Målmandens frygt for straffespark

Citat
”Det forekom ham som om, et stemmejern havde hugget ham af fra det, han så, eller snarere som om tingene rundt omkring var blevet adskilt fra ham. Skabet, vaskekummen, rejsetasken, døren: først nu opdagede han, at han, som under tvang, tænkte ordet for hver eneste ting. Hver gang han fik øje på en ting, fulgte ordet straks efter. Stolen, bøjlerne, nøglen.”
”Målmandens frygt for straffespark”, s. 56.

”Die Angst des Tormanns beim Elfmeter” fra 1970 (”Målmandens frygt for straffespark”, 1971) er den første roman af Peter Handke, der er oversat til dansk - først i 1971 af Birte Svensson og igen i 2021 af Madame Nielsen. Som de fleste andre romaner i hans forfatterskab er den ganske kort og uden kapitler eller afsnit til at opdele fortællingen.
Hovedpersonen Bloch er tidligere fodboldmålmand, men lever nu planløst og omflakkende i verden: han ringer sporadisk til tidligere bekendte fra telefonbokse, køber en avis uden at vide hvorfor, ser på to stablede grøntsagskasser og tænker, at det er en spøg. Bloch oplever sig selv som adskilt fra sine omgivelser og sine relationer, og hans møde med dem bliver altid kun ført halvt ud i livet – eller ender grueligt galt. Også den rejse mod ”grænsen”, som Bloch drager ud på, forekommer formålsløs, bortset fra at han skal besøge en gammel veninde, som nu driver en restaurant dér. Hvad han skal lave hos hende, ved hverken læseren, fortælleren eller han.
Nogle har beskrevet ”Målmandens frygt for straffespark” som en krimi, men udover et mord i begyndelsen af historien er det nærmere genrens brug af tegn og spor, som Handke tager i brug og dvæler ved. Det er ikke krimigenren som sådan, han tager under sin lup, men derimod sproget og dets betegnelser for ting og relationer. Bloch begynder at lægge mærke til ord, og hvorfor ting hedder, som de hedder. Og fordi sproget forekommer ham tilfældigt, bliver det meningsløst. Han nærer ikke tillid til sprogets konventioner, og derfor evner han ikke at tilegne sig sproget og gøre det til sit eget. Særligt volder det ham problemer, når sætningen kræver af ham, at han har en intention. For det har han aldrig. Hans manglende evne til at skabe sammenhæng og mening med sit liv og sine handlinger bliver dermed udtryk for sprogets meningsløshed.
Titlens fodboldreference giver først mening til slut i historien – ikke som en brik i handlingen, men som en metafor for hovedpersonens projekt i forhold til at finde en mening i verden. Det øjeblik, hvor målmandens hænder perfekt omfavner bolden, der kommer flyvende, står til sidst som et billede på den umulige, men også med længsel efterstræbte bevægelse, hvor et menneskes intention og handling glider harmonisk sammen i verden.