Peter Handke

Artikel type
voksne
stud.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Main image
Handke, Peter
Foto: SZ Photo / Bauer, J / Scanpix

Indledning

Af nogen bliver han kaldt den største nulevende forfatter i Europa, mens han af andre har været udskældt for sit venskab med Slobodan Milošević og Radovan Karadžić, som begge er blevet dømt for krigsforbrydelser. Ligesom sit store litterære idol Knut Hamsun har Handke kontroversielle politiske holdninger. Men det er ikke det eneste, de to har tilfælles. Begge kredser de i deres romaner om skildringen af det fremmedgjorte individ, som oplever det som en uoverkommelig anstrengelse at forene sit indre med verden udenfor.

 

52949629

Blå bog

Født: 6. december 1942 i Griffe-Kärten, Østrig.

Uddannelse: Studerede jura i årene 1961-65, men gennemførte aldrig.

Debut: Die Hornissen, 1966.

Litteraturpriser: Ibsen Prisen, 2014 (for sine teaterstykker).

Seneste udgivelse:  Epopé over vejenes forsvinden. Virkelig, 2017. Oversætter: Madame Nielsen. Noveller.

Inspiration: Knut Hamsun.

Baggrund

”I den mørke stormnat opstod farverne. I kronen på et halvt udgået kirsebærtræ i ruinlandskabet brød i et nu kirsebærrenes røde farve frem over parret, og det uden nogen synlig lyskilde. En blånen i den sorte himmels centrum. Et stærkt grønligt skær på jorden, der knasede under dem. I denne, Pans, verden følte Don Juan sig hjemme. Den, om overhovedet nogen, var hans. Og der mødtes han med hende, kvinden. I den paniske verden fandt de sammen.”
”Don Juan (fortalt af ham selv)”, s. 86.

Med et omfattende livsværk af både romaner, essays, skuespil og filmmanuskripter bliver Peter Handke fejret som en af Europas allerstørste nulevende forfattere – blandt andet af den norske forfatterkollega Karl Ove Knausgård, som har udtalt, at Peter Handke bør være selvskrevet til at vinde Nobelprisen i Litteratur.
Peter Handke er i dag bosiddende lidt uden for Paris, men han blev født i Østrig under Anden Verdenskrig i 1942. Her boede han en stor del af sin barndom med sin mor og sin alkoholiske stedfar Bruno i den lille provinsby Griffen. Moren begik selvmord i 1971, hvilket fik Handke til at skrive den semi-autobiografiske kortroman ”Ulykkelig og uden ønsker” fra 1976 (”Wunschloses Unglück”, 1972).
I 1961 begyndte han at læse jura på universitetet i Graz, men da forlaget German Suhrkamp Verlag antog hans debutroman ”Die Hornissen” i 1965, droppede han studierne for at skrive på fuld tid.
Det var dog ikke romaner, som i første omgang satte gang i hans karriere. Sidst i 1960'erne gjorde han sig bemærket ved at skrive avantgardistiske skuespil, som hverken havde kulisser eller egentlig handling, men som kun gjorde brug af skuespillernes stemmer og enkle hverdagslige rekvisitter. Udover teaterstykker har han skrevet en række filmmanuskripter, blandt andre skrev og instruerede han i 1978 filmen ”Die linkshändige Frau”, som blev nomineret til De Gyldne Palmer i Cannes.
På trods af sin succes som kunstner er Peter Handke samtidig en stærkt kontroversiel figur. I 1990'erne blev han kendt for sin støtte til Serbien under den jugoslaviske borgerkrig, som han blandt andet har udtrykt i essayet og rejsebeskrivelsen ”Eine winterliche Reise zu den Flüssen Donau, Save, Morawa und Drina oder Gerechtigkeit für Serbien” fra 1996. I essayet stiller han blandt andet spørgsmål til folkemordet på de muslimske bosniere. I hans optik har Vesten været partisk i deres fortælling om den jugoslaviske borgerkrig, og den fortælling er derfor kun én del af sandheden. Hans politiske holdninger vakte for alvor forargelse, da han i 2006 holdt tale ved begravelsen af Serbiens tidligere præsident Milošević. Det har gjort ham til en højst kontroversiel figur – også uden for hjemlandets grænser – og da Norge i 2014 overrakte ham Ibsen Prisen, mente nogen, at han ikke var berettiget til æren.

Målmandens frygt for straffespark

”Det forekom ham som om, et stemmejern havde hugget ham af fra det, han så, eller snarere som om tingene rundt omkring var blevet adskilt fra ham. Skabet, vaskekummen, rejsetasken, døren: først nu opdagede han, at han, som under tvang, tænkte ordet for hver eneste ting. Hver gang han fik øje på en ting, fulgte ordet straks efter. Stolen, bøjlerne, nøglen.”
”Målmandens frygt for straffespark”, s. 56.

”Die Angst des Tormanns beim Elfmeter” fra 1970 (”Målmandens frygt for straffespark”, 1971) er den første roman af Peter Handke, der er oversat til dansk. Som de fleste andre romaner i hans forfatterskab er den ganske kort og uden kapitler eller afsnit til at opdele fortællingen.
Hovedpersonen Bloch er tidligere fodboldmålmand, men lever nu planløst og omflakkende i verden: han ringer sporadisk til tidligere bekendte fra telefonbokse, køber en avis uden at vide hvorfor, ser på to stablede grøntsagskasser og tænker, at det er en spøg. Bloch oplever sig selv som adskilt fra sine omgivelser og sine relationer, og hans møde med dem bliver altid kun ført halvt ud i livet – eller ender grueligt galt. Også den rejse mod ”grænsen”, som Bloch drager ud på, forekommer formålsløs, bortset fra at han skal besøge en gammel veninde, som nu driver en restaurant dér. Hvad han skal lave hos hende, ved hverken læseren, fortælleren eller han.
Nogle har beskrevet ”Målmandens frygt for straffespark” som en krimi, men udover et mord i begyndelsen af historien er det nærmere genrens brug af tegn og spor, som Handke tager i brug og dvæler ved. Det er ikke krimigenren som sådan, han tager under sin lup, men derimod sproget og dets betegnelser for ting og relationer. Bloch begynder at lægge mærke til ord, og hvorfor ting hedder, som de hedder. Og fordi sproget forekommer ham tilfældigt, bliver det meningsløst. Han nærer ikke tillid til sprogets konventioner, og derfor evner han ikke at tilegne sig sproget og gøre det til sit eget. Særligt volder det ham problemer, når sætningen kræver af ham, at han har en intention. For det har han aldrig. Hans manglende evne til at skabe sammenhæng og mening med sit liv og sine handlinger bliver dermed udtryk for sprogets meningsløshed.
Titlens fodboldreference giver først mening til slut i historien – ikke som en brik i handlingen, men som en metafor for hovedpersonens projekt i forhold til at finde en mening i verden. Det øjeblik, hvor målmandens hænder perfekt omfavner bolden, der kommer flyvende, står til sidst som et billede på den umulige, men også med længsel efterstræbte bevægelse, hvor et menneskes intention og handling glider harmonisk sammen i verden.