geholfen hat. Gedichte, Aufsätze, Texte, Fotos, 1974.
Handke, Peter:
Der Rand der Wörter. Erzählungen, Gedichte, Stücke, 1975.
Handke, Peter:
Die Stunde der wahren Empfindung, 1975.
Handke, Peter:
Die linkshändige Frau, 1976.
Handke, Peter:
Das Gewicht der Welt. Ein Journal, 1977.
Handke, Peter:
Langsame Heimkehr, 1979.
Handke, Peter:
Die Lehre der Sainte-Victoire, 1980.
Handke, Peter:
Kindergeschichte, 1981.
Handke, Peter:
Die Geschichte des Bleistifts, 1982.
Handke, Peter:
Der Chinese des Schmerzes, 1983.
Handke, Peter:
Phantasien der Wiederholung, 1984.
Handke, Peter:
Die Wiederholung, 1986.
Handke, Peter:
Nachmittag eines Schriftstellers, 1987.
Handke, Peter:
Der Himmel über Berlin, 1987.
Handke, Peter:
Die Abwesenheit. Ein Märchen, 1987.
Handke, Peter:
Noch einmal für Thukydides, 1990.
Handke, Peter:
Abschied des Träumers vom Neunten Land, 1991.
Handke, Peter:
Langsam im Schatten. Gesammelte Verzettelungen 1980-1992, 1992.
Handke, Peter:
Die Kunst des Fragens, 1994.
Handke, Peter:
In einer dunklen Nacht ging ich aus meinem stillen Haus, 1997.
Handke, Peter:
Am Felsfenster morgens. Und andere Ortszeiten 1982 - 1987, 1998.
Handke, Peter:
Lucie im Wald mit den Dingsda. Mit 11 Skizzen des Autors, 1999.
Handke, Peter:
Unter Tränen fragend. Nachträgliche Aufzeichnungen von zwei Jugoslawien-Durchquerungen im Krieg, März und April 1999, 2000.
Handke, Peter:
Gestern unterwegs, 2005.
Handke, Peter:
Die morawische Nacht, 2007.
Handke, Peter:
Die Kuckucke von Velica Hoca, 2009.
Handke, Peter:
Der große Fall, 2011.
Handke, Peter:
Die schönen Tage von Aranjuez. Ein Sommerdialog, 2012.

Noveller

Handke, Peter: Epopé over vejenes forsvinden. Virkelig, 2017. Oversætter: Madame Nielsen.

Om forfatterskabet

Artikler

Information, 2014-04-04.
LitteraturNu.dk, 2016-07-15. Læsning af Peter Handkes Det store fald.
POV International, 2019-07-30. Om nærsynethed som metodisk blik i Peter Handkes ’Det store fald’ og ’Forsøg over svampenarren’.

Essays

Skrevet af den norske forfatter Karl Ove Knausgård.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Peter Handke

Kilder citeret i portrættet