Ingeborg Bachmann var i sin samtid især anerkendt for sin lyrik, der bærer præg af at være skrevet i efterkrigstiden. Som for mange andre af tidens forfattere var det magtpåliggende for hende at genopfinde et sprog efter krigstraumet, hvilket ikke mindst var udtalt for tysksprogede forfattere. Sideløbende med sit virke som digter udfoldede Ingeborg Bachmann sig inden for andre litterære genrer som radiospil, essays, litteraturvidenskabelige artikler og librettoer.
I slutningen af sit liv vendte hun sig mod en mere formeksperimenterende prosa med et feministisk islæt, hvilket hun i dag især er kendt for. Hun skrev i flere år på romanen “Malina”, som egentlig var tænkt som første bind i en romancyklus, og som hun selv kaldte for en imaginær selvbiografi. I “Malina” mødes bevidsthedsstrømmene i en kvindes bevidsthed med et eventyr om en prinsesse, brudstykker af telefonsamtaler og absurde dialoger, mareridtslignende erindringer om krig og overgreb og en ménage à trois med de to mænd Malina og Ivan, som måske er del af den navnløse jeg-fortællers liv – eller måske er udspaltninger af den samme person eller opdigtede figurer, som til sammen skildrer kærlighedsrelationen mellem en kvinde og en mand i et mandsdomineret samfund. Et patriarkalsk samfund, som også gennemsyrer privatsfæren og selv den enkelte kvindes bevidsthed. I et interview kort før sin død sagde Ingeborg Bachmann: “Jeg har tænkt over, hvor fascismen egentlig opstår. Den starter ikke med den politiske vold, som man kan læse om i aviserne. Den starter i forhold mellem mennesker. Fascismen er det første, der findes i et forhold mellem en mand og en kvinde.” (Reed McConnell: “The Horror Is in You”. Ingeborg Bachmann and the burden of the unspeakable. The Point, 2020-10-17. Egen oversættelse).
Mange af de samme tematikker, som udfoldes i “Malina”, er også på spil i novellesamlingen “Simultan”. Mens Ingeborg Bachmann arbejdede på det, der skulle blive hendes sidste bog, havde den længe arbejdstitlen “Wienerinnen”. Hver af de fem prosafortællinger handler da også om kvinder fra Wien, hvis liv på forskellig vis trues af det patriarkalske net, de synes fanget i.
Der skulle gå mange år efter Ingeborg Bachmanns død, før den bredere offentlighed fik kendskab til kærlighedsforholdet mellem hende og Paul Celan, da dele af de to forfatteres brevveksling gennem to årtier i 2008 blev udgivet under titlen “Herzzeit. Briefwechsel” (“Hjertetid. En brevveksling”, 2011). Bogen viser omridset af et forhold mellem to mennesker, som elsker hinanden, men også sårer og misforstår hinanden. Den er samtidig et litteraturhistorisk vidnesbyrd om, hvordan to af efterkrigstidens store forfattere inspirerede og påvirkede hinandens værker. “Jeg bor her hos Christoph Schwerin: vores bøger står ved siden af hinanden”, som Paul Celan med glæde konstaterer det i et brev fra 1957 til Ingeborg Bachmann (”Hjertetid”, s. 118).